Mettiske Strøtanker » Jobbet

Sådan ser et afslag på et job ud med den begrundelse at man er døv – min første af slagsen!

Mette B. — Mon, 13 Sep 2010 14:36:36 +0000

Det er da godtnok surt direkte at blive frasorteret, fordi man er døv. Ikke engang en samtale er blevet overvejet. Men jeg tager alligevel hatten af for at arbejdsgiveren 1) skrev en personlig mail og 2) var helt ærlige omkring det:

Kære Mette

Jeg skriver til dig vedrørende jobopslaget som studentermedhjælper/praktikant hos XXX. Vi har gennemgået alle ansøgninger – også din. Du har skrevet en fin ansøgning og har et solidt cv med meget relevant erfaring. Vi har derfor alvorligt overvejet at indkalde dig til samtale. En stor del af vores opgaver kræver imidlertid direkte mundtlig kommunikation med kunderne, så vi har derfor desværre været nødt til at fravælge dig på trods af dine mange kvalifikationer.

Vi ønsker dig held og lykke med den videre jobsøgning.

Bedste hilsner

Jeg havde egentlig ikke troet, nogen ville være så direkte om at jeg var frasorteret fordi jeg var døv, men bare smide min ansøgning i skralderen. Så jeg syntes faktisk det var et godt afslag, hvis man kan sige det sådan. Dog er det sådan ved det at være døv, at hvis nogen skulle være “vores egen værste fjende” så er det os selv – vi er meget, meget bevidste om hvad vi kan og ikke kan, og vi ville aldrig søge jobs, hvilke funktioner, vi vidste vi ikke ville kunne opfylde. Direkte mundtlig kommunikation kan vi nemt klare med tolk, det er godt nok anderledes, men det fungerer. Desværre er det ikke kun os, der bestemmer hvad vi kan og hvad vi ikke kan, det gør arbejdsgiverne også. Nå, men nu har jeg ikke søgt så mange studiejobs, så jeg fortsætter ufortrødent og fuld af optimisme.

Online presence

Mette B. — Mon, 19 Jul 2010 10:40:29 +0000

I disse dage, der tillader inde-liv og organisering af hjem, planer og liv, sidder jeg og spekulerer en hel del over online-presence. Hvordan man tager sig ud på nettet. Nu har jeg jo fablet om alt muligt i mit liv her på bloggen, dog ting, som jeg gerne vil stå ved. Men hvordan ser det så ud, når man søger job? I mit tilfælde godtnok et studiejob, men alligevel. Jeg har lige shippet første ansøgning afsted. Skal man linke til ens blog, så arbejdsgiveren kan få et billede af hvordan man er? Eller skal den censureres for enhver pris? Fjernes fra Google-søgninger? En bekendt jeg tidligere kendte, var temmelig hysterisk omkring hvad der kunne spores om ham på nettet. Jeg tror faktisk endda, han har blokeret for sin wall på Facebook selv for mig. Det var vist for at kolleger og partnere skulle tage ham “alvorligt”. Men kan man signalere seriøsitet og samtidig være mere liberal med den slags private hyggekommentarer, som en (personlig) blog jo i bund og grund er? En fordel ved at have en blog, en website og deslige er, at man jo mere eller mindre kan styre, hvordan man fremstår på nettet. Det er let at sortere det mindre flatterende fra. Og her i dag læste jeg et portræt af Søren Søndergaard, spindoktor for DF – i feriegevandter. Ikke just et flatterende corporate portrætbillede, da mandens hawaiiskjorte og hat ikke just klædte ham, omend indholdet var i orden. Ved at tale med journalister og blive fotograferet kan man jo ikke helt styre, hvordan det i sidste ende kommer til at fremstå på tryk – heller ikke, hvis man er pressechef. Så hvad er forskellen på at optræde i portrætter i pressen og så at selv styre sin fremstilling på fx en blog? Om man så vælger en personlig blog, en faglig blog eller noget tredje. Jeg synes f.eks. at Acie veksler fint mellem sin interesse for mode og så med i ny og næ at nævne sine studier og faglige retning. Men jeg er stadig ikke kommet nærmere nogen konklusion om det – bortset fra at jeg i hvert fald fortsætter med at blogge, samtidig med at min LinkedIn profil pimpes lidt op… og øvrige forslag, tanker og ideer modtages gerne! Har I tænkt på noget i den retning, og hvad vælger I selv at gøre?

