En epoke, der er slut?

Nøj, jeg er lidt nervøs for at poste det her indlæg. For der er ingen, der står offentligt frem med det her emne mere. Men nu gør jeg det alligevel. Faktisk er det lidt svært for mig at se, at nogen kan blive vrede over det, jeg har på hjerte. Men det er min personlige erfaring med debatten omkring CI, at det er bedst at ti stille, med mindre man vil udstilles som snæversynet og imod nytænkning og udvikling. Men lige nu har jeg faktisk brug for at sætte min stemme fri.

Her ser vi en fin poetisk/kunstnerisk reaktion på den stigende “Danish oralism” en bølge, som vi oplever rulle hen over Danmark. Fedt at kunsten illustrerer det, når alle andre i døveverdenen er låst fast, paralyserede og mere eller mindre magteløse. Der er næsten ikke flere danske døve, der tør at pippe op offentligt. Debatten florerer kun i private regi og skjulte sociale fora, intet er offentligt tilgængeligt.

Videoen er lavet af vores dygtige Ragna Huse. Kan man ikke udtrykke en tilstand/følelse med ord, kan man det i hvert fald gøre det gennem kunsten. Det har vi set i så mange andre situationer. Mere døvekunst, tak! Det er derfra, jeg er inspireret til dette indlæg.

I Want To Break Free af Ragna Huse.

Info: Baggrunden på videoen er det tidligere Skolen på Kastelsvej fra 1807. En døveskole, der ikke længere eksisterer. Nu er skolen Langelinieskolen. Med hørende børn. Der er stadig en døve-afdeling, men næsten ingen tilslutning. Fordi alle døve børn nu inkluderes i folkeskolerne. Vil man have sit barn i et tegnsprogsmiljø, er det ikke længere nogen reel mulighed.

Her i – ellers – kunstneriske Berlin har jeg allerede mødt flere døve, der har fortalt mig om deres “orale opvækst” forskellige steder i Tyskland. En opvækst, hvor de har skullet hutle sig gennem tale, tale, tale – nogle har været bedre til det end andre. Det har haft menneskelige omkostninger. De, jeg har talt med, har været gennem en masse selverkendelse. I dag er de stolte døve. Og der er mange, jeg (endnu) ikke har mødt.

Men dem, jeg har mødt indtil videre, de har valgt tegnsproget til. Nogle senere end andre.  Og Tyskland har aldrig nogensinde oplevet den gyldne tegnsprogsperiode, som Danmark har oplevet fra 1980-2000. Den periode, der har resulteret i min generation af døve.

En epoke, som stærke kræfter længe har lobbyet hårdt for at mute. Det starter med lægens medlidende blik til forælderen, når vedkommende skal have besked om, at barnet ikke kan høre. Som om det er en stor sorg, at barnet er døvt. Det er det helt sikkert, fra den hørende forælders perspektiv, men det er ikke barnets sorg. Men det bliver også barnets sorg, hvis det er forældrenes. Så bliver barnet ikke en stolt døv.

For at eliminere forældrenes sorg, står lægerne i forreste række for at tilbyde CI. Så kan man høre igen! Tegnsprog? Nej, det skal man endelig ikke bruge. For så lærer man ikke at høre og tale! Så bliver man ikke en god hørende. Så disse stærke kræfter for at få tegnsprog til døve helt væk er lykkedes nu. Tror jeg. De første unge fra CI-generationen er ikke vokset op med tegnsprog som modersmål.  De klarer sig på alle andre måder. Nogle enkelte kan sikkert stadig tegnsprog. Jeg har en fornemmelse af, at de yngre døve i nogle tilfælde måske synes, det er synd for deres med-døve, der bruger tegnsprog. Det der medlidende blik.

Har man først ændret minoritetens mind-set, så er det sket med stoltheden over at være døv. En epoke er slut. Døveverdenens forfald startede efter 2000, og der er ingenting tilbage i dag. Eller hvad har vi i stedet nu?

Det er fair nok, at der er et stærkt ønske, om at døve skal normaliseres så meget som muligt. Et eller andet sted tænker jeg, at det dælme også kunne være meget praktisk, at døve forstod den hørende verden bedre. Der er helt utvivlsomt mange flere muligheder i den hørende verden, og den mulighed får døve børn bedre chancer for i dag. Det er jeg glad på for deres vegne. For den mulighed ville jeg da gerne have. Den har jeg ikke, men til gengæld har jeg andre muligheder.

