Mettiske Strøtanker » Brok

Om det at have tømmerkvinder og om at alkohol egentlig ikke smager godt.

Mette B. — Sun, 28 Nov 2010 12:00:51 +0000

Av, jeg har tømmerkvinder. Don’t like, don’t like. Der var selvfølgelig en julefrokost, der var miseren. Jeg kendte ikke folk så godt, og så er man jo lissom lidt nødt til at gå til sin mobile minibar med våde varer. Vin, snaps, Asti, gin, øl… hvor er det bare ulækkert. Det synes jeg faktisk, det er. Det er da meget sjovt at komme i en løssluppen stemning, men hvorfor skal man hælde alt det gift indenbords? Jeg burde virkelig seriøst overveje at gøre som en af mine venner, en meget principfast mand, der simpelthen bare er stoppet med at drikke. Han går ud, ja, men det er med en Fanta i hånden. Hvis folk spørger, så drikker han bare ikke. Hvorfor? Fordi det ikke siger ham noget. Han kan ikke lide smagen. Jeg er faktisk enig med ham, jeg har i mange år prøvet at kunne lide alkohol, men jeg kan faktisk ikke lide det. Det smager ikke godt. Specielt ikke øl. Men jeg har jo altid fulgt strømmen, og vi danskere drikker jo, og det er da skægt at få en lille pind i øret… eller så en ordentlig kæp, da – det kan jeg godt lide. Men mine smagsløg har aldrig nogensinde fundet det særligt tiltalende at suge. Det var dengang i 1996 hvor jeg blev helt grøn i hovedet af Pisang Ambon med mælk, og jeg bliver stadig grøn i hovedet af det, men bare dobbelt så dårlig i dag. Og så det bøvl, der følger med – tømmerkvinder er vitterligt af det onde. Og hvis festen endda ikke var så sjov… så føles det rimelig spild-agtigt at man sådan har forgiftet sig selv. Er jeg blevet gammel? Lyder jeg som en af de der lidt kedelige og irriterende jeg-drikker-ikke-typer? Vil jeg ikke. Jeg gider nemlig godt at sippe rødvin og snacke, for det er faktisk lækkert og hyggeligt. Men det der med at hælde i sig… arh. Måske skulle jeg altså lige overveje det med simpelthen at droppe al alkohol, det feder jo oven i bøtten også. Nu vil jeg tage mine fine nye Hunter’s på og trave et par hvide og kolde parker gennem, helt uden våde fødder, måske den friske luft og al den hvidhed tager de allerværste tømmerkvinder?

Må harcelere over at fDK Nygårdsvejs nyrenoverede badefaciliteter er den største design failure

Mette B. — Mon, 20 Sep 2010 11:14:52 +0000

Så har jeg fået den allersundeste start på dagen – med en times gennemhegling af korpusset til en spinninglektion klokken-alt-for-tidligt. Og så er der noget med at kroppen giver sig i kast med at forbrænde resten af dagen. Snedigt. Nå, men detteher indlæg skulle egentlig være en anmeldelse af de nyrenoverede spa-faciliteter på hos FitnessDK på Nygårdsvej. I en måned har vi været henvist til deres diminutive slankeafdeling på første sal, fordi de renoverede damebadet. Var der så noget at sige til at jeg var meget, meget spændt på mit morgenbad? Og at jeg havde medbragt det store arsenal af scrub, ansigtssæbe, diverse sæber hældt i praktiske, gennemsigtige små flasker osv? Og så… skandale! Skandale, siger jeg simpelthen bare. Hvilke spa-faciliteter? Stod der med verdens længste næse… hvad for en renovering? De har sluppet en eller anden design-freak med en dybt misforstået futuristik smag løs på omgivelserne. Hvem har dog givet det væsen grønt lys til det? Jeg kunne af gode grunde ikke så godt dokumentere rædslerne med min iPhone, men nu er ovenlyset i badet orangerødt. Nej, jeg lyver ikke. Orangerødt. Derudover består rummet af store, hvide fliser, samme, grimme loftsbeklædning som før – og gulvfliser af en helt tredje materiale. Og så er blandingsbatterierne noget sindssygt neon-noget med blå blink, røde blink og orange blink, hvor man så regulerer koldt ved at trykke på blåt, og varmt ved at trykke på orange. Og ud over det har de ikke fået ordnet hverken sauna eller dampbad. Ikke noget med nye fliser eller eucalyptusduft – og heller ikke bare at det virker ordentligt. Simpelthen bare skandaløst, og jeg var virkelig skuffet. Jeg havde forestillet mig, at de ville renovere badefaciliteterne, så de i det mindste fremstod som de nyere centre af FitnessDK i f.eks. Valby eller hos min yndlings-badefaciliteter i Sydhavnen. Jeg havde håbet noget i retning af, at man i ånden var hensat til finsk sauna, måske noget japansk onsen, eller så i det mindste en eller anden form for hammam. Har da altså ikke lyst til at stå der og bade og så visualisere, at der kommer en eller anden freaking… alien, lissom, fordi vi åbenbart er på Rumrejsen år 2001 eller noget? Det er en mega ommer, FitnessDK Nygårdsvej! Det eneste pæne jeg har at sige om det bad er, at vandets temperatur i det mindste er lige præcis som man ønsker det – og med en pæn, vedholdende stråle. Men det er så også det eneste. Nu kan jeg slet ikke se, hvorfor man skulle holde på fitnessDK, der ellers brander sig selv på luksus – nu kan jeg lige så godt vælge det der Fresh Fitness, hvor alt er skrabet til kun at fokusere på træningen. Deres bad er sikkert også en hel del pænere.

