Mettiske Strøtanker » At være døv

At være den konstaterende diskussionstype eller at være den åbent drøftende diskussionstype?

Mette B. — Mon, 22 Nov 2010 11:19:10 +0000

Er der forskel mellem kvinders og mænds måde at kommunikere på? Det har jeg tænkt en del over i et par dage nu. Det er jo ikke nye, revolutionerende tanker eller raketvidenskab, men jeg har bare ikke været så bevidst om det, før jeg talte med en mandlig bekendt i fredags. Vi var inde på emnet gruppearbejde, som ingen af os er så vilde med, fordi vi jo tit bliver sorteper. Et er mænd og kvinders kommunikation, men noget andet er også døves og hørendes – via tolk. Min mandlige bekendte oplevede på bygningskonstruktøruddannelsen, at han fra starten havde fået gruppens laveste rangering (sådan er det altid, når man er døv – de færreste regner en for noget særligt rent intellektuelt) og det blev ikke bedre af at kommunikere med tolk, fordi hun tolkede kvindeligt, sagde han. Ja, kvindeligt. Som et eksempel fortalte han, at han konstaterede noget – nu frit efter hukommelsen: Det der skal være 300 milimeter langt. Tolken tolkede: Skal det der ikke være 300 milimeter langt? Han fangede straks, at hans formulering var formuleret som et spørgsmålstegn. Nej, sagde han til tolken: Det der ER 300 milimeter langt, jeg spurgte ikke. Kort efter var der en anden i gruppen, der havde slået det op og konstateret præcis det samme. Han fik så hele “æren” og min bekendte var irriteret – han havde jo konstateret, ikke spurgt. Og mon ikke det er kvindeligt at vi kommer med åbne konstateringer: Er det ikke sådan det er… for så at få det bekræftet af en anden, før det slås helt fast. Mon ikke mænd er gode til at lire lange, konstaterende remser af? Og hvis de andre så er uenige, så står det til diskussion, og må den med de mest lange, velargumenterede forklaringer vinde? Jeg har arbejdet sammen med to fyre, og jeg har fundet ud af, at jeg kommunikerer meget kvindeligt. Jeg mener at det er sådan og sådan, tror I ikke? Og så begynder den ene fyr at konstatere noget, og får straks ret af den anden. Jeg kan selv godt lide at diskutere mig frem til en solid konklusion, men jeg har lige lavet et lille forsøg og ændret metode og researchet alt i bund før jeg har udtalt mig – på en meget konstaterende måde. Og lige pludselig virkede diskussionen meget mere lige. Det er interessant. At man kan tale sig til andre resultater, hvis man ændrer sin måde at tænke og arbejde på – det bliver ikke sværere, men er bare anderledes. Og hvordan opfatter omverdenen egentlig konstaterende typer vs. åbent drøftende typer? Her på ITU er der helt sikkert en stor overvægt af de konstaterende typer; også i den kvindelige afdeling. Det er ikke her man er nuttet eller sød eller sjov – man skal bare forholde sig til facts.

En af de fantastiske ting ved tegnsprog.

Mette B. — Fri, 05 Nov 2010 09:08:41 +0000

Jeg elsker bare, når folk kigger lidt måbende, når jeg sidder i en læsesal og får øje på en veninde ca. 100 meter væk, gennem 3 glasvægge, og alligevel lige formår at snakke med hende, mens vi står i hver sin ende, om at hun skal gafle en plads til os ovre på den anden side, og at jeg kommer lige om lidt, fordi jeg lige skal være færdig med en lidt irriterende bog, som jeg måske skal bruge til mit ene miniprojekt. Sådan noget afstandskommunikation kan man kun, hvis man kan tegnsprog. Og ja, resten af folk her på min side kiggede lige en ekstra gang. Er der andre situationer hvor I selv synes det er fedt at kunne tegnsprog?

Sådan ser et afslag på et job ud med den begrundelse at man er døv – min første af slagsen!

