Deluxe traktering af kløerne

Så fik man prøvet det med. I selskab med min søde husværtinde Mie, fik vi i dag besøgt Angel’s Nails på Church St. i det pæne Østerbroagtige SF-hood Noe Valley, der hvor Matk Zuckerberg og de andre IT drenge har deres dyre palæer. Inde hos Angel’s, med de sartlilla vægge, kan man få trakteret negle Asian style. Som sagt, så gjort. Pludselig var der fire små, søde damer vimsende rundt omkring os, og der blev filet og pudset og puslet og poleret til den helt store guldmedalje. Der var fodspa, håndspa og massagestol og fod/håndmassage. Aldrig før har jeg prøvet at få sådan en stor omgang til fødder og hænder. Det var meget sjovt, og ikke mindst føltes det meget amerikansk. Mens vi sad derinde, kom der flere diva-bitches ind, i alle former og farver, og med store og små numser og med tjenstvillige små, tynde mænd troligt luntende efter dem. Selv store diva-bitches med små mænd skal i hvert fald ikke gå ned på velplejede kløer. Det gjorde vi så heller ikke. Vi forlod ligeledes etablissementet i opløftet tilstand med nylakerede negle. Nu tror jeg, at jeg har så veltrimmede hænder og fødder som aldrig nogensinde før. Den oplevelse kunne dælme godt nyde gentagelsens kunst.

Fear the Walking Dead

Åh, mine nerver. Har lige set en times pre-zombie-apocalypse-udbrud. Fear the Walking Dead. Første afsnit med international premiere i forgårs. Fedt, jeg er totalt firstmover. Det er en spinoff-serie til the Walking Dead (har ikke turdet at se resten af sæson 4 og sæson med). Konceptet med filmisk at skildre en verden, hvor de levende bliver færre, og de døde flere, er både afskyeligt og voldsomt besnærende. Særligt creepy, fordi folk ikke er vant til at håndtere zombierne. Jeg kan næsten ikke være i mig selv. Det er som at pille i sår. Der er ikke rart, men man kan sgu ikke lade være alligevel. Håber dælme jeg fremover kan finde ud af at gå ned med skraldet ved skumring og at holde ud at være alene i sommerhus. Jeg frygter min egen frygt.

Loppemarkedslækkerier

Normalt er jeg ikke til loppemarkeder, fordi jeg synes ting derfra er for gamle og lugter for gammelt og desuden finder jeg det lettere angstprovokerende at skulle stå og prutte om priser med vildtfremmede. Men hvis der er tale om møbler, kan man nok finde mange lækkerier – især hvis man kan lide den varme, som teak tilfører et hjem.

I dag fandt Thomas en stor hal på Aldersrosgade, der var propfyldt med lækkerier. Meget brunt, men ikke specielt lugtende – derimod en masse designkram og cool stuff. Det er et søskendepar der ejer foretagendet, og de har styr på deres kram. Priserne er også lidt derefter, men så er tingene også rimelig nænsomt udvalgt af pro loppehajer. Forelskede mig i et kæmpestort vitrineskab med skuffedarium, og min ven forelskede sig i de her lækre vaser, der samlet koster mindre en en freaking Lyngbyvase.

Må overveje at bolig-loppe noget mere, især fordi jeg leder efter køkkenrulleholder, saltkar, væghængt vægt og kaffefilterholder til la cuisina Mettisma. I gamle dage havde de jo ikke så meget plads i sådan nogle små københavnerlejligheder. Så hvis man skuer lidt tilbage i tiden rent designmæssigt, er der garanteret en masse godt kram til sådan et lille arbejderkøkken som mit. Måske jeg finder et yndigt lille bord til morgenkaffen?