Men at disse muligheder skal ske på bekostning af tegnsprog, er meget trist. Specielt, hvis det betyder, man skal betale en høj menneskelig pris – pres og stress, hjælpemidler, en daglig kamp for at slå til, for at udtrykke sig, for at forstå, for at være afslappet, konstant at være lidt ved siden af, blive misforstået, misforstå, kæmpe for at høre til. Det er meget nemmere at være en god hørende, når man er en stolt døv.

Derfor er det ekstra spændende at se hvordan det fungerer her i Tyskland. For sådan har det hele tiden været. Tyskland er i den internationale døveverden kendt som oral-land no. 1. MEN døveverdenen blomstrer stadig – bare lidt mere undergrund’ish.

Hvad er der mon for en udvikling, det danske døvesamfund står overfor?

keep-calm-and-proud-to-be-deaf-3

 

At forstå døve-USA

Ud over at prøve at leve i et andet land så har jeg også til formål at forstå landets døvesamfund.  Lige nu går det stille og roligt med at netværke og at møde nye mennesker her i USA, fordi det lader til at man bedst kan møde de lokale, hvis man deltager i SF’s mange fester i byen – og jeg er nok ikke det vildeste party-animal eller natte-dyr, så der er bare om at finde nogle andre arrangementer (eller at blive mere festlig?)

Mit umiddelbare indtryk er, at det langtfra er alle amerikanske døve, der på stedet kan levere et samlet billede af at være døv i USA. Fordi USA er så stort et land. Så det giver mere mening at spørge ind til hvad der sker i de enkelte stater. Spørger man hvad der sker i Californien, bliver billedet mere detaljeret. Folks viden om andre stater er mere overfladisk. Det står i skærende kontrast til Danmark, hvor alle ved alt om alle.

Men jeg kan godt lide store projekter og det store overblik, så jeg kunne satse på at angribe den amerikanske nation samlet. Det er jo vildt, at der er 200000 døve her! Hvordan og hvorledes overblikket skabes, ved jeg endnu ikke, men det bliver nok noget med at prøve at få nogle møder op og stå med folk, der ved noget og så selvfølgelig at besøge flere stater. Arizona, Texas og Washington DC (Columbia) skulle nok være de stater, hvor der er flest døve samlet. I hvert fald hvad jeg lige nu ved af. Og som jeg kan fornemme, er det stærkeste døvemedie her DeafNation, hvor folkene rejser rundt og laver forskellige optagelser.

Der ligger en kæmpe bunke researcharbejde foran mig, hvis jeg vælger at se nærmere på døve-USA fra en journalistisk vinkel. Men det handler jo også om at få styr på prioriteringerne og skabe en balance mellem de opgaver jeg løser som freelancer og så mine egne con amore projekter. For der skal jo brød på bordet.

Men det hele er jo en spændende udfordring, så der er bare om at finde tiden til det og skabe rammerne for faglig og personlig udvikling. Nu er der trods alt kun gået 11 dage, hvor jeg har brugt en del tid på bare at slappe af – og Rom blev jo heller ikke drukket på én dag. Et skridt af gangen. På mandag strammer vi ballerne!

Indtryk af det amerikanske deaf community

Jeg er så småt begyndt at kigge på hvordan det amerikanske deaf community er skruet sammen. Jeg er stadig i gang med at lære, og kender i hvert fald én indfødt, der ved alt om alle og alt, og han er en god guide.  Han tog i går os med til et event på den lokale bar, El Rio, hvor målgruppen var lesbiske – en pigefest – det var i sandhed en sprudlende oplevelse. San Francisco byder virkelig på alt for at sige det mildt.

Der var så også flere døve til arrangementet i går, men i det hele taget er mit indtryk, at San Francisco ikke er nogen døvevenlig by. Alt er dyrt her, både boligudgifter og leveomkostninger. Så de fleste døve bor udenfor SF og måske endda udenfor Californien. Der er en døveskole i forstaden Fremont med ca. 400-500 elever, så en del af miljøet er centreret deromkring, og der er mange børn og teens. Der er også nogle døve i LA, vist mange kreative typer. Umiddelbart er mit indtryk, at der er meget mere døvebuzz på østkysten – Washington DC. Her er der flere veluddannede døve og mere netværk og business.

