I har måske lagt mærke til “Mettisk mikroblogging” som jeg har flyttet op i øverste højre hjørne? Hvad synes I? For de mere teknisk udfordrede, er det min blog, der pinger indhold fra min Twitterkonto – så hver gang jeg twitter, kommer det også på bloggen. Ligesom bloggen pinger til min RSS feed. Og Facebook kan også pinge min blog. Og så videre – en fin, selvkommunikativ livscyklus. Jeg har haft denneher konto hos Twitter sådan omtrent fra starten af, men er først gået i gang med at bruge den for cirka trekvart år siden. Men jeg må indrømme, at jeg stadig ikke har ret meget clue om, hvordan man egenlig bruger den. Hvor meget kommenterer man andres twitterier? Hvem er mine venner? Hvad er det for noget # noget? Jeg kan ikke finde ud af at lave korte, avancerede bit.ly filer, eller hvad dælen de nu hedder. Og folk linker helt vildt meget til alt muligt på Twitter. I stedet for har jeg kapituleret og så bare sporadisk twittet om løst og fast. Ville gerne twitte sjovt, elsker f.eks. Mikael Wulffs små, skøre hverdagstwitterier. Men det sjove har forladt mig lidt for tiden. Okay, så nu er min nye twitterstrategi, i forlængelske af Mettisk mikroblogging-ideen, at jeg bare twitter om hvad jeg render rundt og laver. Hvis det er noget, der kommer folk ved. Sådan lidt hygge-kaffe-pludre over det. Jeg blogger nemlig ikke så meget om hvor jeg går rundt henne og hvad jeg laver. I det hele taget er det blevet lidt sværere at blogge efter Facebook og Twitters opdukken på scenen, fordi det jo er blevet lettere at fyre et eller andet kort af. Og på Facebook kan responsen være utrolig god og mangfoldig i forhold til på bloggen. Sikke noget forvirrende hejs med hvad man nu skal satse på med det der social media… men så længe vi alle sammen har sjovt og mangfoldigt, så går det nok altsammen.