Jobstatus

Mette B. — Mon, 07 Dec 2009 20:28:41 +0000

Tænkte lige, at det ville være på sin plads at nævne, at jeg har været med i en artikel om at arbejde på min tidligere arbejdsplads. Den kan læses lige her. Mine små 15 minutes of fame. Lige nu kan man jo kalde mig jobsøgende, men jeg sidder i hvert fald ikke helt og triller tommelfingre. Ud over de her små boligprojekter, står jeg allerede nu med fingrene dybt nede i et par spændende, nye projekter. Og så satser jeg for hårdt på, at IT-universitetet vil optage mig i det nye år. Svaret skulle gerne tikke ind af brevsprækken indenfor de næste dage.

Mental oprydning

Mette B. — Fri, 28 Aug 2009 17:03:51 +0000

I dag havde jeg min sidste arbejdsdag på DDL. Fra nu af kan jeg officielt kalde mig overbygningsstuderende. Har brugt de seneste par dage på at afvikle og pakke ned. Nu er der ikke noget at komme efter på arbejdet – og herhjemme er jeg allerede begyndt på det samme. Væk med alle mulige mystiske papirer og overflødige dippedutter. Det hele skal lagres på mac’en. I snorlige, ryddede mapper, i fine, overskuelige systemer. Af mit arbejde har jeg lært at være lidt af en nazist med mapper. Det er faktisk dejligt og overskueligt. Og da jeg ryddede op, fandt jeg en stak med CD’er – med alle de billeder fra 1996-2006, som ellers døde med min tidligere mac. Hurra for det. Og for at jeg har købt en backup-dims – en overraskende lille fyr, der tilsyneladende kan lagre alt muligt. Så nu smider jeg CD’erne ud – når jeg har fået backup’et. Så nu er jeg altså i fuld gang med at rydde op i papirer, i computer og i liv. Det kan absolut anbefales.

Tanker

Mette B. — Mon, 10 Aug 2009 11:06:03 +0000

Nu er der så igen hverdag. Meget rart egentlig. Jeg har jo ikke haft ferie her til sommer, og så er det en noget kedsommelig affære at gå på arbejde. Jeg er gået i gang med oktobernummeret, som bliver det sidste fra min hånd. Nu er der mere liv på arbejdet, og det er næsten helt mærkeligt at tænke, at jeg har sidste arbejdsdag den 28. august. Og så står den på lidt ferie. Gad vide, hvem der kommer til at tage over? Og så er det farvel til min arbejdende identitet og hej til en ny identitet som overbygningsstuderende uden ret mange kroner og ører. Måske der endda bliver tid til et job ved siden af studierne, hvor jeg kan prøve kræfter på noget anderledes? Alt det må tiden vise. Måske jeg skal løbe så stærkt på studiet, at jeg ikke orker arbejde ved siden af? Jeg har bestemt mig for to kurser på overbygningen, det ene er om medier og mode, og det andet er om gratisaviser, marked og demokrati. Begge to spændende kurser, som interesserer mig rent fagligt. Gad vide, om jeg kan sige det samme om to måneder? Det bliver lidt af en omvæltning fra at vide lidt om alt til at vide alt om lidt. Om det kan kombineres med arbejde. Og studier i udlandet. Så mange ting…

Tænkeboks

Mette B. — Mon, 25 May 2009 20:29:49 +0000

Jeg må hellere meddele, at jeg ikke er afgået ved døden. Bare rolig. Jeg sidder såmænd blot og sipper lidt kusmi og hygger mig inde i min lille tænkeboks. Først og fremmest cirkulerer de små tanker omkring et oplæg, jeg skal holde i morgen. Og mon sådan en boyfriend-blazer vil give mig den rette, professionelle udstråling? Især når jeg skal overbevise tilhørerne om det strålende vid, jeg udviser inden for mit felt? Og måske cirkulerer mine små tanker også lidt omkring det der liv. Nutid. Fremtid. Værdier. Mål. Ambitioner. Drømme. Rejser. Bolig. Arbejde. Uddannelse. Men det er noget, der lige må vente til et andet blogindlæg, og i hvert fald til jeg er helt færdig med den strømlinede PP-præsentation, jeg bakser med. For alting skal jo i hvert fald gøres ordentligt.