Mette B. — Mon, 13 Sep 2010 14:36:36 +0000

Det er da godtnok surt direkte at blive frasorteret, fordi man er døv. Ikke engang en samtale er blevet overvejet. Men jeg tager alligevel hatten af for at arbejdsgiveren 1) skrev en personlig mail og 2) var helt ærlige omkring det:

Kære Mette

Jeg skriver til dig vedrørende jobopslaget som studentermedhjælper/praktikant hos XXX. Vi har gennemgået alle ansøgninger – også din. Du har skrevet en fin ansøgning og har et solidt cv med meget relevant erfaring. Vi har derfor alvorligt overvejet at indkalde dig til samtale. En stor del af vores opgaver kræver imidlertid direkte mundtlig kommunikation med kunderne, så vi har derfor desværre været nødt til at fravælge dig på trods af dine mange kvalifikationer.

Vi ønsker dig held og lykke med den videre jobsøgning.

Bedste hilsner

Jeg havde egentlig ikke troet, nogen ville være så direkte om at jeg var frasorteret fordi jeg var døv, men bare smide min ansøgning i skralderen. Så jeg syntes faktisk det var et godt afslag, hvis man kan sige det sådan. Dog er det sådan ved det at være døv, at hvis nogen skulle være “vores egen værste fjende” så er det os selv – vi er meget, meget bevidste om hvad vi kan og ikke kan, og vi ville aldrig søge jobs, hvilke funktioner, vi vidste vi ikke ville kunne opfylde. Direkte mundtlig kommunikation kan vi nemt klare med tolk, det er godt nok anderledes, men det fungerer. Desværre er det ikke kun os, der bestemmer hvad vi kan og hvad vi ikke kan, det gør arbejdsgiverne også. Nå, men nu har jeg ikke søgt så mange studiejobs, så jeg fortsætter ufortrødent og fuld af optimisme.

Så er jeg atter dukket op på StreetSigners med en mini-parlør ud i hvordan du skal indlede en konversation med din nye døve ven

Mette B. — Fri, 10 Sep 2010 18:53:14 +0000

Husk at tjekke det der StreetSigners ud. Og så har jeg i øvrigt lagt hovedet i blød i dag – og der er et par nye, spændende idéer til StreetSigners på vej. Nu afventer jeg lige et positivt svar fra nogen først, omkring en forespørgsel, og så kommer der forhåbentlig lidt lir på sitet. Håber jeg på. Og husk, at I hellere end gerne må komme med ideer, ønsker, tanker og behov, det gør kun projektet endnu bedre. Og dermed er vi et skridt en bedre verden – hvor mange flere kan tegnsprog!

Mit lidt aparte forhold til kantinepersonalet på forskellige højere læreanstalter

Mette B. — Wed, 08 Sep 2010 08:44:01 +0000

Der er et eller andet med mig og kantinepersonale. Nu er jeg ikke den type, der er allermest kommunikativ overfor servicepersonale. Jeg kender ellers nogen, der elsker at kommunikere med butiksansatte, tøjekspedienter og så videre om alt muligt, lidt som om der var et eller andet socialt behov, der skulle dækkes? Men det gør jeg jo så ikke, jeg skal bare betale ved kasse 1 og videre. Ikke fordi jeg er uhøflig, folk får skam et stort smil, noget alle kunder burde tænke på. Nå, men tilbage til kantinesnakken. På KU havde vi den sureste kantinedame, og hun servicerede mig da også surt mange gange, indtil jeg begyndte at spise frokost med en ven, der også var døv. Og så skete der noget… hun lyste op i et kæmpe smil, da hun opdagede vores tegnsprog ved køen. Og siden har hun smilet stort til mig. Her på ITU er der ikke så mange at snakke tegnsprog med, men jeg tror godt, at den ene kantinefyr havde opdaget, at jeg ikke helt var som de andre studerende. Han var i hvert fald dygtig til at række klør fem op, når jeg skulle have min obligatoriske formiddagskaffe – til en femmer, naturligvis. Hvordan han så har fundet ud af det at jeg er døv, ved jeg ikke, men der er i hvert fald et eller andet. Nåmen, nu er der så lige startet en ny kantinefyr, og jeg mistænker ham for at være lidt glad for mig. Der er i hvert fald store smil og række byttepenge frem til mig for så flirtende at snuppe dem tilbage. Det er lidt sødt egentlig, og han har sikkert tænkt at jeg flirtede tilbage, fordi jeg bruger mere øjenkontakt og mimik end andre. I dag til formiddagskaffen sagde han så et eller andet til mig, og jeg pegede så på mine ører, den klassiske gestus for at være døv, det kan virke afvisende, men hvis man gør det venligt, så forstår de fleste, at man bare ikke hører hvad de siger… men så sendte han mig forfjamsket ansigt og lirede et eller andet af på engelsk. Ja, ja. Jeg synes stadig det er lidt sjovt, og jeg er spændt på hvordan reaktionen fra ham er næste gang. Mon han nu tror jeg er en af de mange internationale studerende, eller bare slet og ret er underlig? Nå men jeg synes nu alligevel det er fedt, at man som døv næsten får særstatus hos servicepersonalet – måske fordi folk bare ikke synes de kan tillade sig at være sure og lede overfor os – det har jeg i hvert fald meget sjældent oplevet.

