Så har jeg lige gæsteblogget hos Kapster. Om et emne, som jeg behændigt har undgået at blogge om… et emne, der handler om et af de mange aspekter af at være single. Jeg vil normalt helst ikke afsløre, at jeg er single – i tider, hvor noget af det allermest trendy er er at have eneller kæreste-dims under armen. Min kæreste…? Nåååja, han hedder Jørgen. Og han er forresten usynlig. Han sidder lige derovre i hjørnet og gør sig til. Folk kigger jo. Med her. Min familie gør. Mine bedsteforældre gør. Ekskærester. Min omgangskreds kærester. Venner. Perifere bekendte. Og det der særlige aspekt af at være single… ville jeg egentlig nogensinde afsløre overfor nogen, at jeg… ikke kan score? Principper er til for at brydes. Det har jeg så lige sat et par ord på lige her. Kunsten ikke at score.

Jeg bliver snart nødt til at benytte samme trick, som jeg brugte sidste år. At på bloggen erklære til Gud og hvermand: Nu vil jeg træne som en gal. Jeg ved, det virker, for konceptet er afprøvet med stor held – så der er bare om at gå i gang. Siden jeg kom hjem fra Asien, har jeg ikke bare taget en-to, men tre-fire, freaking FEM kilo på. Hvad der skyldes dette er jeg klar over; al for meget sidden stille. Jeg har ikke spist ukontrollerbare mængder chokolade, utroligt nok er min uhyrlige chokoladetrang minimeret lidt – men så har jeg jo også haft en kageperiode. Men den værste synder har været at sidde stille og læse, sidde stille til forelæsninger, sidde stille og surfe på nettet… sidde stille, sidde stille, ingen træning overhovedet. I morges kom jeg så afsted til en god gang pump, med efterfølgende spa- og wellness. Helt uvurderlig fantastisk følelse bagefter. Fantastico! Næste omgang bliver på mandag. Og fortsætter det sådan, ryger de der uklædelige fem kilo snart af – og så kan jeg jo lige for motionens skyld også tage de resterende tre-fire-fem stykker. Det kan vist lige nås inden bikinisæsonen. Så nu melder jeg ud til almuen: Træningsfreak’en er tilbage!

Jeg sidder og konsumerer festretten spaghetti med smør og karry. Ikke, fordi jeg er fattig. Jeg synes sgu, studerende får penge nok. Men fordi jeg simpelthen ikke har haft tid til at handle flere dage i træk, og nu er forsyningerne ved at slippe op.  Og så vækker den lidt aparte mad-kombination søde efterskoleminder. Hver gang køkkenet serverede træls mad, lavede vi en gang spaghetti, smør og karry til os selv ude i B-køkkenet. Også klokken 4 om natten efter en masse filurer, isbjørne og brandbiler. Og desuden har jeg heller ikke tid til at kokkere. Har siddet med næsen i bøgerne de seneste par dage. Især programmering er en tidsrøver af format. Hver gang der går en prås op for mine blonderede hjerneceller, bliver det straks mere avanceret. C# vs. Mette B. 1-0. Så jeg snegler afsted i tempo og med dybe, bekymrede koncentrationsrynker i panden. Og det er så kommet til at gå lidt ud over jura og e-business. Så nu skovler jeg spaghetti i mig og læser om markedsføringsretten på nettet. Det er lige til at gå til nu, synes jeg, specielt i forhold til alle de der kryptiske kommandoer i C#. Normalt er jeg stor og varm tilhænger af at læse ude og holde hjemmet fri for studierelaterede ting, men i nogle tilfælde er det bare ikke muligt. Ikke, når den står på forelæsning i morgen formiddag og jeg gerne vil være helt up to date. Men så er det jo ganske heldigt, at jeg for en sags skyld har et rimeligt hyggeligt og ryddeligt setup at læse i her til aften. Og nu tilbage til markedsføringsretten!

