Vlog fra SF

Shit, det er freaking grænsesøgende det her, men de kloge hoveder siger, at man jo skal være flermediel. Tekster, billeder, video. Så her forsøger jeg mig ud i videoblogging fra min gamle iPad. Er det ikke det, I unge vil have? Og så får I lejlighed til at live-beskue min drengefrisure.  Jeg har i tilgængelighedens hellige navn lavet undertekster på YouTube! Det var dælme sjovt at sidde og oversætte fra tegnsprog til dansk. Så bare tryk på den der cc-dims.

Nyt blogdesign

Her forleden fik jeg læst Julia Lahmes Blogbog – som inspirerede mig til at komme i gang med at blogge igen, for man burde da kunne finde en balance mellem at være professionel og personlig – uden at det kammer over i privat dyneløfteri.

Men jeg havde det lidt som når man tager noget gammelt tøj på i klædeskabet; man har det bare ikke så godt i de her klude, som burde være skiftet ud for længe siden. Min WordPress havde heller ikke været opdateret i århundreder. Så nu har jeg dælme givet hele bloggen en makeover – for gud ved hvilken gang.

Men denne gang har jeg en god, glad følelse i maven. De der nye klæder ser i al beskedenhed godt ud – og nu er der med min smarte iPhone heller ingen undskyldninger for ikke at dekorere bloggen med fine, yndige hverdagsbilleder!

Causerier over blogbusiness

Det er faktisk først nu, at jeg igen læser blogs fra en computer, fordi jeg har fået detteher fine store husalter, som fuldstændig stjæler opmærksomheden fra alt andet i casa Mettisma. Så her til aften har jeg besøgt en hel masse blogs, som jeg ikke kender, og som ikke er på min personlige Feedly. Gennemgående er billedet kendetegnet ved en sand tsunami af blogs med selvtilfredse unge og yngre damer, der demonstrerer deres smag i nøje udvalgte positioner. Og så er der lidt diverse. Enkelte blogs er så pænt lavet og så gennemført i deres koncept, at jeg får vild lyst til at ommøblere denneher blog. Og så kommer jeg igen til at tænke på, at jeg har blogget siden 2003, og der er endnu ikke ret mange kommercielle interessenter, der har kastet noget i nakken på mig. Kun Zalando engang. Gad vide, hvad der skal til? Gad godt reklamere for lækkert tøj, kosmetik, bøger – eller endnu bedre, anmelde feriedestinationer og lækkert teknisk kram som ovre hos ElektronistaDen delikate, nye, champagnefarvede iPhone 5S sag anmelder jeg da også hjertens gerne. Og jeg er jo altid fuldstændig ærlig med mine meninger. Apple er godt. Gratis Apple er endnu mere godt. Vi snakker så slet ikke om min arbejds PC. Nåmen. Hvor bliver tilbuddene af? Come to mama! Måske skulle jeg tænke lidt mere kommercielt med bloggen. Lidt blogbusiness og sådan. Bare for at være sådan en, der bliver kontaktet omkring alt muligt spændende. Skulle jeg lave en modeblog? En kreablog? En mommyblog? En tech-blog? En kendis-blog? Alle de muligheder. Nu skylder jeg dog at sige, at det ikke er sådan, at jeg slet ikke er blevet kontaktet. Jeg har her på det seneste fået et par henvendelser fra nogle mellemhandlere, vistnok, der vil indgå en eller anden form for samarbejde. Hvordan dælen de har fundet frem til Mettiske Strøtanker er mig lidt af et mysterium. Om de overhovedet har læst min blog? Og fundet ud af, at konceptet er ikke-eksisterende? Jeg kan heller ikke helt finde ud af, om deres henvendelse er fordi, at der er gået inflation i bloggere, og alle kan tilbydes bare et eller andet, Ligesom for at man kan sige, man er sådan en, der tjener lidt håndører på at blogge. Godt, jeg har husalteret her til research, for det kunne egentlig være interessant at finde ud af, hvilken vej, der går for kommercialiseringen af bloggingen. Kan man endda blive en (delvist) betalt eller ombejlet blogger på en cool og lidt mindre, lissom, slutty, måde? Kan man slippe for at tage billeder af sig selv i diverse changerende positurer? Det skal jeg se på en skønne dag, hvor jeg rent faktisk har lidt tid. Så meget at lave.

Søndagsdilemmaer

Jeg har lige strøget et indlæg, der omhandlede nogle emner omkring mit arbejde. Jeg burde have styr på bloggeriet efter næsten 10 år, men jeg synes dælme det er en balancegang at komme rundt om repertoiret, privat, fagligt, erhvervsmæssigt. Det er ikke alt man kan lukke ud på bloggen. Det er svært og lidt ærgerligt. For det er jo netop det frie, der gør en blog interessant og vedkommende. En tematiseret blog er måske mere skarp, men vi mennesker er jo komplekse væsener med mange forskellige facetter. Jeg tygger lige videre.