Men nu er det stadig kun en formodning jeg har, der skal undersøges meget mere.  Jeg synes det er enormt spændende at få sat et perspektiv på mit liv – hvad jeg har haft, hvad jeg er vant til, og hvad der er at finde her i USA.

Samfundets syn på døve og hørehæmmede

Jeg har i denne uge været til Deaf Studies på Aarhus Universitet. Institut for Kommunikation og Kultur er nemlig interesserede i døves kultur mv. og har arrangeret Danmarks første sommerskole i selvsamme emne. De vil gerne fortsætte med summer schools, og de er interesserede i at arbejde med Ph.D.’er der skal forske i feltet. En fantastisk udvikling!
Sådanne arrangementer som dette her løber ofte af stablen verden over og viden bibeholdes internt. Folk bliver inspirerede, går hjem, og så sker der ikke mere for de almindelige dødelige. Det samme vil sandsynligvis ske for mig, så jeg tror lige, jeg vil dele et par ord om mine personlige refleksioner, og så må andre, der har været med, supplere, for jeg synes det er nogle vigtige ting vi har vendt. Ting som den bredere offentlighed ikke rigtig kender til.
I formiddags har temaet været sprogpolitik v. dr. John Bosco Conama, Trinity College, Dublin, og det var for mit vedkommende det mest spændende af det hele. Der er nemlig mange, der ikke rigtig forstår begrebet “politik” og slet ikke noget så diffust som sprogpolitik. Vores sprog er da dansk!
Men for landets 4000 (cirka, tallet er nok faldende?) døve er sproget dansk TEGNSPROG. Ikke at vi ikke kan dansk skriftsprog, for det kan vi da skam også – og flere kan også talt dansk (det, som er det danske sprog for udefrakommendes vedkommende).
Dr. Conama har forsket i irske forhold, og her er irsk tegnsprog, ligesom dansk tegnsprog, officielt anerkendt. Men han påpeger, at mange af formuleringerne ligger ovre i the Bill of Health (fokus på sygdomme/handicap) frem for Migration and Diversity.
Dette leder helt naturligt over til den ældgamle diskussion om hvorvidt døve er handicappede eller en del af en sproglig/kulturel minoritetsgruppe. Det skal jeg ikke kloge mig på, omend jeg personligt vil svare: Begge dele! Ikke enten eller, men både og. Men det er mere eller mindre kendt, at pengene følger handicapperspektivet og derfor er det smartest at vifte med handicapkortet (“se-hvor-er-det-synd-for-mig”). Eller er det?
Herhjemme i Danmark bliver døve mere eller mindre sat i bås med sygdomme/handicap og hjælpemidler hos kommuner, regioner mv.  Men vi ser også eksempler på at døve hører til under andre områder (ministerier), specielt med de seneste “landevindinger” som f.eks. retten til tolkning. Derudover ser vi private økonomiske initiativer der støtter begge perspektiver. Jeg tror først jeg fik mulighed for at komme ud af handicapsystemet, da jeg blev voksen og dermed ikke skulle følge en fastlagt kurs.
Hele høreområdet, allerede fra det lille barn der bliver taget imod af en jordemoder, vurderet af læger for at konstatere høretab, kastet i favnen på audiologopæder, AVT-eksperter, talepædagoger, lærere, måske speciallærere, og jeg skal komme efter dig – hele området er stærkt influeret af handicapsynet, at døve er handicappede og skal hjælpes og trænes og fikses. Og dette “for enhver pris” er ekstra tydeligt lige nu. Den fremherskende retorik er: Tegnsprog forstyrrer talesprog, det er bedst at holde sig fra tegnsprog hvis man skal lære at tale. Forældre tænker: “Lægerne anbefaler ikke tegnsprog, jeg bør ikke andet end at lytte – det handler om mit barns fremtid.” og “Audiologerne anbefaler ikke tegnsprog – fagpersonerne ved bedst, jeg må hellere følge deres anbefalinger”.
Det at fikse/reparere/rehabilitere noget er et handicapsyn. Men i ovennævnte miljøer er det sjovt nok også et handicapsyn at acceptere tegnsprog. Men det passer på ingen måde; tegnsprog er ikke et handicap at kunne, men derimod tilegnelsen af et sprog og en stærkere identitet.
I Deaf Studies ugen er det helt klart; fokus på sprog og kultur. Og hvorfor det? Fordi øret (som ellers er et symbol for mange hørehandicapforeninger) er ikke vigtig for døve. Øret er ikke i stykker, der er ingen sorg, øret skal ikke repareres (det medicinske syn) Øret – det findes bare ikke, bruges ikke, og det er døves naturlige medfødte tilstand. Til sammenligning: Er flagermus handicappede, nu hvor de ikke har syn, selvom de har øjne? Er pingviner handicappede, når de har små dysfunktionelle vinger og går sjovt – nej vel, bare deres naturlige biologiske tilstande. Det at mangle en sans udløser da nok genvordigheder i et samfund, hvor alle har ører og bruger dem; men har man forståelse for sprog- og kulturperspektivet og styr på egen identitet, kan denne barriere nemt overvindes med de tilbud vi har i dag.