På slap line som receptionsløve

Mette B. — Wed, 22 Apr 2009 14:56:11 +0000

Jeg lærer aldrig at begå mig som receptionsløvinde. Det der mingling er ikke mig, og alligevel ender jeg med at rode mig ud i en masse ting. Planen var egentlig at give et par repræsentative håndtryk, flashe en gave, tage et par billeder af scenariet, sippe en drink, fylde tasken med eksklusive chokolader og skride. Og så møder jeg lige en perifer bekendt, og kommer til at sige: Du har fået en ny frisure, hvor er den flot, nu ligner du jo helt vildt meget… og det er så her, jeg sådan for alvor kommer til at fortryde den næste, uundgåelige replik. For man kan da bare ikke sige til nogen, at de ligner Katja Kean, vel? Heller ikke selv om det var mit første indtryk. Men så ser hun uforstående på mig med hævede øjenbryn, og så bliver jeg nødt til at mumle noget med USA, porno og kuldsejlet lingeributik (men jeg undlod detaljerne med RUC og Sussi la Cour) og så noget om, at hun altså var meget flot, Katja Kean, og at det bestemt var ment som et kompliment. Meget flot, Mette. Og da jeg lidt senere gør mine til at smutte, så skal jeg lige hen og fylde min fedtede håndflade med chokolader. Og så bliver jeg fanget i en krydsild, og står så der og ævler om noget med Hasselblad-kameraer og andet vrøvl i endnu 20-30 minutter, med noget chokolade i hånden, der smelter mere og mere, men ikke om vilkår om jeg kunne proppe mere choko i mig for at redde situationen. Og så skulle den jo også gemmes til om aftenen.

Det der Rundetårn, ikk?

Mette B. — Mon, 09 Mar 2009 16:36:25 +0000

Den stod på kursus i dag. I fire stive klokketimer. Bla bla. Bla bla bla. Er slet, slet ikke vant til at sidde stille og få informationer indpodet sådan envejs. Måtte virkelig mobilisere samtlige mentale kræfter på at holde koncentrationen på rette kurs. Bla bla bla. Og sikke nogle mennesker kan snakke. Hvordan kan man dog høre efter i fire timer? Er det sådan at studere? Håber jeg virkelig ikke. Så tør jeg jo ikke rigtig at komme op på hesten igen. Altså, jeg er i virkeligheden ikke særlig god til at høre efter hvad folk siger. Jeg skal have rummelighed og plads til at rokke frem og tilbage. I mit eget tempo. Nåmen, i det mindste var udsigten fra kursuslokalerne smadderflot. Hamder IV kunne godtnok sit arkitektoniske kram. Hvem ville ikke have en penthouse med sådan en vue?

Glimt af arbejdsliv

Mette B. — Thu, 05 Mar 2009 12:56:13 +0000

Jeg er lidt rundtosset lige nu. En time i spinninghelvede i morges, derefter lidt wellness med gulvvarme, levende lys og varmt bad. Og så direkte på arbejde. Med mellemstop ved bager på Vesterbrogade. Har nu siddet i flere timer og gjort en række artikler klar til layout. Redigere, rette, forkorte. Lave instrukser til grafikere. Lyse farver, luft, please. Finde billeder, give feedback, maile med de omkring 1000 implicerede. Rykke og afvente. Nogle noter til en artikel jeg skal skrive er tilsyneladende blevet væk. Nej, faktisk snakker vi om hele to artikler. De lå nemlig sammen med hver sin clips på. Jeg håber, de ligger derhjemme. Ellers er jeg på røven. Og så er der for øvrigt en hel del ballade på Nyborgskolen. Min kollega ligger vandret i luften med en masse presseaktiviteter. En sag jeg også følger tæt, men jeg har ikke tid til andet end at skimme. Befinder mig jo i en helt anden arbejdsverden. En tredje kollega er taget hjem til sine børn. Er det egentlig sundt at arbejde nonstop i næsten 6 timer i stræk? Og jeg skal nok arbejde mindst 4 timer til. Til gengæld bliver det godt. Måske det kunne være fint at trippe udenfor og shoppe noget chokolade med 500% kakaoindhold eller sådan noget? Og en kop kaffe til… ah, jeg elsker mit arbejde, ikke en eneste dag er ens. Men det bliver dælme godt med noget weekend.

Tidsoptimisten

Mette B. — Wed, 22 Oct 2008 06:58:31 +0000

Læste lige eyecatcheren i Urban her til morges, som jeg for en gangs skyld hev ud af hånden på omdeleren i fuld fart på cykel. Tidsoptimist? Det kan du lige batte på, at jeg er. Alting er for mig ofte i sidste øjeblik, jeg kommer ofte for sent til aftaler, fordi jeg lige har undervurderet transportstiden, jeg har det bedst med at arbejde under pres – og har i det hele taget et rimelig latissez-faire forhold til mange ting. Synes faktisk næsten det er uhøfligt at komme for tidligt til aftaler – og kan derfor godt blive lidt stram i betrækket, hvis nogen står der et kvarter før aftalt, og jeg lige pludselig har fået møgtravlt. Til mit forsvar må jeg dog også indskyde, at jeg stadig er pligtopfyldende og sætter en ære i at gøre tingene ordentligt. Hvad er du selv? Tjek lige det her ud.