Kære Mette

Jeg skriver til dig vedrørende jobopslaget som studentermedhjælper/praktikant hos XXX. Vi har gennemgået alle ansøgninger – også din. Du har skrevet en fin ansøgning og har et solidt cv med meget relevant erfaring. Vi har derfor alvorligt overvejet at indkalde dig til samtale. En stor del af vores opgaver kræver imidlertid direkte mundtlig kommunikation med kunderne, så vi har derfor desværre været nødt til at fravælge dig på trods af dine mange kvalifikationer.

Vi ønsker dig held og lykke med den videre jobsøgning.

Bedste hilsner

Jeg havde egentlig ikke troet, nogen ville være så direkte om at jeg var frasorteret fordi jeg var døv, men bare smide min ansøgning i skralderen. Så jeg syntes faktisk det var et godt afslag, hvis man kan sige det sådan. Dog er det sådan ved det at være døv, at hvis nogen skulle være “vores egen værste fjende” så er det os selv – vi er meget, meget bevidste om hvad vi kan og ikke kan, og vi ville aldrig søge jobs, hvilke funktioner, vi vidste vi ikke ville kunne opfylde. Direkte mundtlig kommunikation kan vi nemt klare med tolk, det er godt nok anderledes, men det fungerer. Desværre er det ikke kun os, der bestemmer hvad vi kan og hvad vi ikke kan, det gør arbejdsgiverne også. Nå, men nu har jeg ikke søgt så mange studiejobs, så jeg fortsætter ufortrødent og fuld af optimisme.

Og det er et temmelig interessant indlæg. Der er mange stereotyper omkring døve i USA, lægger speaken ud med at fortælle. Og det har medført at mange døve og hørehæmmede er for flove til at indrømme, at de har et hørehandicap. Og vi møder så to af slagsen.

Den ene person, Graham, prøver på at være hørende. Han føler sig ensom som hørehæmmet og forstår ikke helt, at det er så svært at finde venner. Men heldigvis finder han roen i musikken, ved at spille trompet (eller hvad dælen det nu er) Vi møder også hans mor, der fortæller, at det bare er sådan han er. Han sagde som lille at moren skulle stoppe med at bruge tegnsprog. Det gjorde hun så. Hun fortæller så os, at han hverken er det ene eller det andet, at han ikke passer ind i nogen af de to verdener og at hun håber, han vil finde roen i døvesamfundet engang. Måske. Og så møder vi i indslaget ligeledes en anden person, en kvinde, som også voksede op uden at acceptere sin døveidentitet. Hun skjulte konstant sine høreapparater. Men på college, efter noget rådgivning, fandt hun endelig roen med sig selv – og er stolt af den hun er. I dag underviser hun folk i tegnsprog.

Indslaget synes jeg er interessant, fordi vi i dag oplever, at døve for enhver pris skal fungere som hørende. Til at starte med er det lægernes rådgivning, der overbeviser forældrene om, at de ikke skal prøve på at give deres barn noget døveidentitet, for sådan lærer de aldrig at blive hørende. Og sidenhen er det så forældrene der står som ambassadører for denne beslutning. Men jeg har faktisk aldrig sådan rigtig tænkt over, at døve faktisk godt selv kan være stå for sådan en beslutning. At de ikke vil have noget med tegnsprog og døvekultur at gøre. Fordi de jo gerne vil være hørende… dog uden at høre. Det lykkes så nok bedre for nogen end andre… ja det er interessant egentlig. Det virker for mig krampagtigt at man som døv siger, at man finder en ro i musik… når man for fanden ikke engang kan få det fulde udbytte af det. Men sådan er der faktisk mange der er.

Så Idas indlæg interesserede mig, især hendes referencer til professoren Becca Levy, der har undersøgt, hvordan det påvirker ældre at blive stereotypiseret og tiltalt som børn. Det kan jo klart sammenlignes med hvordan oplevelser af audistisk art påvirker døve. Jeg må da indrømme, at jeg mange gange har følt mig som en hund, hvis jeg har været til familiefest, og det eneste, de mere perifere familiemedlemmer så havde at sige til mig er:

Hvor er du stor!
Hvor er det en fin kjole du har på!
Hvor er det flot at du læser!

Min næsten fem år yngre lillesøster har de så snakket fornuft med. Mig har de bare klappet på hovedet. Ingen voksen samtale. Man har forventet, jeg smilede og logrede. Det er ikke særlig motiverende for selvfølelsen. Derfor er det efterhånden meget sjældent, jeg kommer til familiefester. Audisme vil jeg nok ikke kalde det, men det er ikke sjovt, sådan noget. Også selv om jeg ved, og bliver ved med at sige det for mig selv: De mener det jo godt.

Nå men, tilbage til det med Elderly Speak. Ældre hørende oplever ofte at blive tiltalt som børn eller som uvidende. Også selv om de har haft en lang og glorværdig karriere. Det er nok et generelt ældre-problem. På plejehjem for ældre døve er det sikkert ikke ret meget bedre; men forskellen er bare, at der sker, at personalet hygge-snakker med hinanden – uden tegnsprog, selv om, der er døve ældre til stede. Personalet snakker altså hen over hovedet på dem – uden at døve har en kinamands chance for at følge med.