Skærmbillede 2014-03-02 kl. 16.00.33

The Walking Dead

Spørg mig, hvad min guilty pleasure er, og jeg skal sige dig det! Lige nu er det AMC serien The Walking Dead, der tryllebinder og fascinerer mig. Første gang jeg så et afsnit var på Netflix, og jeg var op til flere gange ved skrigende at klappe min iPad cover i og så ikke turde åbne igen i frygt for at en zombie skulle springe ud af skærmen og flå en luns af min hals. Men stille og roligt vænnede jeg mig til alle de her underlige, langsomme og ekstremt ulækre tidligere-mennesker. Og så fandt jeg da også Shane (en af hovedpersonerne i de første par sæsoner) ret fræk, også selv om han ikke ligefrem spillede et af Guds bedste børn. Frække fyre er klart et fast must i alle serier. Men jeg ville nok sige at Shanes karakter i serien kæmpede med at bevare menneskeligheden i en verden, der fra dag til dag mistede sin uskyld. Og i The Walking Dead er der mange tabere. Og fascineret af dette fik jeg dermed set hele sæson 1 og sæson 2. Og nu vil jeg have mere. Som en zombie vil have levende kød. Nu er jeg i gang med at marathon-konsumere sæson 3, så jeg kan nå at springe på DR3s fremvisning af sæson 4. Det er nu eller aldrig. Første afsnit bliver taget af DRs webTV om under en uge. I sæson 3 og 4 skulle der opdukke nye farer, som jeg end ikke kan forestille mig. Det er svært at sige præcis, hvad det er, der fænger mig ved serien. Det er et eller andet med hele det apokalyptiske univers, hvor der bare ingen redning er, og hele menneskeheden er totalt fortabt. Undtagen de sidste overlevende, der kæmper en urimelig kamp for overlevelse og kun kan erindre brudstykker fra den verden, der engang var. Og de børn der eventuelt fødes har ingen fremtid. Gys. Da jeg læste film- og medievidenskab havde vi en professor, Torben Grodal, der havde skrevet tykke, kloge bøger om, hvordan film faktisk kan fremkalde fysiske reaktioner. Glæde, sorg, frygt, ophidselse. Og det kan jeg da bande på at The Walking Dead leverer. Man sidder der med hamrende hjerte og blod, der ruller rundt i kroppen. Så lever man! Men ulempen ved at se den serie er, at min fantasi har fået ny næring til at gå amok. Nytårsaften i et sommerhusområde, og vi står ved skovbrynet og kigger efter fyrværkeri – undtagen mig, der ikke kan lide at i lettere fuldskab stå for tæt ved træerne. Mig, der skal ned og hænge vasketøj op i vaskekælderen og pludselig kan se for mig, hvordan der vælter zombier ind for enden af den lange gang. Og de kan nogen gange være overraskende hurtige på fødderne. Det er ikke altid godt at have en fantasi, der lever sit eget liv. Men nu må vi se efter at jeg har nakket sæson 3 og 4! Ser du også The Walking Dead? Hvorfor er du eventuelt fascineret?Skærmbillede 2014-01-16 kl. 22.50.36

Livet som tegnsprogstolk

Her forleden faldt jeg over en ret skæg Tumblr-blog, der er skrevet af en gruppe amerikanske tegnsprogstolke om deres liv som… ja, tegnsprogstolke. Når man er det, så oplever man dælme lidt af hvert. Jeg sidder selv på den anden side, altså jeg er jo selv tolkebruger. Og jeg har garanteret udsat mine tolke for lidt af hvert gennem tiderne. Men jeg kan sagtens leve mig ind i tolkenes situationer – og gad vide, om hørende uden kendskab til tegnsprog ikke alligevel kan se situationerne for sig? Billedet er bare et eksempel… og slet ikke et billede fra min hverdag 😉Skærmbillede 2014-01-12 kl. 19.29.03

Taxa

Jeg elsker at hænge ud på lokale caféer. Et af de steder, jeg lige har opdaget, men som jeg altid vender tilbage til, er café Taxa i Stefansgade-kvarteret, det nye überhippe hood, åbenbart, som er sådan lidt Berlineragtigt med hipstere og kaffe og cool hjemmebryg og grødbar og alt muligt. Taxa har en søster-café ude i mit nær-hood, som hedder café Pixie på (den tidligere truede, men heltemodigt reddede) Bopa plads. Begge steder har udendørsservering med denneher fantastiske næsten-pariser-agtige stemning, så man rigtig kan sidde med et glas hvidvin og føle sig dekadent på den sydlandske måde. Begge områder er næsten stampet op af ingenting. Jeg skulle gerne mene, at både Stefansgade kvarteret og Bopa Plads var r**kedelige, almindelige boligområder for bare 10 år siden. Men nu vil alle, inklusiv mig, helt vildt gerne bo der. Sammenlignet med Pixie er Taxas inde-stemning dog en tand sejere. Varmt og hyggeligt og med runde borde. Og gode fritter med noget grønt dyppelse. Her til aften fylde jeg maven med Taxas burger, fordi jeg var i frittehumør. Lækkert og rart med sådan en omgang en helt almindelig torsdag aften.

