Men der er klart gang i et par små tankeeksperimenter for mit vedkommende. Ingen troede på at man kunne besøge Månen, indtil amerikanerne gjorde det i 1969. Hvorfor skulle man så ikke kunne genskabe en kunstig hørelse? Måske forfine lyden så meget, at man fik en superhørelse. Min mor sagde her forleden, at hun troede på, at jeg vitterligt ville få foretaget et indgreb på et tidspunkt. Min mor er ikke helt dum. Men ville jeg det? Ikke som det er nu. Er der overhovedet sket nogle teknologiske forbedringer med CI, andet end at folk bare er yngre, når de bliver opererede? Hvis der blev opfundet en mikrochip, noget småt og diskret, der måske gav en perfekt hørelse (år 0) – så tror jeg godt, at jeg ville give den en skalle med at lære at høre og finpudse talen. Alt har en pris, og jeg betaler gerne en pris. Men jeg skal tro på det, og det gør jeg ikke, som det ser ud lige nu. Men hvis jeg en dag blev hørende, ved jeg virkelig ikke, hvad det første jeg ville gøre, skulle være. Er i hvert fald ikke at høre de skide fugle synge. Er da overvurderet, ikke?

Besøgte min gamle døveskole idag. Virkelig et grusomt chok. Nu er der kun 32 elever, hvoraf halvdelen er multihandicappede. Autister, motoriske handicap etc. De “normale” døve går i 5. klasse og opefter. Vi var 14 i min klasse dengang i 1997. Alle de nye døve (CI) børn – de er simpelthen enkeltintegrerede i folkeskolen hele bundtet. Hver og en. Nu skal vi ikke snakke om dem, for hvis de ellers klarer sig fint, er det her dybest set ikke deres hovedpine. Der var et indtryk, der simpelthen ikke kan forsvinde fra mit hovede: Skolens vuggestue. En meget lille dreng, måske en 2 stykker – sandsynligvis med flere handicap end bare døvhed, men med et par meget markante apparater (læs: cochlear implanter) på siderne af hovedet, på den tynde hud over hans sparsomme hårvækst. Hvad apparaterne ville gøre for ham, ved jeg egentlig ikke, når han sandsynligvis havde ekstra handicaps. Han var egentlig kær, den lille fyr, men han stod der helt alene, omringet af 3 voksne, der gjorde deres for at underholde ham. Kan ikke undgå at tænke over, at hvis jeg i dag fik et barn, og det var døvt, og jeg boede i Nordjylland, så ville jeg dælme ikke sætte mit barn i sådan en skole, hvor der ikke engang er nogen legekammerater. Intet ondt om skolen. Ikke deres skyld, at der ikke kommer flere elever ind. Men hvad ville jeg så gøre med et styk døvt, skoleklart barn? Alternativet er simpelthen skræmmende: Folkeskolen. Men faktisk hellere det, end at placere mit barn et sted uden legekammerater. Uden et sprog at bruge i selskab med ligesindede. Jeg ved, der er forældre, flere faktisk, der står med virkeligheden i hånden: De har et døvt barn, som skal i skole på et tidspunkt – men hvilken skole? Der er måske stadig specialskoler for døve et lille stykke tid endnu, men der er simpelthen ingen døve børn i dem. Det har jeg set med mine egne øjne, for jeg har efterhånden nu besøgt 4 af dem indenfor en kort tidsperiode. Skulle man flytte til udlandet, som man allerede har set med de døve familier, der er flyttet til Sverige? Jeg ville derfor simpelthen ikke have noget andet valg end at operere de her aggregater ind i mit barns hoved og sende det til intensiv høre og taletræning, for at barnet skulle kunne klare sig bedst muligt i et støjende klasselokale med over 20 andre. Betyder altså, at der simpelthen ikke er noget valg mellem tegnsprog eller talesprog. Bortset fra inde bag hjemmets 4 vægge. At skulle give et lille barn så store indgreb, som jeg ikke engang ville byde mig selv som døv, det strider simpelthen mod mine menneskelige værdier. Men valget er vist ikke der længere. Sådan ser dagens Danmark ud.