5 ting du skal vide om hvordan det er din døve studiekammerat har det med det sociale i klassen

Mette B. — Tue, 31 Aug 2010 11:04:34 +0000

Oven på sidste indlæg tænkte jeg lidt videre. Indlægget har ligesom nogle løse ender, så jeg tænkte, at det kunne være på sin plads med lidt baggrundsforklaring. En baggrundsforklaring, som jeg måske vil vise mine studiekammerater – hvis jeg tør – for de er jo lige netop målgruppen. Og måske andre døves studiekammerater også kunne bruge dette indlæg? Formålet er at give lidt indsigt… eller så bare at forstå. For sådan noget er nemlig meget svært at forklare lige ud af det blå i klasseværelset.

Nu taler jeg for mig selv, og døve er forskellige. Men jeg har en fornemmelse af, at der næppe er mange døve, der er uenige med mig i mine betragtninger. Dette skal slet ikke betragtes som anklagelser eller “klynk” men som en erfarings-baseret beskrivelse af, hvordan døves uddannelses-vilkår vitterligt er anderledes i forhold til hørendes. Det faglige klarer vi døve, fordi vi i forvejen har ekstra ressourcer (for overhovedet at komme ind) – men det sociale, og det, der er udenfor rammerne, er tit det, der volder problemer. Også selv om vi ellers er socialt intelligente/velfungerende væsener, der kender alle de gængse interaktions, normer og adfærdsregler. Og vi ved godt, det som regel er os, der skal starte initiativerne.

Nu hvor jeg tænker over det, virker det måske ret selvoptaget at bruge så lang tid og så mange ord på at beskrive hvordan det at interagere på et studie virker for mig. Alle har jo deres issues og alle føler sig ind i mellem udenfor. Også blandt døve kan jeg nogle gange føle mig akavet, men så er det fordi jeg simpelthen bare føler mig akavet. Men blandt hørende er jeg en minoritet, og snakker jeg med andre fra samme minoritetsgruppe (døve, altså) så er vi faktisk mange, der har det lige præcis på den måde, så det skyldes simpelthen det at være døv. I går fik jeg en kommentar fra en om, at det var en stor mundfuld at håbe på eller at forvente at ens studiekammerater vil til at lære tegnsprog for ens skyld, men man kan jo altid håbe, at de synes, at man er så interessant, at de gerne vil lære noget for ens skyld, sådan menneske til menneske – og så er god karma tilbage jo rart. Heldigvis er der mange hørende, der godt vil gøre noget ekstra for en – og de er virkelig guld værd i ens hverdag!

Og derudover er det nok også værd at bemærke, at der sikkert vil være nogen hørende, der i en eller anden udstrækning har de samme tanker og følelser. Hvis vi bare nogen gange bare tænkte på hinanden, og ikke gjorde så meget forskel, ville alt være bedre – for alle.

