Lidt om LOUD

Hold da op, er det to måneder siden, jeg sidst har blogget? Ej, det er da for dårligt… men ok, jeg ved heller ikke, om I er flere end to ludere og en lommetyv, der læser med? Råb endelig højt, hvis jeg skal se at blogge lidt mere.

Men nu har jeg faktisk ikke engang ligget på den lade side hvad tastaturarbejde angår. Snarere tværtimod. Jeg har skrevet helt vildt meget de seneste par måneder! Helt vanvittigt, faktisk. Ordene er bare sprøjtet ud! Det kan I så se ovre på LOUD – som er mit con-amore projekt. Jeg har lige bladret gennem bloggen og er faktisk lettere rystet over, at jeg ikke engang har nævnt LOUD.

Men LOUD blev sat i søen den 15. februar. LOUD er et webmagasin, der skal fokusere på livet som ikke-hørende. Jeg er jo døv, det er ingen hemmelighed, og jeg er træt af at der er så megen uvidenhed omkring mit “handicap”, for vi er jo mennesker lige præcis som alle andre mennesker. Og hele hørespektret er indhyllet i en masse mystik; døve ved ingenting om hørehæmmede og omvendt – hørehæmmede ved intet om døve. Og så ved hørende intet om hverken døve eller hørehæmmede. Der er så mange misforståelser, så megen uvidenhed, så mange fordomme – både med og uden hold i virkeligheden.

Så LOUD er et medie, der afspejler livet, når man har et… hvad skal man sige… høretab. LOUD – fordi vi bestemt ikke er et stille folkefærd, hvis man kigger om bag facaden! Nå, men kig selv på http://loud.land.

Og hvis jeg må lægge beskedenheden lidt til side, så er det altså sket en vild udvikling med LOUD! Vi har passeret de 800 likes på Facebook, og nej, der er bedre parametre at måle på – i næste uge skal der checkes gennem, hvordan LOUD har udviklet sig med besøgende. Men den målgruppe vi vil ramme er ved at indfinde sig – det kan jeg se på hvem, der følger.

Og seneste nyt er, at vi har taget “sport” med i repertoiret af hvad vi skal dække. Af den årsag har jeg ligget vandret i luften de sidste par uger. I aften er faktisk første aften, hvor computeren er slået op for hyggens skyld alene. Lige nu befinder jeg mig af den årsag i Berlin. Igen! Vi skulle nemlig dække EM i håndbold for døve. Det har været en spændende oplevelse, og jeg er blevet kraftigt udfordret omkring at skulle formidle håndbold!

Heldigvis har jeg et par stykker, der hjælper – og de kan i hvert fald deres sports-kram. Ugen før EM dækkede LOUD Deaf Champions League i fodbold, og det var en kæmpe succes – vi fik eksperimenteret med nye formater som f.eks. Facebook Live Video.

Så det bliver spændende at udvikle videre på det. Hvis der er nogen journalister eller journalist-spirer derude, der bliver lune på LOUD, så fang mig. Det er en fordel, hvis du er døv/hørehæmmet/pårørende/fagperson – men vigtigst er; at du synes det er et sejt projekt, og at du har en masse relevante ting, du gerne vil formidle. Jeg ville elske at få udvidet online-redaktionen med dygtige mennesker, der kan deres håndværk.

Og mig privat… jeg skal nok opdatere på alt det andet på et tidspunkt!

Skærmbillede 2016-05-22 kl. 19.11.32

Som en eller anden farang i det tyske

Det har både sine fordele og sine ulemper, det springe ud og lande i et andet land. Jeg kan faktisk stadig ikke komme mig over, at det er så nemt at pendle København-Berlin. For en årrække siden var der en hel del buzz omkring danskere, der rykkede til Berlin. Den buzz er lidt forstummet, synes jeg, men det er stadig superaktuelt at man kan bosætte sig her, i en by, der er tættere på København end Aalborg er. Og som er cirka en million gange mere spændende, ja altså, undskyld Aalborg, no offence, men du ved jo nok, hvad jeg mener. Her er der kultur og centraleuropæisk historie så det batter.

Og så er det en stor fordel at have en tysk roommate, og sågar en, der bogstaveligt talt ved alting. Fra om spabad virkelig hedder heilbad på tysk (nej, ikke længere) til om det nu virkelig kan være rigtigt, at tyskere elsker at være nøgne i sauna (ja, de er pjattede med det).