Høreområdet og kommunerne hører sammen. Vi ved, at meget af det vi ser på høreområdet lige nu er spareøvelser, fordi kommunerne skal spare. Længe har det været meget nemt for kommunerne at sige nej, hvis det handlede om behov for at lære tegnsprog. Argumenter for afslag er: I har da lært at kommunikere med hinanden. CI findes, der er ikke brug for tegnsprog mere. Vi har betalt en gang for CI, nu skal I bruge det. Men er CI en mirakelkur, der fixer alting?
Det resulterer nogle steder i “Hellere intet sprog end tegnsprog”. Vi hører om sprogløse børn, eller børn med ringe sprog og fattige begrebsverdener.  Identiteter, der på påvirkede af, at man altid er anderledes end de andre. Specialskolemiljøerne har for nogle år siden fjernet tegnsprog fra deres undervisningstilbud for at tilfredsstille forældrenes efterspørgsel efter udelukkende auditiv læring, for at holde fast på eleverne. Men elevtallet er stadig faldet, for nu skal alle inkluderes, folkeskolerne har da meget bedre styr på denne gruppe af børn (?). Så nu er hele specialskolemiljøet i Danmark mere eller mindre ved at lukke ned, og det betyder, at døve børn ikke længere har samme adgang til tegnsprogsmiljøer i dagligdagen, i deres skolegang. De har snart kun folkeskolerne tilbage, og her ved man kun noget om hørende børn. Sådan ser det ud i Dagens Danmark på høreområdet. Det er nu kun den ene vej tilbage. Høre/Talevejen.
Vi har set nogen forældre til døve børn (med CI) sige at deres børn er “hørende”. I dag tror jeg, at mange er ved at modificere denne skråsikkerhed; for hørende bliver man næppe, selvom man kan klare sig rigtig godt med hvad man har af hørelse. Men hvad er man så, når man ikke er helt hørende? Handicappet? Vil man så være afhængig af at hele tiden at skulle blive vejet og målt af kommunale instanser? Er det ikke bare et menneske, vi taler om?
Også børn med CI har brug for støtte. Og derfor rammer spareøvelserne rammer ikke kun tegnsprog, men også rammer dem, der bruger CI og ikke engang har rørt ved tegnsprog – vi hører også om kommunale afslag på hjælpepersoner, kurser, arrangementer mv. også for dem uden tegnsprog. For børnene kan jo selv, og kurser, arrangementer mv. har da ikke noget med ren oral/auditiv/talesproglig indlæring at gøre; det er bare hyggearrangementer, og det er jo ikke noget klinisk, så hvorfor betale for det, når disse findes i nærmiljøet med andre normale børn. Særlige identiteter (det der engang var døveidentitet?), særlige netværk mv. anerkendes ikke fra kommunal side.
Vi ser altså at der er en del konsekvenser af at høre til under handicaptermen. Blandt andet at det giver kommunerne grønt lys til at spare løs, når noget tyder på at handicappet er helbredt. Det, at man rent faktisk er normal, det skal man slet ikke sige to gange til en sparelysten kommune-skrankepave.
Så hele udviklingen er en del af en gigantisk spareøvelse. Desværre!
Man kan være døv på tusind forskellige måder. Det at være døv er en flydende identitet, og man vælger selv til og fra. Og hvad nu hvis der også ligger et uudtalt behov for et særligt sprog, en anden kultur og en unik identitet, fordi der her er en hel masse mennesker, der får et rigt liv via den vej – via fællesskaber med ligesindede?
Hvad med at der faktisk er en hel masse “normale” mennesker, der har lært tegnsprog, fordi de er fascinerede af sproget og kulturen? Tegnsprogstolke f.eks. er specialiserede kommunikationsfolk og ikke handicaphjælpere.
Vi ved dog også at pengene traditionelt ikke rigtig følger med sprog og kulturperspektivet, og det gør det, til trods for anerkendelsen, meget svært at udvikle tegnsproget, få penge til kulturelle arrangementer, opretholde dynamiske tegnsprogsmiljøer mv (eller at kompensere for de forsvindende tegnsprogsmiljøer) og i det hele taget at skabe initiativer til at få de nye generationer af døve med. Det er, som et eksempel, interessant at se at så stort og succesfuldt event som Deaflympics ikke hører til under Paralympics. Hvorfor ikke? Fordi døve har andre behov. Deaflympics er et levende eksempel på at døve ikke vil have almisser under handicaptermen men derimod sprogperspektivet.
Kunne man mon overveje, om det kunne være tid til et paradigmeskift; at man ikke så enøjet kiggede på handicap/medicin/sygdomsperspektivet, men derimod mere fik arbejdet mod  sprog, kultur, minoritet, mangfoldighedsområdet – og med at der fulgte lidt flere penge med?
Nu er det jo institution for Kommunikation og Kultur, der er interesserede i Deaf Studies – og ikke hos audiologerne eller de medicinstuderende.  De kan få lov til at bruge deres krudt på at fikse døve, hvis vi andre kan bruge vores krudt på at stimulere et levende, rigt sprog og  en mangfoldig kultur, som vi lever godt med?