1. Jeg aner ikke hvordan stemningen til undervisningen er
Når jeg som døv bruger tolk i undervisningen, er det meget svært at fornemme, hvordan folk lyder, fordi tolken kun tolker ordene, og altså ikke de små nuancer eller tonefaldet. De er professionelle, men nogle ting kan bare ikke tolkes. Jeg er derfor tit usikker på hvordan den talende person bag rent faktisk lyder og virker på andre, og jeg får ikke reaktionerne. Jeg har ikke nogen sikker fornemmelse af, hvem der siger noget fornuftigt, hvem der laver ballade, hvem der kommer med de sjove kommentarer osv. Når alle griner, er det sjældent, jeg ved hvad der var så sjovt. Også fordi jeg ofte sidder foran, og ikke kan se de andre, endsige høre deres stemmer. Så jeg ved reelt ikke hvem der siger hvad, hvis ikke det er underviseren, der snakker. Jeg har reelt ingen idé om hvem der “styrer” stemningen, hvem der er populær, hvem der er irriterende. Og derfor er jeg også lidt tilbageholdende med at sige noget, fordi jeg ingen anelse har om hvor jeg ligger i niveauet. Overhovedet. Det viser sig tit først til eksamen.
Løsning: Ikke rigtig nogen – nok mest den, at man som døv skal “skide på” hvad andre tænker om en selv. Jo mere man siger, jo mere kender de en, og man kan umuligt sige noget dumt eller upassende hver eneste gang.

2. Jeg ved ikke hvor folk skal hen bagefter
Når undervisningen er slut smutter folk. Nogle gange tager alle hjem, andre gange mødes man i baren, ved bordfodboldspillet, i byen eller kantinen. Det sociale er jo en stor del af studiet. Men jeg som døv kan ikke høre det på snakken, så hvis alle er væk inden jeg har set mig om, kan jeg så enten vælge at lede efter folk over hele studiet eller tage hjem. Jeg vælger tit det sidste. Jeg gør, i hvert fald, og tit har jeg på den konto tænkt – laver de andre så noget sjovt sammen nu, som jeg ikke vidste noget om? Kommer folk til fredagsbar? Hvorfor spiller de alle sammen bordfodbold?
Løsning: Hørende – fortæl det, hver gang noget fælles sker. Både nu og senere. Spørg om personen fx vil med til noget bordfodbold. Det er selvfølgelig også døves ansvar selv at kontakte folk, men det skal gå begge veje.

3. Jeg er sjældent sikker på jeg har fået det hele og intet har glippet
Tit er undervisernes kommentarer kryptiske. Så det er vist ikke ualmindeligt, at man lige vender situationen med ens sidekammerater – hvad var det for bøger, man skulle købe? Hvor leder man efter en bestemt artikel? Er der nogen, der vil kopiere for andre? Men alt det får jeg døv som regel ikke med, fordi tolken ikke altid tolker den slags summen rundt. Jeg kan spørge hver gang, men det er ikke altid, jeg orker.
Løsning: Hørende – fortæl det, hvis nogen har fundet ud af noget smart. Internettet med f.eks. Facebookgrupper, Dropbox el. lign. er også en løsning, hvor alle er lige.

4. Jeg kan ikke snakke med flere på en gang
Sociale interaktioner baserer sig tit på, at folk snakker sammen i grupper, og man supplerer hinanden og kan bryde ind, hvis man har noget at bidrage med. Men døve kan som regel ikke snakke med flere end 1-2-3 af gangen, og derfor er gruppesamtaler no go for døve. Desværre. Så hvis jeg bare går forbi jer andre, så er det netop derfor. For jeg glider ikke ind naturligt i gruppen, det er en handling jeg skal udføre. Enten kan jeg vælge at “trække” en person ud af gruppen, afbryde samtalen (med noget helt off topic måske, jeg har jo ingen anelse om hvad der snakkes om) eller også kan jeg bare stå der og kigge – hvis jeg så ikke bare vælger at gå forbi, så jeg undgår, at det bliver for alt akavet. Og sådan går jeg jo glip af en hel masse smalltalk og “sladder” og andre ting, der binder folk sammen.
Løsning: Døve tilbyder, eller folk spørger om at lære tegnsprog – eller som minimum ABC på tegnsprog. Det kan læres på nettet. At hørende er frisk på samtaler på tomandshånd. At hørende uopfordret begynde at fortælle hvad der snakkes om og dermed involverer den døve, der ikke altid så godt kan involvere sig selv.