Ud over min roommate kender jeg ikke rigtig nogen mennesker, ud over en lille gruppe, jeg røg bong med for et par uger siden (man må være åben for det nye jo) og nej, manglen på kaffedates går mig faktisk slet ikke på. Jeg er nu engang et par stykker over de 30 år, trods min 20-something livsstil (specielt når man sammenligner mig med de fleste af mine veninder derhjemme) så jeg er fuldt berettiget til ikke at danse på bordene hver weekend. Ej, jeg gider det faktisk ikke. Party-folket må hjertens gerne beholde Berghain for dem selv.

Og jeg ved, at jeg er relativt udadvendt – og hvis man ellers spørger pænt, så plejer folk jo at være positive. Og ellers kan man bare tilmelde sig de sindssygt mange events der er i denneher by. Og så gå hen og sige hej til folk, eller sådan noget. På mit hammerdårlige tyske, men nu er det faktisk et kæmpe privilegium at være døv, fordi man så faktisk per automatik har lov til at crashe den tyske fest næsten på lige fod med tyskerne. Du døv, jeg døv. Cool, vi venner!

Så det er egentlig ret ok at være en eller anden farang i det tyske.

Lige nu tager jeg socialt den dog helt med ro og nyder, at jeg kan fordele min tid ligeligt mellem at arbejde som en hest (som freelancer med opgaver, hurra) og så det at spadsere eller cykle byen tynd i mine egne tanker. Prenzlauer Berg (mit hood), Friederichshain, Wedding, Mitte, Charlottenborg, Kreutzberg og Neukölln. På jagt efter #hipsterkaffe og ellers bare masser af nye indtryk. Om aftenen arbejder jeg, eller også læser jeg dælme skønlitteratur eller ser finkulturel streaming TV (host). Så mange tv-serier jeg seriøst er bagud på.

Og savner jeg ind i mellem nogen, der kender mig, er der bare om at hoppe på FaceTime med en kop kaffe, og så er den næsten hjemme. Og savner jeg dansk stuff, så er der bare om at tage Tram’en over til Alexanderplatz, den ultimative stjerne af übersocialistisk 70’er betonarkitektur. Her finder man shoppingarkaden ALEXA – hvor stort set samtlige af de butikker, der også kan findes på en dansk gågade med respekt for sig selv, er repræsenteret på rad og række. Så man fortsat kan være indhyllet i sine sorte gevandter fra Vero Moda.

Cykelmyggen Mette i aktion - zuhause, udenfor porten
Cykelmyggen Mette i aktion – zuhause, udenfor porten

Fremmed i et nyt land

Jeg synes det er helt vildt spændende, at jeg er så fremmed i Berlin.  Ingen kender mig, jeg kender ikke mange, og sproget er helt nyt.

Bare det at gå i supermarkedet er en eksotisk oplevelse. De har helt andre navne, f.eks. Kaiser, Rewe, Alnatura etc. Vores mere hjemlige Netto, med tillnavnet Lebensmitteldiscounter er dog også at finde her, men bare med et tysk sortiment.

Produkterne i supermarkederne er anderledes. De er for eksempel svært glade for pølser her, og man kan få snackpølser i mange varianter, masser af pålægspølser og så de store wursten til aftensmad. Og teewurst, som er en lettere pinlig gammelmandsspise, som jeg ikke desto mindre holder af.

Sammen med schwarzbrot, altså rugbrød, det kan man også snildt fikse her i Tyskland. Længere væk er jeg så heller ikke…

Og så er der Ritter Sport. I dag fandt jeg dem på tilbud til 0,69 € hvilket svarer til 5,15 DKR. Så kan man godt frygte lidt for sin vægt. Jeg har ladet mig fortælle, at der er et Ritter Sport museum her, hvor man kan give den gas med Ritter Sport.

Alt i alt er leveomkostningerne laver her. Også i forhold til andre tyske byer. Hamburg ligger f.eks. i den tunge ende af prisskalaen.

Så her er der fuld smæk for skillingen!

Ritter Sport til ingen penge... 5,15 DKR per styk.
Ritter Sport til ingen penge… 5,15 DKR per styk.
Giga-spegepølse. En halv meter for lige knap 40 DKR.

Berlinspiration

Var det noget med at købe lidt DDR-remedier? Sjov lille butik i Prenzlauer Berg.
Hvad med lidt DDR-stuff? Sjov lille butik i Prenzlauer Berg.

Nu befinder jeg mig i Berlin igen. Jeg stadig ikke komme mig over, at det er så kort en flyvetur. Her er det freezing cold. Man skulle tro det var varmere, når man nu har pakket sydfrugterne, men næ nej, det er endnu koldere.

Men der er ikke meget tid til at rende rundt i byen, fordi jeg skal arbejde, jeg har flere deadlines. Men det er egentlig fantastisk, det faktum, at jeg kan tage skrivearbejdet med herned. Der er mange kunstnere og forfattere, der slår sig ned i Berlin. F.eks. Sissel-Jo Gazan.