Og så er der en anden ting jeg heller ikke forstår. Google lukker deres Reader til juni eller juli. Gisp. Reader’en er jo min livslinje til omverdenen. Jeg tilgår alt fra skærm, smartphone og tablet. Skal jeg så virkelig gå på besøgsrunder rundt omkring folks websites igen? Hvad med alt det faglige, jeg pløjer mig gennem hver dag? Jeg vil have det hele skubbet til mig et centralt sted frem for at skulle opsøge mine steder. Og jeg er ikke den eneste, der brokker mig. Der er mange bloggere rundt omkring, der heller ikke kan se, hvorfor Google tager livet af Reader. Jeg kunne sagtens forstå Microsofts beslutning om at sløjfe Messenger og fusionere konti’ene med Skype. Der var jo ikke længere nogen, der brugte Messenger. Men nu skal jeg ud og finde ud af hvordan jeg samler alle mine yndlings-nyheds-fix sammen på en måde, der er totalt platformsuafhængig.

Skrive oplæg

Søndag er min absolutte yndlingsdag. Jeg stod op klokken 7, trissede rundt, kværnede nogle nyindkøbte moccabønner fra Kafferisteriet og fik mig en kvalitetslatte – lidt oprydning, støvsugning, en tur ud og spise lækker brunch med veninde – og nu sidder jeg på min faste plads på ITU, kigger ud på Tietgenskollegiet og skal forestille at skrive speciale. Jeg kender dog mig selv godt nok til at vide, at jeg altid er længe om at komme i omdrejninger, når jeg skal noget stort. Men jeg spilder langtfra min tid. Sidder i stedet og skriver oplæg til i morgen, hvor jeg er blevet bedt om at fortælle om mine perspektiver som døv og iværksætter i forbindelse med Døves Kulturuge. Gad vide, hvor mange, og hvem der kommer? Det er en fornøjelse at skrive oplægget. Jeg tager en tur down memory lane. Hvordan det hele startede, vores første armene op-oplevelse, udviklingen, Fuck Janteloven, Træk Døvekortet, mine bedste råd – inspireret af Kick Ass – og ham den her ret hotte fyr bag Miinto.dk, Mike Radoor – som har en inspirerende blog. Jeg rykker mig ikke ud af vagten – bliver herude på Amager til en 21 stykker, så jeg skal nok se at få produceret meget fornuftigt. Og det bliver spændende at se, hvordan det bliver taget i mod i morgen aften. Nyd jeres søndag!

Nyt look igen

Så har jeg opdateret skabelonen – jeg kan nemlig rigtig godt lide at links’ene er røde. Nu skal jeg bare finde ud af at oversætte de forskellige links, fx “Published by” og “Read more” til dansk og se om jeg kan få lavet et cool blog-logo. Og er der nogen, der ved hvordan man fjerner det irriterende excerpt, der tvinger folk til at “read more”?

Opdateret look

Så har jeg skiftet look på bloggen. Var nemlig ret træt af WordPress’ standardlook.

Så nu er der delt op i fine, små bokse og widgets her på bloggen – og for at peppe det visuelle op, har jeg via en plugin skabt en fin kobling til min Instagram konto. Så er der visual proof for alle pengene.

Eneste minus ved det hele er, at jeg ikke er særlig begejstret for farven blå, men det nægter skabelonens brugerdefinerede indstillinger at give mig lov til at lave om på. Så nu kører vi foreløbig stilen i blålige nuancer. Men får jeg knækket nødden, sikkert noget avanceret med CSS Editor og HTML, finder jeg på et andet farvetema.

Nu skal jeg lige sove på det hele, inden jeg finder på flere fine ting at indrette bloggen med. Forslag? Det, jeg fx læser for tiden? (ehm… temmelig kedeligt, faktisk)

Var i øvrigt i IKEA idag og shoppe lidt inventar til kontoret. Så i morgen står den på fysisk indretning. Bliver skønt, når vi kommer til at bo pænere – sådan noget med looks er jo ret dominerende, om man så vil det eller ej.

Det stof en inspirerende blog er lavet af

Jeg brokkede mig lige over, at der ikke var så mange sjove, seje blogs at finde – altså, jeg var jo ved at drukne i de ekstreme mængder af modeblogs. Men nu, hvor jeg tænker nærmere over det, så er der jo masser af de seje personer derude. For eksempel har jeg lige læst dette her indlæg ovre hos Michelle Hviid. Det er superærligt skrevet – og hun er dælme modig, for hun tør at stå 100% ved hvem hun er og hvad hun laver. Både forretning men også privat. Hun er åben om opture, nedture – motion, hjertesorg, børn, karriere og inspiration. Hun er så sej. Det er hende, der står bag Running Dinner og hun er iværksætter og foredragsholder og single. Hun har det sjovt og hun griber de øjeblikke i nuet, der dukker op. Jeg følger hende på Facebook, og det er altid skønt at læse hendes statusupdates. Det er fedt at hun står ved hvem hun er, og at hun har det godt som hun har det. Faktisk vil jeg gerne blive lidt mere ligesom hende. Åben om hvem jeg er, hvad jeg tænker – og bliver jeg inspireret, så vil jeg dele det med hele verden. Jeg synes det fungerer for hende at være professionel og personlig samtidig. Det er måske den personlige kant, jeg savner så mange andre steder i blogosfæren. Folk er jo så skidebange for at sige noget, som de fortryder på nettet. Og så er det jo så uendeligt meget lettere at skrive om det næste intetsigende  par sko, der skal hjem til samlingen med de mange andre fodfutteraler. Det synes jeg i hvert fald ikke er inspirerende.