Lorteprinter… lorteprinter!

Mette B. — Sat, 15 May 2010 10:57:10 +0000

Jeg har for ikke så længe siden arvet en printer. Sådan en stor, fancy kleppert, der både kan printe, scanne og kopiere… og måske endda riste brød. Men nu begynder jeg at forstå, hvorfor jeg har fået dette hittebarn. Jeg er meget, meget vred på den printer lige nu. Og faktisk tror jeg aldrig, at jeg har ejet en printer, som jeg ikke har kylet ud af vinduet i ren og skær arrigskab. I overført betydning, naturligvis. Denneher madam som jeg har arvet, er excentrisk ud over alle grænser. Sort patron tom. Den nægter konsekvent at printe ud i andre farver, selv om jeg forsøgte mig med en grøn tekst. Langt om længe får jeg skiftet den sorte patron ud… og hvad siger madammen så? Den blinker stadig vredt og rødt… og efter længere tids kommunikeren, finder jeg ud af, at det er fordi at beholdningen i cyan-patronen af en eller anden årsag er røget i bund. Og så skal jeg ikke prøve på at printe ud. Ikke engang i sort, som ellers er en spritny og nyindsat patron. Og man kan overhovedet ikke parlamentere med en printers vrede, røde blinken. For satan da, lorteprinter. Jeg er SÅ tæt på at kyle den ud af vinduet i arrigskab. Det er da altså lock-in af printerpatronkunder… af allerværste skuffe. Forventer de, at jeg har et helt arsenal af printerpatroner i alle regnbuens farver klar, hver gang den skide printer får nykker? Nej, nej og fandme nej. Lad være med at shoppe sådan en EPSON dims. De har overhovedet ikke fortjent en eneste ekstra kunde, når de behandler os på sådan en måde. Blodsugende hyæner! Banditter! Pampere! Svindlere!

Et trafikrasende cykelindlæg

Mette B. — Tue, 04 May 2010 07:36:49 +0000

Der er to ting som kan få mig op i det røde felt på cykelstien om morgenen. Eller en, men så kan jeg heller ikke tåle synet af nummer to. Og det er så folk, der overhaler langsomt. Langsomt. Man skal til at overhale, men så er overhalingsbanen okkuperet af enelleranden spade, der ikke kan finde ud af at få pedalerne i omdrejninger. Og så cykler man bag to cyklister foran, der ikke rykker sig en meter ud af stedet. Argh. Enten overhaler du, idiot, eller også bliver du på indersporet! Og hvis det så er mig, der cykler på indersporet, og der kommer en eller anden ged, der tror at vedkommende kan overhale mig, men som bare bliver ved med at sprælle ved siden af mig… så gasser jeg altid op og cykler fra spaden. Og håber, at andre overhaler indenom, så tossen kan lære det. Men måske er det godt at ikke alle er så trafikrasende som mig. Og når jeg så er blevet sur og tvær, så kan jeg bare ikke tåle synet af de der uformelige cykelhjelme, der skal give en eller anden latterlig illusion af at være en hat. Det ligner ikke en hat. Det er bare en eller anden grim dunk, der tit sidder på toppen af uformelige mennesker uden talje. Brug dog i det mindste en rigtig cykelhjelm.