Jeg har her til aften ydet store anstrengelser for at forklare min flittige tegnsprogselev finten bag ægte døve-tegnsprog. Der er nemlig stor, stor forskel mellem hørende-tegnsprog og så døve-tegnsprog. Forklareforklareforklare. Vise med pindemænd, illustrere, kaste mig ud i drabelige eksempel-stunts. Nogle gange føler man sig egentlig lidt dum, når man overpædagogisk demonstrerer tegnet “hvad-nu-hvis” der egentlig godt kunne gå for at ligne noget i retning af, jahm, at babbe gren, ikk? Men nu tror jeg at han er ved at være en lille smule med, efter at jeg utallige gange har skældt ham ud for at være alt for danskpræget i sit tegnsprog. Stakkels mand. Nåhm, men så forklarede jeg ham, at når man er meget sammen med en, kommer man til at lyde som personen – og det samme gælder på tegnsprog. Jeg har to venner, hvor vi har udviklet et helt særligt internt tegnsprog, som kun vi bruger – og da jeg skulle forklare den arme mand det, kom jeg på det, at vi er meget inspirerede af Wulffmorgenthalers, ehm, kunstneriske, verden. Og så fik manden nogle demo-grimasser:

Wulffmorgenthaler.dk

Lad mig eksemplificere her ovenover med mine og Cathrines konversationer, hvor vi rigtig går i detaljer med vores fortolkninger af folks sindstilstande. Vi kan, med alle detaljer, og meget meget præcist, udtrykke både den gamle skaters barnligt glædestrålende udtryk og så drengenes forundrede grimasser. Og det praktiserer vi tit. Til stor morskab for hinanden. Og så er der Alex. Vi finder det begge to meget underholdende at overeksponere hvordan folk rigtig hænger med skuffen. Her tror jeg, at Alex er meget inspireret af Anders And. Jeg har personligt ikke læst Anders And i 800 år, men har så ladet mig inspirere af Alex, og så af Wulffmorgenthaler. Her er lidt et hænge-med-skuffen agtigt udtryk – og en IRL demonstration af det er nok til at få mig til at bryde ud i grin:

Wulffmorgenthaler.dk

Bare kald det døvehumor. Og dog? Finten bag døvetegnsprog? Det er ansigtsudtrykket. Det er simpelthen mimikken, der gør, at vores indre “deafdar” går i gang – hørende bliver meget ofte fældet på, at de ikke kan mime så levende og med deres hænder til hjælp for at illustrere konteksten. Hvad siger i?

Har lige shoppet en ny elpisker for en lille hund i Kop og Kande. Og så… bagedæmonen er tilbage! Jeg synes bare det er så sjovt at lave cupcakes:

Vanillefrosting au naturel

Efter lidt frugtfarve

Og det færdige resultat!

Vanillecupcakes

120 gram mel
140 gram sukker
1,5 tsk bagepulver
Et drys salt
40 g usaltet smør (stuetemperatur)
120 ml sødmælk
1 æg
1 tsk vanillepulver

Forvarm ovnen til 170 grader. Kom mel, sukker, bagepulver, salt og smør i en skål og miks det med elpisker, i langsomt tempo – tilføj halvdelen af mælken lidt efter lidt.
Æg, vanille og den resterende mælk blandes sammen i en separat skål og hældes i dejen. Miks det indtil massen er ensartet.
Kom dejen i formene, fyld 2/3 op, og bag kagerne i ovnen i 20-25 minutter, eller indtil overfladen er lys-gylden.
Når kagerne er kølet af, påføres frostingen og pyntes.

Vanillefrosting:

250 g flormelis
80 g usaltet smør (stuetemperatur)
25 ml sødmælk
En god drys vanille

Ingredienserne mikses med elpisker – tilføj evt. frugtfarve.

Rigtig god fornøjelse – og post evt. et billede på jeres blogge!

