I dag har jeg vandret rundt i store dele af Barcelona på mine flade konvolutter, fordi jeg ville have så meget overblik over byen som muligt. Blandt andet har jeg tjekket Boqueria madmarkedet ud – som er at finde ved siden af Ramblaen. Skal helt sikkert forbi igen og få noget forskelligt tapas til frokost. Haps!

Jeg er alene her i byen de første tre dage, og så joiner en veninde mig resten af tiden. Det bliver godt, for så skal vi bo på et rigtigt hotel – med masser af mulighed for hvile. Her til aften måtte jeg kapitulere efter mange timers traven rundt i Born, Barrio Gothic og omkring Ramblaen. Så klokken 21, lidt før aftensmadstid her i Spanien, viftede jeg med det hvide flag på Burger King og gik derefter direkte tilbage til hostellet. Så nu skal jeg snart kaste mig ud i noget dødlignende søvn, så jeg er fit for fight igen i morgen. Planen er at være på stranden mange timer, og resistuere, og ellers tænker jeg på at tjekke Eixample og Grácia områderne ud – incl. La Sagrada Familia. Men alt efter hvad jeg nu når… for vi lever efter manana-princippet hernede i den catalanske (!) hovedstad.

I morgen siger jeg hasta la vista til Danmark. Turen går til Barcelona, så jeg får alligevel luftet mit spritnye pas lidt denneher sommer. I det hele taget har jeg været ganske tilfreds med at blive hjemme denne sommer. Har nok lidt fået rejse-overload efter sidste års store Asia-trip, så udlandet trækker ikke helt på samme måde. Og jeg glæder mig endda til efteråret, for det fik jeg ikke sidste år, og så indser man, at det faktisk er en skøn årstid. Men jeg glæder mig nu til at få den sidste sommer i form af sydlandske tilstande. Jeg glæder mig til at se arkitektur, kunst, shoppe spansk highstreet, Barcelona har også en spansk luksus-version af Ikea, måske skal jeg investere i lidt Helena Rohner, måske nogle fede smykker, spise tapas, drikke café con leche, peoplewatche, sole og bade. Stille og roligt og på afficionado-måden. Så er der også en anden europæisk storby, der kalder i oktober: London. Vi var fire piger, der i en mini-brandert hjemme hos mig bestilte flybiletter, så den står på tøseweekend i England som et skønt afbræk til når hverdagen for alvor er gået ind, og jeg konstant sidder med næsen i bøgerne og derudover forhåbentlig også arbejder.

Jeg har altså en mindre crush på plakaten for Copenhagen Fashion Week 2010. Farverne, stilen, statementet. Den ville passe så godt ind i casa Mettisma – især i berammet tilstand. Nogen, der har en idé om, hvordan man gafler den?

Åh mit gamle skrog. Har I hørt den før? Jo, sikkert. Jeg tror ikke det er første gang at jeg har nævnt mit gamle, knirkende skrog. Men jeg var så til yoga i formiddags. Nåede det lige akkurat – vågnede 10 minutter inden timen startede, så det var da brutal vækning, men en dejlig opvågning egentlig. Timen var ikke yoga i den forstand, men noget de kalder body flow. Det er en blanding af forskellige yogatyper, tai chi, pilates og hvad ved jeg. Jeg tror, at jeg næsten helt har mistet forbindelsen med min krop. Den var helt stiv og knirkende, så jeg er bare helt sikkert på det der bodyflow mindst en gang om ugen. Ah, faktisk dejligt at strække ud i alle lemmer. Balancen skal der også arbejdes på. Og på at kunne opretholde diverse obskure stillinger i et stykke tid af gangen. Endelig gør det ikke noget, at de sidste 10 minutter af timen bruges på at tage en lille mini-skraber med tæppe på. Denne uge står den ellers på en masse bonding med FitnessDK. Tirsdag spinning, onsdag pump, torsdag spinning, fredag noget yoga-agtigt af en eller anden art. Den får hele armen – og et par ben med!

Jeg synes bare det er hyggeligt at det regner i dag. Sådan en rigtig hjemmesøndag. Lagde ud med spinning hos sadistisk instruktør, hvor hvem ordet pause ikke indgik i vokabulariet. Men bagefter er det jo det hele værd. Søndag er også en dag, hvor køleskabet checkes gennem og der ryddes op – så havde jeg lige nogle ting til spansk omelet med nogle resterende skiver chorizo. Af en eller anden grund synes jeg at omelet og søndag hænger sammen. Og lige om lidt er der nybagte peanutbuttercookies til min klogeåge-agtige gennemlæsning af hele 2 styks søndagsaviser. We like very much.