Hun har faktisk forfattet en blog om Berlin: Vi elsker Berlin. Jeg har lige klikket “følg” overalt hvor jeg kan, og så glæder jeg mig til at få lidt mere tid til at læse alle hendes tips. Og ikke mindst at efterprøve dem ude i virkeligheden. Så mange spændende steder.

Den tyske tradition for at dubbe udenlandske film

Det er helt vildt, så mange informationer jeg har fået om Berlin og Tyskland på bare et par dage. Det er vist det rigtige valg med en tysk roommate, og jeg har også fået en aftale i stand med nogle tyske iværksættere om at jeg kan sidde hos dem og arbejde.

I fredags var vi inde og se Star Wars – med tyske undertekster! Alle døve i Tyskland er henvist til at finde små biografer og særarrangementer for at kunne se biograffilm.

Årsagen er, at man i Tyskland dubber alle udenlandske film, så der tales tysk. Det virkede i mine øjne forkert, fordi unge tyskere er jo fint flydende i engelsk og storforbrugere af kultur fra alle hjørner i verden. Specielt her i Berlin af alle steder.

Men det interessante er, at den tyske vane med at dubbe udenlandske film stammer helt fra 2. Verdenskrig. Dengang ville nazisterne gerne skabe et billede i den tyske befolkning af at de var ufejlbarlige og at Tyskland var det bedste land i verden.

Og hvordan gør man det mest effektivt? Man fjerner selvfølgelig bare originalsproget og lægger et tysk lydspor over. Så er der frit slag til at censurere de passager, der måske ikke helt er så passende i forhold til nazisternes verdensbillede. Og det er så det, der stadig trækker spor til i dag.

At biograferne ikke har ændret på det er for mig som udefrakommende dansker lidt svært at forstå. Men der er så meget ved Tyskland, der faktisk er anderledes. For mig er det ret spændende at komme ind under huden på vores naboland mod syd. Så der skal nok komme mange flere historier.

Og jeg forstod i øvrigt faktisk mere end halvdelen, så er lidt stolt. Deutsche Gebärdensprache er en helt anden sag, men det skal nok komme!

Auf wiedersehen, Köpenhamn!

På vej til Hamburg, 2015
Zug. På vej til Hamburg, 2015

I morgen rykker jeg sydpå til Bundesrepublik Deutschland. Nærmere regionen Brandenburg, Berlin. Jeg har ladet mig fortælle, at Berlin nok mere er en international by end en tysk metropol. Men ikke desto mindre er det til vores naboland mod syd, at jeg pakker sydfrugterne.

Her i første omgang skal jeg bare ned på inspektionsrunde med en håndkuffert. Havde oprindeligt tænkt, jeg skulle ned og finde ud af, hvor jeg gerne ville bo helt præcist. Så havde booket en Norwegian-tur en forlænget fra den 7-10. januar.

Men så overhalede hr. Timing mig. Eller; hurra for netværk – jeg spurgte en bekendt fra Berlin, en jeg kender fra den internationale døveverden, om han kendte nogen. Lige pludselig fik jeg et navn, skrev til hende, og vupti, fik et værelse i Prenzlauer Berg tilbudt. Lige så let som at klø sig i nakken. Og hvilken herlighed; det at have en jævnaldrende lokal døv pige som room-mate. Hun må have mange røverhistorier i ærmet.

Der er mindst ti, tyve gange så mange døve i Berlin som i København! Det ville blive så Viel Spass at tale tysk, mand. Lad os heppe på noget lyn-integration. Ich bin klar!

Så. Nu er alt klappet og klart. Jeg har bolig på plads. Hej, Pinterest for boho-inspo!

Jeg tager så den 10. tilbage til København, for jeg har et par opgaver og møder, og en sommerhus-inspektionsrunde. Men så tager jeg derefter til Berlin for at blive det næste halve år. Det bliver i næste omgang med Zug og med min Raleigh, så jeg kan hjule rundt dernede.

Tænk jer. Faktisk er Berlin den hovedstad, der er nærmest København, fik jeg her for et par dage siden at vide. Vildt, ikke? Stockholm er skarpt i hælene, men taber kapløbet med 5 minutter i forhold til Berlin.

Og at tænke sig, det tager 45 minutter i flyver til Aalborg. Og over 3 timer i tog til Aarhus. Lidt at perspektivere på.

Derfor bliver det ikke sådan, at jeg forsvinder ud i det blå. Skal nok kigge forbi Köpenhamn i ny og næ, det kommer jeg ikke udenom med alle de danske opgaver jeg har.

Men nu glæder jeg mig til at bo lige midt i Europa.

Auf wiedersehen!