Døve rollemodeller – vi er mange!

Så var vi lige nogle, der blev lidt lange i ansigtet af at læse Politikens artikler med de flatterende overskrifter: “Døve indtager uddannelser uden tolk“, “Asta er snart student: Jeg føler mig overhovedet ikke døv” og “Overlæge: Det er jo et mirakel”. Artiklerne fokuserede meget på hvilket mirakel CI (nyt avanceret høreapparat) er og at man så ikke længere skal være døv og bruge tegnsprogstolk – og at man nu kan få en uddannelse, selv om man er født helt uden hørelse. Fint nok.

Men det er der jo ikke den store nyhed i. Vi er mange døve, som gennem 90’erne, 00’erne og 10’erne (tolkeuddannelsen startede i 1986) har fået videregående uddannelser og er gode samfundsborgere med jobs, familie og alle de her andre succeskriterier som vi danskere, det lykkelige folk, nu engang måler hinanden efter. Og det er lykkedes i samarbejde med vores super professionelle tegnsprogstolke. Uden at genere andre overhovedet – måske har vores medstuderende endda fået udvidet deres horisont omkring hvad man kan, hvis man vil – selvfølgelig i samarbejde med tolke.

Derfor er det så ærgerligt, hvis de her noget ensidige artikler fra Politikens side er medvirkende til at forældre til døve børn i dag måske ser det som en falliterklæring hvis deres barn måske ikke helt lykkedes med CI. Citatet: »Ja, at man kan hjælpe gruppen af døve med det, der i dag er blevet et ukompliceret rutineindgreb, det er er historisk« er med til at forstærke billedet af at CI sikrer succes “på trods af” at man er født døv.

CI er en løsning for mange, men vi er mange fra årgang 1965-1995, hvis “succes” er baseret på en anden model med tegnsprog – og vi ved, at der fortsat er mange, der vil få helt vildt meget ud af tegnsprog.

Og det værste ved det hele er, at sådan nogle artikler er vand på kommunernes sparemølle. Det rammer så os alle, om man så er døv og bruger tegnsprog eller er døv med CI og klarer sig ved hjælp af mikrofoner mv. Der er ingen lette løsninger, CI kræver enormt meget fokus. Udviklingen de sidste 10 år er gået så stærkt. Døveskolerne er allerede mere eller mindre lukkede og de fleste børn er spredt for alle vinde i inklusionens hellige navn. Jeg tror skam det fungerer for mange. Desværre ikke alle, men det taler vi helst ikke om. Jeg håber at alle CI børn og familier får al den støtte de skal bruge, for det er der ingen tvivl om, at der er behov for!