Kartofler, hvidløg, løg, chorizo, salt og peber på panden

Og så kommer vi æggene i

En af mine yndlingsspiser til frokost… spansk omelet, nu med chorizostykker

Så er jeg et trin nærmere det nye semester. Og lidt lettet. Jeg har jo de her tre fag, og to ud af disse tre fag er på engelsk. Sådan er udviklingen jo på de højere læreanstalter. Når man bruger tegnsprogstolk i undervisningen, er det egentlig noget lort, at undervisningen er på engelsk. For så tolkes der til dansk tegnsprog, og man er helt prisgivet tolkens engelskkundskaber. Og nogle tolke er tydeligvis ukomfortable med at tolke engelsk. Havde engang en, hvis ansigtsudtryk viste, at det var en helt ekstrem lidelse at tolke hver eneste sætning – og sådan noget kan man godt, uanset ens relativt diplomatiske og forstående væsen, godt blive lidt småtræt af at se på. Ligesom man som døv på en måde føler sig lidt snydt, fordi man får undervisningen på dobbelt-oversat dansk tegnsprog, og alle de andre får det på engelsk. Så efter lidt korridorsnak med andre døve studerende og nyuddannede, valgte jeg denne semester at forsøge mig med skrivetolkning i stedet. Således skriver tolken det hele ned på engelsk, på en lille skærm a la en bærbar computer, som jeg så læser, og jeg bliver dermed undervist i samme sprog som resten af klassen. Forhåbentlig foregår det også på en mere diskret måde, så jeg også kan gemme mig lidt bagerst i lokalet, hvor overblikket er bedre. Og jeg forestiller mig også, at man måske bliver lidt mindre træt i hovedet i forhold til tegnsprogstolkning. Men mine erfaringer med skrivetolk er ganske knappe og kan dateres tilbage til hedengangne 1999; erindringerne om skrivetolkning begrænser sig til en snerpet udseende gammel kælling, der kommer slæbende på en enorm datamaskine og et rullende bord. Derfor var min lettelse også stor, da jeg i dag kiggede forbi skrivetolkeudbyderen for at høre hvordan det gik til. De fik mig beroliget, og tilmed blev jeg op til flere gange forsikret om at de satte service og kundens behov i højsædet. Var helt duperet; som døv er man overhovedet, overhovedet ikke vant til at få den mindste glimt af service. Men jeg blev forsikret om at jeg ville få søde, top-uddannede skrivetolke, de allerdygtigste, unge piger, det var lige før at man skulle tro, jeg havde bestilt noget andet. Men nu er jeg beroliget og glæder mig faktisk meget til at kaste mig ud i et forsøg på skrivetolkning til næste semester. Man kan endda også sige noget i timen, ved at skrive det på f.eks. ens bærbare, så læser tolken gerne op. Ah, så kan jeg endelig brillere med mine egne ord i stedet for at være prisgivet en anden persons formidling af det jeg har sagt – efter at mange gange have formuleret oppe i hovedet, således at jeg kunne være sikker på, at det både var relevant, lød intelligent nok OG kunne forstås OG formuleres korrekt af tolken.

Det er jo rigtigt. Jeg kan faktisk også godt mærke det. August er startet, vi er gået ind i sommerens tredje og sidste måned. Folk er så småt på vej tilbage fra ferie, det er nu, at penalhuset og de nyspidsede blyanter skal findes frem. Nej, jeg har faktisk stadig ferie. Helt frem til 30. augusti. Så jeg kan godt tillade mig at dandere den, hvilket jeg også gør til et 12-tal. Blandt andet ved at sove uanstændigt længe. Og alligevel er den kollektive nu-starter-vi-et-nyt-år-mentalitet ved at præge min latissez-faire levevis. Der tikker mails ind fra det arbejdende folk; mails, som der forventes, at jeg svarer på. Relativt hurtigt. Og måske jeg endda synes, det er lidt nydelsesfuldt at vejre morgenluft, når jeg så er på vej til noget morgenspinning. Er klokken 9 morgenspinning? Ja! Nåmen det betyder jo, at jeg – så småt – bør se at komme lidt i omdrejninger. Overvejer på bedste stræberagtige vis at shoppe bøger til det nye semester og tyvstart-bladre i dem. Kigger stadig efter studiejobs. Og så har jeg aftalt med mig selv, at den står på FitnessDK mandag til fredag. Spinning, yoga, pump, træning, zumba, whatever. Bare jeg får losset min fede røv derover hver eneste hverdag. Tilskyndet af veninde, der med et vildt blik i øjnene har proklameret, at hun i hvert fald vil gøre det. Så kan jeg dælme også. Og hvorfor skriver jeg så dette i grunden intetsigende indlæg… ja, I har nok gættet det. Sæsonen for overspringshandlinger er også startet. FitnessDK kalder vredt på mig. Vi ses!

- Det ser jo ikke så godt ud, når jeg skriver, at jeg er social og udadvendt, når jeg så i min fritid… bare lissom læser bøger, ikk?, sagde min  veninde lidt spagt.

Hun havde så valgt at skøjte over den mere personlige del af CV’et, fordi hun ikke havde noget sindssygt at blære sig med, noget, der kunne dupere en eventuel arbejdsgiver. Og jeg kender det jo godt selv. Hvad skal jeg vigte mig med, som ikke er shopping, rejser eller kagebagning? I hvert fald ikke noget med særprægede hobbies eller at dyrke ekstremsport. Så den mere personlige del af mit CV indeholder en række almindeligheder. Og så det,  at jeg blogger.