Hårede overvejelser

Mette B. — Thu, 19 Nov 2009 18:17:19 +0000

Omg. Oh. My. God. Det er endnu værre end først antaget. Mit hår. Det er faktisk kort. Helt kort. Bortset fra to lange, ferieblonde totter i siderne, der forfra har givet mig en illusion af en vis længde. Men det var kun en illusion. Og den barske sandhed er lige gået op for mig. Seriøst, hvad tænkte kvindemennesket dog på? Det dér var overhovedet ikke hvad jeg havde bedt hende om at udrette. Efter at have hyperventileret færdig, er jeg begyndt at overveje, om de der to ensomme, sært efterladte totter ikke bare skulle ryge helt af? Kan jeg ikke bare klippe dem af selv? Nej, det tør jeg nok ikke at gøre. I flyet i går spottede jeg en pige, der havde den allerfineste garconne-frisure. Det var i hvert fald den betegnelse, jeg tænkte på. Længere hår i toppen og foran, strøget bag ørerne i en elegant sideskilning, men ellers med et kort look. Det var faktisk ret pænt. Og feminint. Man behøver jo ikke at ligne en les, bare fordi man har kort hår. Vel? Det kan da godt være, der ikke er en eneste fyr, der vil sænke mig et blik, så længe mit hår er kort. Men på den anden side, så er det jo nu, jeg har en chance for at gøre noget sindssygt med mit hår. Nu, hvor det alligevel er blevet totalmassakreret. Hm, er der nogen derude, der har tips til, hvor man kan tjekke hårbilleder a la style.com – for så vil jeg lige prøve at finde den frisure, som hende pigen fra flyet havde. Og skulle man så ikke også prøve at blive Sys Bjerre orangehåret? Bare fordi…? Går det (endnu mere) galt, er der jo heldigvis hue-sæson.

Okay. Her er the awfullness både forfra og bagfra. Forstår I min sorg?

Vil hjem. Nu.

Mette B. — Tue, 03 Nov 2009 12:39:52 +0000

Er strandet i freaking outlaw Thailand. Efter seks timer i tog i selskab med Thailands mest irriterende sidemand har jeg fået nok. Jeg vil hjem. Jeg er allerede træt af at rejse alene igen. Savner allerede makker. Stod ellers op meget, meget tidligt for at tage toget fra Bangkok. Endte så ved siden af 70-årig thai. De første par timer gik med, at manden nøje overvågede alle mine bevægelser med sine plirrende øjne. Og så sad han ret op og ned og blokerede for vinduet. Hele vejen gennem. Med ansigtet lige front mod mig. Inklusiv et inkvistorisk undersøgende blik. Og anmassende smiley. Havde ellers valgt toget for at tjekke lidt thailandsk landskab ud. Ikke for at konversere thailandske mandslinger. Overhovedet ikke. Men ikke et eneste sekund slappede manden af ved at læne sig tilbage i sædet og give mig lidt udsyn. Han begyndte først at slappe lidt af efter cirka tre timer, hvor han så gav sig til at pille samtlige ansigtshår ud med en pincet. Fy fan. Og jeg kunne ikke flytte mig, fordi toget var fyldt op. Nåmen, efter seks stive klokketimer ankom jeg til Chumphon. For så at få at vide, at den næste båd først afgår i morgen klokken 13.00 på grund af vejret. Bekræftet af tre kilder helt uafhængigt af hinanden. Nå. Og hvad dælen skal jeg så lave i denneher freaking, overskyede by? Tjekke endnu et marked ud? Tjekke endnu mere ragelse ud i butikkerne? Endnu engang skille mig ud? Smalltalke med endnu en fremmed? Se endnu en strand? Spise endnu mere ris? Nåmen, jeg er i hvert fald installeret et pænt sted, thaimad er lækker til en afveksling, og alting er billigt. Men lige nu vil jeg egentlig allerhelst hjem. Til civiliserede, ordnede forhold. Til min lejlighed. Mine venner, min familie, til mennesker, som jeg holder af. Til rent tøj, og skide med at det er de varme gevandter, der skal findes frem. Jeg vil bage boller. Jeg vil drikke cocktails med tøserne. Jeg vil strammes op til spinning. Og ikke altid tænke i strategier. Vil cykle frit rundt i København. Måske er jeg bare smadret oven på Vietnams mange superfantastiske indtryk. Måske jeg skal se Ko Tao og dykke lidt. Så kan det være, at nydelsen og lysten til at udforske kommer igen. Og i mellemtiden er det godt at have lidt internet. For de par timer, jeg befinder mig her i sikkerhed på Farang bar. I morgen står den på Ko Tao. Håber rejsen og jeg finder melodien igen der. For det er jo, et eller andet sted, skønt at rejse.