Jeg og mange andre døve er dog efterhånden begyndt at frygte at næste step er, at der bliver skåret ned på tegnsprogstolkning. For hvis man allerede har lagt mange offentlige kroner alene i en CI operation, hvorfor så blive ved med at bevillige penge? Der er jo ingen døve tilbage? Og hvis CI og genoptræning så af forskellige årsager ikke virker – hvad så, er der en plan B klar? I Danmark har vi helt seriøst verdens bedste tolkesystem (med de andre skandinaviske lande lige i hælene) med tolk til det meste. Jeg vil faktisk skyde på, at danske døve, trods vores meget lille antal (omkring 4000) er de mest veluddannede og succesfulde døve i hele verden!

Så det er lidt svært at lade være med at tage disse artikler som en personlig tilsvining af at være døv. Men jeg kan godt se, at det måske kan være svært at visualisere for sig, at døve sagtens kan være kloge, sociale, søde og succesfulde, når man aldrig har set nogen døve. Vi mangler gode døve rollemodeller, der gider stå frem for at balancere billedet. Så derfor skrev min veninde Cathrine og jeg denne statusopdatering på Facebook:

Det her piece of crap fra Politiken gider vi altså ikke stå model til. Fantastisk med CI, men hvorfor er det altid på bekostning af at der skal peges fingre af døve og tegnsprog? Der er også succeshistorier med “vores” model. Hilsen Cathrine, cand. mag i moderne kultur og kulturformidling og Mette, cand. it i E-business, begge stokdøve, begge glade tolkebrugere og lige så glade samfundsbidragsydere med gode fuldtidsjobs. Det handler ikke det der flyder ind i øret men det der flyder mellem ørerne! Kære avis, mangler I ikke et par nuancerede mod-cases? Vi har i denne update tagget alle stokhamrende døve, tegnsprogsbrugende universitetskandidater og bachelorer, som vi kender, for ikke at tale om de sindssygt mange dygtige, utaggede døve professionsbachelorer og ildsjæle!
Skærmbillede 2014-02-23 kl. 12.35.17

Vi taggede cirka 30 døve med universitetsbaggrund og fra årgang 1965-1995 cirka. Tilføj her alle de andre døve, der har øvrige uddannelser – og helt almindelige, gode liv efter de parametre vi måler det gode liv på. Der er i alt 28 delinger og over 185 likes, mange fra vildfremmede mennesker. Alene på min egen statusopdatering. Nu skriver jeg også det her på bloggen, så vores “modkandidatur” ikke forsvinder i Facebooks mange statusopdateringer. Man kan sagtens være sej, selv om man ikke kan høre! Tolerance, tak!

Jeg stiller meget gerne op som rollemodel, Cathrine gør også, og der er lidt at vælge mellem hvis man leder efter en døv rollemodel: Lingvister, sociologer, arkitekter, psykologer, cand.mag’ere, ingeniører, cand.merc’er, jurister, revisorer, dataloger – for ikke at tale om lærere, socialrådgivere, pædagoger, bygningskonstruktører – og så håndværkere af alle slags og alt det løse. Alle sammen stokdøve, tegnsprogsbrugende og glade!

Anerkendelse af dansk tegnsprog

Skærmbillede 2014-01-07 kl. 00.05.30Jeg har postet den her på Facebook, men synes lige, at min mening også skulle være søgbar i Google for besøgende, der af forskellige årsager skulle interessere sig for det. I morgen skal de behandle nedenstående lovforslag i Folketinget:

“Det Konservative Folkeparti, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance foreslår, at dansk tegnsprog kommer til at indgå som et ansvarsområde under Dansk Sprognævn på lige fod med det danske sprog. Dermed opnårtegnsprog anerkendelse i dansk lovgivning ligesom i de øvrige nordiske lande.”

Link kan findes her.

Krydser så meget fingre. Kunne være fantastisk, hvis Dansk Sprognævn ansatte en til at følge dansk tegnsprogs udvikling og at bistå med uvildig ekspertviden.