5. Gruppearbejde er mit værste mareridt
Det er næppe alle, der er særlig vilde med selv at skulle danne grupper, især hvis man ikke kender folk. Men for mig som døv er det et mareridt. Som regel sidder jeg foran uden sidemænd- og kvinder, så jeg kan ikke bare tilfældigt støde sammen med nogen. Sker det, er det bare heldigt. Men der sker ofte det, at jeg føler, jeg maser mig på i en gruppe. Nogle gange lykkes det, andre gange må jeg få læreren til at hjælpe mig med at blive placeret et sted. Og ofte føler jeg mig allerede som Sorteper, hvis gruppedannelsen foregår på den måde. Det er ret demotiverende for min lyst til at være med. Og hvis det er sket tilstrækkelig mange gange, mister jeg simpelthen lysten til overhovedet at tage nogle initiativer. Jeg er heller ikke klar over, hvem der er i gruppe med hvem, og jeg hører det heller ikke, hvis der er ledige pladser et sted.
Løsning: Hørende – spørg om den døve vil være med. Hvis I har en ledig plads og den døve sidder alene – så spørg også. Han/hun bliver glad, vi skal nok gøre alt for at det glider nemmest muligt. Prik evt. til andre, hvis I ved, at der er andre små grupper.

Der er sikkert en hel del flere ting – I må meget gerne komme med jeres erfaringer også!

Tanker om at give sig ud i kast med skrivetolkning og lidt funderen omkring service-begrebet

Mette B. — Thu, 05 Aug 2010 10:09:08 +0000

Så er jeg et trin nærmere det nye semester. Og lidt lettet. Jeg har jo de her tre fag, og to ud af disse tre fag er på engelsk. Sådan er udviklingen jo på de højere læreanstalter. Når man bruger tegnsprogstolk i undervisningen, er det egentlig noget lort, at undervisningen er på engelsk. For så tolkes der til dansk tegnsprog, og man er helt prisgivet tolkens engelskkundskaber. Og nogle tolke er tydeligvis ukomfortable med at tolke engelsk. Havde engang en, hvis ansigtsudtryk viste, at det var en helt ekstrem lidelse at tolke hver eneste sætning – og sådan noget kan man godt, uanset ens relativt diplomatiske og forstående væsen, godt blive lidt småtræt af at se på. Ligesom man som døv på en måde føler sig lidt snydt, fordi man får undervisningen på dobbelt-oversat dansk tegnsprog, og alle de andre får det på engelsk. Så efter lidt korridorsnak med andre døve studerende og nyuddannede, valgte jeg denne semester at forsøge mig med skrivetolkning i stedet. Således skriver tolken det hele ned på engelsk, på en lille skærm a la en bærbar computer, som jeg så læser, og jeg bliver dermed undervist i samme sprog som resten af klassen. Forhåbentlig foregår det også på en mere diskret måde, så jeg også kan gemme mig lidt bagerst i lokalet, hvor overblikket er bedre. Og jeg forestiller mig også, at man måske bliver lidt mindre træt i hovedet i forhold til tegnsprogstolkning. Men mine erfaringer med skrivetolk er ganske knappe og kan dateres tilbage til hedengangne 1999; erindringerne om skrivetolkning begrænser sig til en snerpet udseende gammel kælling, der kommer slæbende på en enorm datamaskine og et rullende bord. Derfor var min lettelse også stor, da jeg i dag kiggede forbi skrivetolkeudbyderen for at høre hvordan det gik til. De fik mig beroliget, og tilmed blev jeg op til flere gange forsikret om at de satte service og kundens behov i højsædet. Var helt duperet; som døv er man overhovedet, overhovedet ikke vant til at få den mindste glimt af service. Men jeg blev forsikret om at jeg ville få søde, top-uddannede skrivetolke, de allerdygtigste, unge piger, det var lige før at man skulle tro, jeg havde bestilt noget andet. Men nu er jeg beroliget og glæder mig faktisk meget til at kaste mig ud i et forsøg på skrivetolkning til næste semester. Man kan endda også sige noget i timen, ved at skrive det på f.eks. ens bærbare, så læser tolken gerne op. Ah, så kan jeg endelig brillere med mine egne ord i stedet for at være prisgivet en anden persons formidling af det jeg har sagt – efter at mange gange have formuleret oppe i hovedet, således at jeg kunne være sikker på, at det både var relevant, lød intelligent nok OG kunne forstås OG formuleres korrekt af tolken.