Hvis man så spørger, hvorfor de ikke bruger tegnsprog, nu hvor de kan det, så vil de måske svare, at det ikke er noget stort problem: Jamen se på de ældre, de er så søde, de smiler, de er glade! De ældre døves børn og børnebørn kan se, hvad der foregår, men problemet er, at de ældre er vant til det. Gennem hele deres opvækst har de været vant til, at de ikke havde ret til at være med. At deres meninger ikke blev talt med. At det ikke var nødvendigt at involvere dem. At det var de hørende, der vidste bedst. Derfor smiler de bare.

Sådan er det jo bare.

Men så kan vi her diskutere. Er det bare sådan? Eller er det udtryk for en audisme, som man hele livet stiltiende har accepteret? Når man i forvejen står svagt, kan man jo ikke protestere. Man kender sin plads. Sådan har det været i mange år. Sådan er det bare. Så kan man smile. Indtil i slutningen af 70′erne, hvor døve stod frem og krævede ret til at være med. Vi har lige så meget ret til at være her som alle andre.

Jeg har hørt nogle kommentarer til ordet audisme. Den ene kommentar er: Den nyeste trend i døveverdenen. En kommentar fra en, der dybest set ikke kender til døveverdenen og dens historie. Den anden kommentar, jeg har hørt, er fra professionelle, der har arbejdet med døve: Det er gammel vin på nye flasker.

Den nyeste trend. Gammel vin på nye flasker. Ja. Men hvorfor føler vi døve så behov for at tage det op? I stedet for at blive oprørt, vred eller forarget over ordet audismes umiddelbare voldsomhed, kunne man måske tænke sådan: Hvad er det, der ligger bag, at døve tager det op? Hvordan kan vi være med til i fællesskab at løse det problem?

Jeg har smilet meget i mit liv. Været sød. Og det er jeg stadig. Sådan er der generelt mange piger, der har det. Hvis jeg for en gangs skyld ”rejser børster” på mine og andre døves vegne, er der pludselig noget, der ikke er i orden. Døve lever i en osteklokke. Døve er ikke forandringsvillige. Døve er misundelige. Døve nærmest forfølger andre med andre meninger. Det kunne være interessant at få en professor til at undersøge det.

Det kan jo være, at hunden bider, fordi den hele tiden er blevet misforstået og fået mange dårlige oplevelser?

Audisme er desværre ikke nogen akademisk disciplin, og bliver det næppe inden for nærmeste fremtid (med mindre vi gør et massivt lobbyarbejde, der kunne inspirere nogle forskere til at tage nærmere fat?) – så der er desværre ikke nogen danskere, der sådan konkret kan sige SÅ meget om audisme. Faktisk kan jeg heller ikke rigtig komme i tanke om nogle europæere, der kan. Kan I? Derfor mener jeg, det står os rimelig frit at tænke over og fortolke det. Jeg tror, at audisme er et amerikansk begreb. Her i Europa diskuterer vi mere Deafhood, vi har vores egne eksperter i det, med afsæt fra Bristol University i England.

Jeg har studset videre over audisme, hvad det er, og jeg er kommet frem til en liste over hvad audisme er, hvad audisme ikke er, og så formålet med denne blogrække. Vi mangler stadig at tale om fonocentrisme, ideologisk, institutionel og individuel audisme og historien bag – men det må komme i fragmenter. Til sidst kan det hele måske sammenfattes. Hvis I har flere bud til listen, så må I meget gerne komme med dem:

Audisme er lydlig diskrimination mod dem, der:
• er døve / hørehæmmede / CI-opererede
• ikke kan høre / tale
• ikke ønsker at påduttes hørelse / tale
• ikke er blevet spurgt om at høre / tale

men også lydlig diskrimination mod
• døve – begået af andre døve

Hvad er audisme ikke?
• et videnskabeligt begreb
• et angreb mod enkeltpersoner
• et begreb, der skal bruges som skældsord
• profitgivende på nogen måde
• brugt til at pleje egeninteresser

Hvad er formålet med denne blogrække?
• at samle viden om audisme
• at skabe en bevidstgørelse af ordet
• at samle erfaringer og historier
• at skabe inspiration til forskning
• at skabe opmærksomhed om problemet

1. Den ideologiske audisme
2. Den institutionelle audisme (systemets audisme)
3. Den individuelle audisme

Problemets rod ligger i den ideologiske audisme – og det er her, man måske kan gøre noget. Lige nu har jeg desværre ikke tid til at gå i dybden med definitioner på de tre former for audisme. Det må komme senere. Men kort kan der siges:

Det er den ideologiske audisme, der smitter af på den institutionelle audisme (systemets audisme) – som igen ofte er det, der har givet døve dårlige oplevelser – altså den individuelle audisme.