Jeg håber også, at sådan et initiativ kunne være medvirkende til at vi får sat lidt skub i en mere positiv holdning til tegnsprog til døve herhjemme i Danmark. For det trænger vi til 🙂 Jeg tror nemlig, der er mange, der ville blive rigtig glade for at få en lettere adgang til sproget og at der kom flere materialer der kunne vække fascination, lyst til at lære og skabe opmærksomhed omkring nødvendigheden af tegn for rigtig mange mennesker. Opmærksomhed omkring at kunne leve et liv, hvor man altid ville have et sprog at kunne slappe af til som tales af andre ligesindede. Det burde altså være en helt grundlæggende, basal menneskeret at kunne forstå og udtrykke sig på et naturligt sprog uden at skulle kæmpe så hårdt.

Ekspedienter der elsker døve

Da jeg læste min bachelor på Københavns Universitetet gik jeg naturligvis ofte i kantinen. Og her er der en kantinedame, der så noget så ualmindeligt bister ud. På et tidspunkt begyndte jeg nogle gange at spise frokost med en døv fyr, der læste lingvistik. En dag stod vi og sludrede i køen til kassen, og da skete der noget helt utroligt med den ualmindeligt bistre kantinedame: Hun lyste op i et kæmpestort smil. Resten af min studietid har jeg altid følt mig ekstra velkommen hos hende. Det er fascinerende, at det at være døv er sådan en skjult ting. Nogle gange gør man alt for at undgå, at personen, der ekspederer en, opdager det, fordi man ikke rigtig magter vedkommendes eventuelle reaktion. Andre gange er det en kæmpe lettelse, at man helt åbenlyst kan vise, at man er døv. I dag skulle en kollega og jeg over og aflevere en pakke på erhvervsafdelingen på Københavns posthus. Jeg svarede ikke rigtig på ekspedientens henvendelser, som jeg ikke havde nogen idé om hvad handlede om. Hun kiggede underligt på mig, men jeg vidste, at lige om lidt ville min kollega komme og sige noget til mig på tegnsprog. Det gjorde han, og da faldt femøren for postdamen. Og så lyste postdamen op og vi fik den bedste betjening med det mest strålende smil. Dejligt.

Min vinkel på (tegn)sprog

Der bliver ved med at komme besøgende ind her på bloggen på grund af at jeg har skrevet, at jeg er døv. Jeg har tidligere også skrevet mange blogindlæg om emnet, og det er også noget, der kan optage mig rigtig meget.

Her i dag fik jeg en mail fra en, der gerne ville vide lidt mere om at være døv. Hun var ret fascineret af det, og hendes mail (som jeg i øvrigt skal svare på, det kommer, Maria) har motiveret mig til at skrive. Der er mange hørende mennesker, der efterlyser eksempler på hele den der identitet at være døv.

Jeg følger med mange forskellige steder på nettet og der er noget, der slår mig; lige nu er der helt ekstremt meget fokus på hørelse. Det er som om alle succeskriterier måles i decibel. Hvor meget man kan høre og hvor meget man kan tale. Alt fokus ligger netop på manglerne, der nærmest for enhver pris bør udbedres frem for at overveje alternativer og tilvalg, der helt sikkert fungerer. Og det er slet ikke rart at læse om. Jeg savner lidt flere nuancer og vinkler.

Jeg kan personligt ikke høre noget som helst, og jeg er ikke særlig glad for at tale, fordi det falder mig unaturligt og jeg kan mærke, at jeg taler som om jeg er blevet dresseret til det. Som en cirkushest, der kan alle mulige tricks. Men ikke, at jeg er særlig god til mine tricks egentlig. Og hvis man så ikke kan høre svaret på hvad man siger, så bliver folk jo bare irriterede. Det hele bliver en øvelse i ikke at faile. Så den hørevinkel er jeg egentlig ret ked af er så fremherskende.

Jeg synes egentlig heller ikke det er det, det handler om, men ens evne at kommunikere. At komme ud med sit budskab, at forstå andre, at kunne føre en dialog frem for ingen snak eller monologer. At man er god til mennesker og at aflæse dem. Jeg kender rigtig mange kloge, sjove, charmerende og spændende mennesker, der er totalt stokdøve og superkreative i deres kommunikation.

Så mine tanker omkring det at være døv lige nu; jeg har brug for at komme ud med, at man sagtens kan være lige så meget værd, selv om man ikke kan høre eller tale. Jeg har brug for at komme ud med, at tegnsprog er et fuldbyrdigt visuelt sprog, som fungerer hundrede procent og som gør hel som menneske.