Jeg er bare så meget en nervøst løbende hamster i et roterende hjul. I dag har jeg næsten ikke lavet andet end freaking at læse, udføre overspringshandlinger, spise og tage små 15 minutter med lukkede øjne i jagt på lidt sjælefred. Og der er stadig fire kapitler af det der C# dims at læse. Jeg forstår simpelthen ikke et dyt af det der programmeringshalløj. Mine hvileløse øjne er bare vandret gennem side efter side. Det der binære talsystem? Wtf? Der findes 10 forskellige slags mennesker. Dem der forstår det binære talsystem og dem der ikke gør. Gæt selv, hvilket slags menneske jeg er. Og så har jeg lidt hårkrise. Mit hår er egentlig lidt for mørkt. Der er slet ikke noget blondt over det, og jeg føler mig fatisk lidt utryg inde i det der mørkebrune hår. Hvis ikke det falmer, måske jeg bare skulle klippe det helt kort? Ligesom min veninde Mie, der var supercool med sit ultrakorte hår. Og hvis det går galt, så kommer jeg jo alligevel aldrig ud i samfundet, fordi jeg tilsyneladende står til at læse sådan rigtig meget, hvis jeg skal excellere i det her, eller så bare at gøre mig forhåbninger om at fatte det her. Og så endda unden at kunne bruge det blonde som undskyldning. Var man dog bare en ubekymret humanist med leverpostejsfarvet hår og stort, spraglet halstørklæde.

Objekt-orienteret programmering, User Modeling Language, lagdelt arkitektur, .NET dimser, C# programmering… det hele kører rundt i en stor pærevælling oven i knolden på mig. Jeg, der ellers troede, at jeg var en elektronista! Overspringshandlinger er der mange af, især når man skal læse. Her forleden var min overspringshandling, at jeg på K-forum hyggelæste om Christiane Vejløs bud på elektronistaer – kvinder, der er hardcore ud i elektronikkens fagre nye verden, og som ikke havde lyst til markedets (naive) tro på, at hvis elektronik blot blev indpakket i noget lyserødt, så kunne det målrettes til det feminine segment. Nej, elektronistaer er selvstændige damer, der selv konfigurerer skidtet. Det er jo lige mig. Jeg har Apple som religion, iPhone som fast Lille Hjælper, RSS er en god ven, jeg trives bedst, hvis der er online-adgang, har selv smækket min blog op i Wordpress, valgt billeder og farver… og startede med bloggeriet i 2003, ligesom nettet for mig har været velkendt siden ultimo-90′erne. Og det er for øvrigt kun “jakken” til min macbook pro, der er lyserød. Anyway, måske jeg bare har misforstået hele konceptet med at jeg skulle være hardcore ud i teknologi – af en pige at være, altså. Hver fredag, ude på det der ITU, har vi nemlig et fag, der hedder Introduktion til programmering og distribuerede systemer. Og det skal blive værre endnu. Alle de fremmede ord, jeg remsede op… er noget, der forventes, at vi kan til eksamen. Helt uden sociale dimensioner, blogging… bare sådan noget hardcore programmeringssprog. Nå nå, jeg kan vælge mellem skrigende at løbe ud og købe noget lyserød elektronik, eller at angribe min uvidenhed. Tror, jeg vælger det sidste. Og så må jeg hellere se at komme i gang med at læse om… maskinarkitektur? Fokus og hård hud, tak!

Lige nu ser jeg BBC World News. Det er ikke fladskærmen, der i levende billeder fortæller om at Tutankhamon døde af malaria, men min skønne Lille Hjælper, iPhonen. Det synes jeg dælme er fascinerende. Jeg har ikke engang BBC i min beskedne tv-pakke. Men for 30 kroner (helt gratis var det ikke) har jeg netop skaffet mig adgang til kanalens livevisninger via App Store. Nu kan jeg chille til World News i sengen og på toilettet. Godtnok er jeg ikke 100% internetgenerationen, men jeg er godt med, et ben i begge lejre tror jeg – men det er dejligt stadig at kunne begejstres over hvad der er muligt i dag. Og hvad der kommer i fremtiden. Det får mig til at erindre, at min ven Thomas og jeg engang i 2. eller 3. klasse brugte megen samtaletid på at fantasere om, hvis nu vi havde et ur, der diskret kunne køre TV og film? Så behøvede vi jo ikke at følge (den kedelige) undervisning. Vi lavede endda små papirmodeller af et mini transportabelt TV med små billeder og legede, at det kunne vise levende billeder. Dengang i 1989 havde vi bare intet begreb om, hvad der ville være en almindelighed sådan cirka 20 år efter. Min iPhone er jo lige præcis det, vi klippede og klistrede dengang – bare i en meget mere avanceret udgave. Jeg klapper lige i mine små hænder og nyder, at iPhonen ikke bare er i fuld gang med at lade op via min mac, men også informerer mig om Spaniens arbejdsløshed, der er dobbelt så høj som i resten af Europa.