Hr. morgenhår, nej, du bliver ikke mere autentisk af at gå rundt med grimt garn

Mette B. — Mon, 19 Oct 2009 03:51:55 +0000

Marie søger i sit indlæg folk, der er vrede. Ja. Jeg er i hvert fald småforarget. Sidder på hostellet med toastbrød og kaffe. Klokken er 9.30. Forbi mig vandrer en fyr med det vildeste morgenhår forbi. Jeg spilder dog ikke kaffen ned i tastaturet, for jeg er ved at være vant til det. Mandlige backpackers… og kronisk morgenhår. Men forsatanda. Jeg får instant lyst til at tvangsfrisere deres hår. Altså, helt ærligt… hvor svært kan det lige været at blive klippet og friseret? Også selv om man er på rejse? Og så var der det kærestepar, jeg spottede på hurtigbåden fra Bohol til Cebu. Hold da op, hvor var de altså klamme at se på. Grimt hår, lurvet tøj og store rygsække. Jeg sad der og blev forarget på alle hvide menneskers vegne. Sådan noget er kun tilladt i… hm, Goa? Indeni tror jeg egentlig, at det par på båden var nogenlunde normale. Men hvorfor tror nogle backpackere, at man skal ligne noget, katten har slæbt med ind? Hvide mennesker er per definition rige her i Asien. Sådan er det bare, og så hjælper det altså ikke, at man camouflerer sine mange penge og forklæder sig i grimhed. Er den fremtoning lissom ikke lidt mangel på respekt for lokalbefolkningen? Hvor mange asiater går egentlig rundt med grimt morgenhår? Så hr. morgenhår, nej, du bliver ikke mere autentisk af at gå rundt med grimt garn. Gå så op og friser det hår. Nu! Og godmorgen, hr. morgenhår nr. 2 jeg har set i dag!

Kvitteringer

Mette B. — Wed, 08 Apr 2009 09:35:38 +0000

Hvor køber man egentlig sådan en dims med en pind, som man kan lægge kvitteringer henover? Sådan en kunne jeg vist godt bruge. Jeg er på det seneste kommet til at bruge ret mange penge på netop det faktum, at jeg er slem til at smide kvitteringer væk. Senest var en impuls-købt taske næsten ubyttelig, men heldigvis løste jeg miseren ved at spørge butikken meget, meget pænt. Så var der noget gave til en veninde, som jeg kom til at betale for to gange, fordi jeg kom til at smide kvitteringen ud sammen med en stak reklamer. Og allersenest har min under 1 år gamle Nilfisk støvsuger valgt at nedlægge veto mod arbejdet, og kvitteringen er naturligvis væk. Sikkert sammen med papæsken, der røg i skralderen. Meget dumt. Jeg burde egentlig, med det samme, finde eller lave en fin og dekorativ æske, eller en lille pung, hvor jeg så gemte diverse kvitteringer. Sko, tasker, støvsugere, elektronik… man har simpelthen mistet alle sine fine rettigheder uden den der undseligt udseende, lille, hvide krøllede papirlap. Det har min erfaring lært mig – på den hårde måde. Nu er jeg nødt til at tage lussingerne for min uansvarlige omgang med disse små semi-juridiske dokumenter og fremover huske at være mere pertenlig omkring at folde sammen, lægge ned i pung og frem for alt gemme. Den tidsinvestering meget billigere i det lange løb.

Køkken

Mette B. — Sun, 01 Feb 2009 14:45:41 +0000

Lige nu, hver gang jeg entrerer mit miserable køkken, får jeg helt lyst til at sætte mig ned, slå armene rundt om mig selv, lukke øjnene og rokke frem og tilbage.

Åh nej. Får det ikke nogen ende?

Har i dag slebet, spartlet, hevet grim træskodde ud med vold, spartlet mere, rykket rundt på ting og gjort rent en masse. Der skal slibes igen, spartles igen, slibes, males, tapetseres og så skal der sættes skabe op. Her er muskelkraft obligatorisk. Og så skal der skaffes tapet og shoppes maling.

Måske det her tapet fra Designer’s Guild. Skal nok lige ud og kigge på nogle danske shops for at se, hvad de har. Måske noget lidt mere romantisk.

Men nu slår jeg mig altså ned i sofaen med a nice cup of tea, en søndagscookie og magasiner. Fordi jeg nægter altså at have mere med det køkken at have for i dag.

Margot…

Mette B. — Tue, 06 Jan 2009 22:14:13 +0000

… det er med den allerdybeste, rørte sindsbevægelse at jeg nu kan deklarere: Margot, velkommen til The Macintosh Family™!

Jeg kommer ikke til at savne det gamle hakkebræt af en PC!