Tegnsprog på Roskilde

Mette B. — Wed, 07 Jul 2010 10:16:14 +0000

Så har jeg lavet et fint lille tv-indslag til signFriday om vores frivillige arbejde på Roskilde med at lære hørende tegnsprog. Lyden er slået helt fra, der er kun tegnsprog og så stemningsbilleder – men jeg synes nu, at det hele hænger ret godt sammen – og giver et billede af vores kampagne på Roskilde. Selvfølgelig vil udbyttet være helt optimalt, hvis man kan tegnsprog, men ellers tjek her:

Til Roskilde Festival 2010 summede det flere steder af tegnsprog. Danske Døves Landsforbunds initiativ er blevet mødt med stor interesse af de hørende, der er kigget forbi og har lært lidt tegnsprog. Det er gået over al forventning, lyder det fra arrangørernes side:

Ellers kan resultatet af arbejdet ses her – Slip Fordommenes Facebookgruppe.

I Think I’m Sexy

Mette B. — Wed, 26 May 2010 20:25:17 +0000

Sådan kan man få glæde af en musikvideo selv om man ikke hører en dyt:

Ah, de glade 80′ere. Videoen er sakset fra Thominous. Skal helt klart have tjekket det der “literal music videos” fænomen lidt mere ud – elsker det allerede!

signFriday!

Mette B. — Fri, 14 May 2010 15:14:36 +0000

Så er min baby nummer to klar til offentlig fremvisning. Vi er et team på 7 personer, der længe har arbejdet på et webmagasin D2D (Deaf2Deaf) på tegnsprog – der laver nyheder fra døveverdenen. Vi satser allermest på web TV, men der er også foto og artikler – og jeg er så holdets skrivende ånd.

Magasinet hedder signFriday. Vi skal allerede i weekenden dække en masse; Dansk Junior Mesterskab i weekenden, DeaBeat på lørdag, DDL 75 års fødselsdag på tirsdag, Copenhagen Marathon med 4 døve deltagere næste weekend… Et eksempel på hvad vi har lavet og kommer til at lave kan findes på indlægget her.

Vi skal helt klart have finpudset det visuelle, indsætte tekstbokse (med folks navne) og så sætte speak på. Vi har også uploadet det på YouTube. Som jeg så har smækket på her. Uden lyd, ja. Hvad skal man med lyd, når man er døv? Men for jer beskriver jeg lige indholdet under klippet. Og ja, det er mig der er “værten” – med møggrimt hår, har jeg lige realiseret… men det er jo midt i en udvoksningsfase, og det er sjældent kønt. Nåh, men her:

Vi er i Fælledparken til 1. maj, arbejdernes internationale kampdag. Vi prøver at finde folk og spørge dem, hvorfor de er kommet – er det for at svinge den røde fane – eller for at få nogle øl? Det er for øl siger Natasha, Vitali og de to piger Nezahat og ??? (fik ikke fat i hendes navn) – sidstnævnte nævner dog også at de kommer for at se folk.

Den eneste ægte røde er Bo med partisantørklædet, der næsten forurettet fortæller at der kun kom 3 døve på Blågårds Plads til socialistisk 1. maj til taler og demo. Resten dukkede op i Fælledparken. Så siger Mie og Mikkel at de er med for det sociale.

Og så får jeg fat i Markus, der har oprettet en Facebookevent for 1. maj og lokket ca. 200 døve med. Men der var “kun” cirka 60 der dukkede op, Markus er dog stadig ganske tilfreds.

Endelig møder vi Sofia med vesten, der fortæller, at hun kom til at tisse på en mand i hovedet… den sidste del begriber jeg stadig ikke..