»Det er blevet meget normalt, at man skriver maratonløber på sit CV for at skabe en fortælling om sig selv som en fremadstræbende, målrettet og ihærdig person. Flere arbejdsgivere efterspørger den type mennesker, fordi de indeholder nogle bestemte kvaliteter i forhold til målrettethed, udholdenhed, energi og motivation, som er gode evner på en arbejdsplads. Flere store virksomheder efterspørger eliteidrætsfolk netop på den baggrund,« siger Morten Hansen, underviser i sportspsykologi og næstformand i Dansk Idrætspsykologisk Forum skriver Berlingske Tidende.

Og samme tendens kan man jo spotte på et forum som f.eks. Elitedaters. Her er alle mænd næsten uden undtagelse sådan nogle pluskæbede, berejste gourmeter, der dyrker sport, gerne ekstremsport, er ledere, finkulturelle og har en eller anden form for en lidenskab. Så bliver jeg som repræsentant for mit køn på forum’et jo nødt til at sige, at jeg spinner og spiller tennis, selv om det lidt er at pynte på sandheden. Jeg er jo ikke fanatisk. Især ikke, når jeg tilmed begår jævnlige sundhedsoprør. Så den kultur provokerer mig måske lidt.

Hvad er der egentlig galt med at være en luddoven stueplante, som ser det som lykken at få en hel dag på sofaen? Ikke, at jeg er dedikeret til den slags aktiviteter, men jeg har den slags dage. Jeg kan være helt lettet over at solen ikke skinner, så det er berettigende bare at drysse rundt hjemme.

Men samtidig må jeg indrømme det. At jeg synes, det er helt vildt fedt, at folk kan et eller andet mystisk. Som en ex-kæreste sagde til mig i dag: – Jeg synes at kvinder der kan noget anderledes tit er sexede. Eller i hvert fald mere sexede pga. det. Fx dig med tegnsprog. Eller en der kan tale spansk eller køre på motorcykel.

Det er sexet at kunne noget over det gennemsnitlige. For ikke så længe siden mødte jeg en, som jeg synes var ret fascinerende (eller også var han bare pæn) – og han var vist med i et råbekor og spillede på et eller andet mystisk instrument. Det indkasserede en del points på den mettiske konto. Det er fedt, hvis folk går op i noget anderledes. Så kan man lære noget af hinanden og blive inspireret. Det er fedt at man f.eks. engagerer sig frivilligt i et eller andet (bare det ikke er for nørdet). At man f.eks. ved alt om et bestemt emne. Deltager i faglige konkurrencer. Danser tango. Har boet i et andet land. Whatever.

Nahm… selv om jeg et eller andet sted synes, man godt kan lade folk være lidt i fred, så kan man også gøre noget aktivt for at udvide ens horisont og dermed fremme sin sexethed i forhold til f.eks. partnere og arbejdspladser. Jens Jørgen Thorsen malede jo for eksempel for at få fisse. Og så booster det jo nok også ens selvanskuelse.

Min allerseneste kompetence-tilføjelse har nok været at lære at dykke, inspireret af en fyr, som jeg så til gengæld lærte tegnsprog, hvilket jo nok lidt er min X-faktor. Og nu er det at lære at spille tennis. Jeg vil gerne kunne italiensk, lege mere med mit sprog, prøve at bo i Tyskland. Og så at have et fedt studiejob.

Hvad er det næste, du vil lære eller tilegne dig?

Har I ikke savnet mine bage-indlæg? Jeg er lige gået temmelig meget amok i la cuisina mettisma, fordi jeg blev nødt til at lave lidt kvalificeret sundheds-oprør!

Ånden kom over mig…

Jeg smed chokerende mængder af smør og andet guf ned i dejskålen..

Trille små kugler…

Lidt dej til fryseren

Smelte-smelte… lir!

Snaskede, nyfødte peanutbutter-cookies… og de er ikke kun nemme, men eddermame også lækre.

Opskrifts-lir:

225 g. usaltet smør ved stuetemperatur
200 g. sukker
200 g. brun farin
2 æg
1 tsk. vaniljesukker
240 g. crunchy (store stykker) peanutbutter (jordnøddesmør)
340 g. mel
2 1/2 tsk. natron
1/2 tsk. groft salt
75 g. hakket, mørk chokolade

Forvarm ovnen til 170 grader.

Rør smør og sukker sammen med en el-mixer. Kom æggene i. Pisk på livet løs. Kom vaniljesukker og peanutbutter i og rør videre. Tilføj mel, natron og salt, rør endnu mere. Til sidst vender du chokoladen forsigtigt i. Og så skal massen deles i 24 små stykker. Tril dem i kugler, kom cirka 6 stykker per bageplade. De bliver store, især hvis du trykker lidt på kuglerne.

Smid det hele i ovnen og bag i 10 minutter. Og husk at invitere mig.

… og kan vist slå den der gulgrønne Eames-designerdims ud af hovedet.

Stolen er overleveret fra min mor, som har den fra min mormor, som har den fra min morfars tidligere arbejde, noget skibsværk et eller andet vistnok… elsker møblement med historie, og især hvis det ligner godt håndværk!