Jeg har absolut ingen problemer med sprog og kommunikation og jeg har aldrig nogensinde været ked af at være døv. Højst af andre menneskers reaktioner og specielt deres trang til at fikse deres medmennesker som er ligesom mig.

Der er så mange, der ikke kan sproget. Men der er også helt utrolig mange, der er fascinerede og gerne vil lære mere. Og nogle gange skaber snævrere rammer kreativitet – og jeg tror også vi bliver bedre og mere rummelige mennesker af det.

Desuden bliver jeg også lige nødt til at dele den med, at min søster er vokset op med tegnsprog på grund af mig, og nu bruger hun helt naturligt tegn til sit barn på 1 år og 3 måneder. Her forleden, da Ib var træt, så tog han sin lille hånd op til øret og lagde hovedet på sned: Sove. Hvor mange små mennesker kan udtrykke så konkrete behov i den alder? Det er da helt fantastisk at se, hvor naturligt det er.

Tegnsprogspoetisk inspiration

Noget af det sejeste ved at være døv er, at man har kortere vej til andre mennesker – fordi døveverdenen er så lille. Jeg har tidligere skrevet om, at jeg hellere end gerne vil tage imod gæster fra verden. I disse dage har jeg den amerikanske tegnsproglige poet og kunstner Peter Cook og hans søn Ethan på besøg, fordi Peter skal optræde i forbindelse med Døves Kulturuge her i weekenden. På fredag skal jeg se ham in action, men indtil da øver han herhjemme, og vi trakterer ham og knægten med dansk hygge. De er meget søde og flinke og nede på jorden og amerikanske. Peter Cook får også mig til at tænke på, at det kunne være fedt at se noget poetisk talent herhjemme, for tegnsprogets status bliver lige for tiden desværre degraderet overalt og tegn er fy fy, fordi nu skal døve for alt i verden lære at tale. Heldigvis har vi stadig Jørgen “Rødtop” Nielsen, der er ved at komme op i årene, men som engang lavede de allermest fantastiske tegnsprogsperformancer. Her ses en af de mest kendte – ham og larven. Hvis ikke I kan tegnsprog, kan det være, at I alligevel fanger de mange synsvinkler? Man kan gøre en tør historie interessant og poetisk med tegn!

Mettisk statusupdate

Jeg sidder her og overspringshandler, fordi jeg skal forberede mig til Svenska Dövas Riksförbunds årskongres i Malmö i morgen – som DDL repræsentant. For et par weekender siden var jeg i Norge, også i tjeneste for DDL, bare til den norske pendant, Norges Døveforbund. Det var hårdt at skulle aflæse norsk tegnsprog en hel weekend. Jeg tænkte, at det da var piece of cake – når en døv dansker og en døv nordmand taler på tomandshånd, så kan man jo sagtens bruge sit eget tegnsprog. Men det er løgn, især hvis man er ene danske tilhører i en større forsamling, hvor målgruppen er norske landsfæller. Så jeg gruer lidt for denne her weekend, fordi jeg er mindre habil ud i svenskt teckenspråk. Derfor forberedelse er nødvendig. Og at pakke. Midt i at jeg også har nogle andre opgaver ude af huset både i dag og i morgen. Så jeg har egentlig vildt travlt lige nu, men efter på mandag starter den meget rolige sæson. På mit arbejde er opgaverne ved at blive færre, da uddannelsessteder mv. begynder læseferie og folk generelt drosler ned for aktiviteterne. Så er der tid til at arbejde meget indgående med HR, så vi er klar til den nye semester – et for mig ret nyt område, men det er spændende at kombinere det med IT og kommunikation. Og som en del af virksomhedens overordnede strategi. Nå, men nu skal jeg forberede mig. Ud over at læse arbejdsprogrammet, skal jeg også kigge forbi det svenske døveblads ganske udmærkede site Dövas Tidning. Kender Niklas og Tomas, der redigerer det – de har virkelig fået gang i udviklingen. I øvrigt har nogle af knægtene fra vores kontorfællesskab N26 lige lanceret et dansk nyhedssite for døveverdenen ved navn Arne.fm. Tjek det ud – Tolketid har i øvrigt en annonce der, fordi vi altid gerne støtter seje, nytænkende initiativer i døveverdenen!