20140109-210354.jpg

Københavnerne

Her forleden fik jeg fingrene i denneher bog hos Arnold Busck. Og lige siden har jeg siddet som klistret til bogen. Læx coffee table, der handler om min absolutte yndlingsby og alle byens små charmerende hood’s. Hele 11 stykker fra Østerbro til Sydhavn, Amager til Nordvest og alt det der i mellem. Masser af læselir.

Og så er bogen skrevet i et fantastisk kærlig-ironisk toneleje, der hudfletter indbyggerne i hvert kvarter. Her fx om Nørrebro, så rammende, bidende sjovt:

Der er tre ting at gøre i kompromisets navn. 1. Indrette en grov landbohusholdning i sæson suppleret med croissanter fra Claus Meyer i Jægersborggade og surdejsbrød fra Nordisk Brødhus i Rantzausgade med den birkefyrede italienske ovn. 2. Købe et sommerhus så børnene kan få røde kinder. 3. Sætte dem i udflytterbørnehave, så de efter 30-40 minutter i bussen kommer ud i naturen, hvor forældrene ikke selv vil bo. På den måde tager børnene sig af pendlingen, mens forældrene cykler på arbejde eller sætter sig ned på den nærmeste kaffebar med den bærbare. Om formiddagen sidder halvdelen af gæsterne med ansigtet i en digital skærm, koncentrerede i en biblioteksagtig stemning. Afdæmpet ung mand med fuldskæg og kasket, gammeldags seler hængende løst om hofterne, langer deres cortados over disken.

For alle, hvis små urbane hjerter banker for København, læs den!

Desværre synes jeg ikke, forfatteren rigtig kom ind på livet af Østerbro, fordi hun kun fokuserede på speltparadiset indre Østerbro. Mit hood burde have fået lidt opmærksomhed også, men jeg tror faktisk ikke at “vi” passer ind i 2100 Spelt, os, der bor herude i kvadratet Østerbrogade/Jagtvej/Lyngbyvej/jernbaneskæringen, post-Fælledparken, lige op til Lyngbymotorvejen eller vejen op til Whiskybæltet. Men jeg håber “vi” kommer – ligesom Sydhavn gennem de seneste 120 år har undergået helt vilde forandringer fra at have været enge til arbejdere til nyrige.

Værdiskabelse i foredrag

Jeg kan rigtig godt lide at komme ud og holde oplæg eller foredrag. Indtil videre er det mest i døveverdenen, at jeg bliver spurgt. Jeg synes det er spændende at få taletid, men også at konstruere et foredrag til navngivne målgrupper og derigennem holde sig opdateret med hvad der sker indenfor ens område.

Her kan jeg anbefale Anders Gisselmanns e-publikation om værdiskabelse i foredrag. Han står bag One2Speak der hjælper foredragsholdere med at skabe værdi.

Her står der blandt andet, at et godt foredrag skaber en form for forvandling hos ens målgruppe. At tilhørerne derefter ændrer tankesæt, vaner el. lign. At de motiveres eller informeres. Det er en oplysning, jeg kan bruge. Her i april skal jeg til Reykjavik og holde foredrag og workshops om døve iværksættere og hvordan de kan bidrage til innovation. Det kunne være dejligt hvis foredraget blev inspirerende – så tilhørerne kan tage hjem og arbejde videre.

Og så synes jeg generelt, at værdiskabelse er interessant, lige meget hvad man laver. Hvad er det, der gør det ene bedre end det andet? A det kan bruges? Bare det at Anders Gisselmann deler ud af sin viden er værdiskabelse. Og så kan det være, man gerne vil booke ham, hvis man vil have mere.

Det papirløse samfund

I dag har jeg grov-luget ud i diverse papir-remedier fra studietiden, papirartikler som er konverteret til binært format på Paloma Picasso II (min iPad) og svundne kvitteringer på hedengangen jordisk gods, diverse 2006-regninger som jeg af udforklarlige årsager har gemt, og så meget andet skrammel. 2006, mand, det er jo 7 år siden. Det hele har nu ophobet sig i en gigantisk stak ved skraldespanden. Ud med det. Alt sammen. Resten vil jeg indscanne med denneher lille lækkerhed, som nu står som numero uno på ønskesedlen. Scannescanne. Elektronisere, elektronisere. Så smukt. Mm. O du papirløse samfund, jeg hilser dig velkommen!