Jeg tror de fleste døve (og hørende) er enige om, at det ikke nytter, at man bruger individuel audisme til at diskutere, hvis man gerne vil videre med begrebet – for det er det sværeste at tage op, mange vil måske føle sig ramt, og der er mange eksempler, der befinder sig i gråzonen mellem uvidenhed og så decideret “ondskab”.

Samtidig er det sådan, at jeg oplever og føler, at døve virkelig har behov for at diskutere individuel audisme, for her tror jeg, at det er de færreste døve og hørehæmmede, der har undgået det. Det er noget, vi har brug for at snakke om, og det skal vi også have lov til. For vi står ikke alene. Jeg håber, at interesserede melder sig på banen, men det er også rigtig godt, hvis der er nogle hørende, der melder sig på banen, for at give debatten flere dimensioner.

Jeg siger døve. Fordi jeg selv er det. Men faktisk taler jeg ikke kun om døve ligesom mig. Også døvblevne (folk, der har mistet deres hørelse før eller senere i livet), hørehæmmede, CI-brugere. Så snart lyden ”svipser” kan man få nogle (negative) oplevelser, som andre, der tager lyden for givet, aldrig kunne forestille sig at opleve. Det giver filmen Audism Unveiled fra USA mange gode og skræmmende eksempler på.

Så jeg tror ikke, vi taler om de små 4.000 døve, der er i Danmark, men snarere gruppen på 300.000, der har høreproblemer af større eller mindre grad. Audisme er et stort (u)væsen. Over hele verden.

Jeg tror, alle døve og hørehæmmede (og CI-brugere) på et eller andet tidspunkt har været, eller vil komme i berøring med oplevelser af audistisk art, og derfor berører det os alle. Nogle mere end andre.

I starten havde jeg personligt det svært med begrebet audisme, for det er jo de færreste hørende, der udfører bevidste, undertrykkende handlinger mod døve. Men nu ser jeg personligt sådan på audisme, at det er et fremragende ord for det, mange døve og hørehæmmede har oplevet, hvis betydning og baggrund skal udforskes.

Der er så mange (mere eller mindre negative) oplevelser, handlinger og ord vi døve og hørehæmmede har måttet bære på, og som vi har accepteret som ‘sådan er det bare’. Samfundet er ikke indrettet til døve.

Men nogle ting er bare ikke i orden. Vi har alle ret til at være lige præcis som vi er – og til at være her. Det er det, jeg ser, audisme som et godt redskab til at påminde vores medmennesker om. Om man så vil bruge ordet direkte eller ej.

Hvordan ser I på ordet audisme?

Lingua = tunge
Lad os tage ordet sprog. På engelsk staves ordet sprog language. Language kommer fra det latinske ord lingua. Og lingua betyder direkte oversat tunge. Så vores brug af ordet language er lig med tunge. Med andre ord; den gængse opfattelse er, at sprog bliver dannet ud fra tungen. Vi har aldrig tænkt over det, men bare accepteret det.

Sprog er menneskeligt
At beherske tungemålet er det, der adskiller homo sapiens fra andre dyrearter. Vores tidlige forfædre havde ikke udviklet deres struber til at kunne tale, som nutidens mennesker kan. Siden da er mennesket blevet en hel del mere udviklet – i dag har vi civilisation og teknologi. I dag kan alle mennesker tale. Papegøjer kan tale, men det er på et andet niveau. Vi har et sprog. Sprog er det, der adskiller mennesket fra dyr. Det kan vi alle blive enige om.

Når man er født døv, og dermed ikke kan høre lyde, så har man ikke den naturlige forudsætning for at kunne tale. Hvis man ikke kan tale, eller vil tale, hvad er man så? Er man så mere dyrisk, end man er menneskelig?

En sammenfatning:
Sprog er menneskeligt
Ordet sprog (lingua) betyder tunge
Er man så ikke et menneske, fordi man ikke bruger et sprog via tungen?

Hvad siger I? Vi kender alle den fordom, at døve måske er lidt dummere end de fleste mennesker. Måske det hænger sammen med ovenstående? Og mon ikke det er derfor, at den udbredte opfattelse er, at døve skal “fixes”, således, at de passer ind i majoritets-samfundet?

Update: I dag ved man, at det er de neurologiske mønstre, der danner basis for sprog. Så det har meget lidt hold i virkeligheden, at det talte sprog er det eneste ‘rigtige’ og menneskelige. Det er en forestilling, som ligger lidt for fast indgroet. Hvilket resulterer i, at man altid har presset døve til at lære sprog via deres ører, som ikke fungerer optimalt. Dirksen sammenligner det med, at man skulle presse blinde til at lære at læse via deres øjne. Ville det fungere?

NB: Her til aften er der oplæg om audisme ved Dirksen Baumann i De Døves Kirke på Frederiksberg. Alle pladser (130) er booket, og der er over 30 på venteliste. Så det må man tage som et udtryk for, at interessen er stor!