PS. Nu, hvor vi er lidt tekniske: Er der nogle, der ved, hvorfor der ikke kommer en tekstombrydning rundt omkring billedet – inde i “Edit Post” ser det ellers ganske fint ud, men på visningen her ser det bare lidt underligt ud?

Det der med at læse hjemme rykker bare ikke rigtig for mig. Lært af bitter erfaring gennem mit bachelorforløb – så er der altid noget med at snacke, tage en opvask, mødes med nogen… tjekke TV, Facebook, lægge tøj sammen… whatever. Nogle overspringshandlinger er godtnok mere gyldige end andre. Som f.eks. det at blogge. Nåmen, i dag, med tolkeaflysning (admin: Ups, vi “glemte” lissom at booke til dig tirsdag og fredag) befinder jeg mig i dag til en afveksling på det natur- og sundhedsvidenskabelige fakultets bibliotek. Meget mere bekvemt og lokalt end at trille til lorteøen. Og sikke højtidelig stemning, der er her i det gamle hus ved siden af Institut for Legemsøvelser. Tør næsten ikke at bevæge mig. Burde have næsen i en oldschool jurabog, i stedet for at have opslået mac. Nåmen, jeg ved, jeg får fart på efter lige at have postet detteher indlæg. Læselæselæse… uhm, satser på insant, ophøjet klogheds-faktor.

Nu er jeg sådan cirka tre uger inde i studiet, og det er helt utroligt, hvad man kan få proppet ind i hovedet på så lidt tid. Jeg blev ærligt talt lidt chokeret over de rå mængder læsestof, vi har skullet konsumere – og at det er blevet fulgt op til punkt og prikke med gruppearbejde i lige så rå mængder. Jeg må indrømme, at gruppearbejde bare ikke er min kop te – det er i forvejen svært nok at reflektere over stoffet mundtligt gennem en tegnsprogstolk. Og når det så også føles lidt som jeg pingponger mellem forskellige grupper, når underviseren siger “værsågod, gruppearbejde!” så er det i sandhed lidt af en mundfuld. At skulle gå på charmeoffensiv for at finde potentielle grupper, med andre mennesker som formidlere… er nok lidt for viderekommende. Men det kender alle døve til! I dag sidder jeg for mig selv her på ITU og det er dejligt fredeligt og reflekterende. Men hold op, hvor er jeg glad for at studere. Det er helt vildt lækkert herude på ITU, fagene er meget nye og inspirerende, og jeg synes virkelig, der er blevet proppet en hel del brugbar viden i hovedet på mig. Også selv om jeg nogle gange føler mig meget dummere end alle de andre. Men mon ikke det er en rimelig almindelig følelse? Også selv om det vitterligt er sværere at fornemme andre menneskers personlighed, når det er gennem formidlere. Men det fede ved det hele er, at selv om jeg nok oplever noget mere modgang end mange af mine medstuderende, er det noget, der får mig til at blive indædt – jeg vil bare det her! Så jeg har allerede handlet selv: Jeg startede med at forklare underviserne min situation med hensyn til gruppearbejdet. Det hjalp ikke det helt store. De mente, folk selv skulle finde ud af det. Jeg kom til den konklusion, at jeg måtte prøve at lade være med at tage vanskelighederne ved at komme ind i en gruppe personligt. Det er ikke mig. Det er sproget. Og det er jo noget, jeg skal leve med så længe jeg læser her, og så går det jo ikke, at bekymringerne fjerner fokus fra det faglige. Men så oprettede jeg et tegnsprogskursus for holdkammeraterne, og jeg syntes, det gik ret godt. Halvdelen af holdet dukkede op, og folk syntes vist det var sjovt. Et kursus i tegnsprog er en god isbryder, og så er det bedste, der kan ske jo, at flere kan nogle basale tegn. Og så glider smalltalken lettere. Måske det er medvirkende til, man som døv lettere kan overleve studiet? Et studie som jeg vil. Vilvilvil. Sådan helt rabiat. Og sådan bliver man jo helt igennem effektiv. Nu skal der læses, løses opgaver og proppes ny viden ind i knolden.