Elsker dælme mit kontor. Smukke parketgulve, stuk i loftet, godt selskab. Og det skader jo ikke, at der er et visuelt lækkert indtryk. I dag har jeg dog lukket alle døre rundt omkring – tændt levende lys, forsynet mig med kaffe og vand. Lavet alle de rituelle handlinger, jeg overhovedet har kunnet finde på for at skabe ro og rum til opgaveskrivning. Det skranter stadig, men jeg er sikker på, jeg nok finder flowet. Mit miniprojekt i SF23 skal afleveres på onsdag, så mon ikke nød lærer nøgen kvinde at spinde? Regner med at mure mig inde her hele weekenden som behageligt alternativ til læsesalen. Der er mad i køleskabet og Nørrebrogade myldrer lige udenfor.

Den sidste torsdag hver måned afholder vi en gratis introduktionsaften i tegnsprog i København. Det er udformet som et fyraftensmøde, hvor der er kaffe og te på kanden, og alle nysgerrige kan komme og møde Torsten og mig på Nørrebrogade og få par bevingede ord med på vejen omkring tegnsprog og døvekultur – og så ellers få hænderne op i en rasende fart. Eller… man lærer i hvert fald at sige hej, farvel, de mest almindelige høfligheder – alfabetet, tallene og hverdagstegn samt hører om hvad tegnnavne er. I dag kom der 12 personer forbi vores nye lokaler. Og hvor er det bare fedt at se, hvordan alle synes, det er spændende. Og vi får typisk tilmeldinger til vores kurser derigennem. Folk skal jo lige først snuse til konceptet. De, der kommer til vores kurser, har helt vidt forskellige baggrunde. Alt fra ejere af strikbutikker til sportstrænere og audiologopæd-studerende, alle sammen har vores kursister mødt døve på den ene måde, nogen kender allerede døve, f.eks. fra studiet, familiemedlemmer, og andre er bare fascinerede af tegnsprog. Der er unge, ældre, kvinder og mænd – sidstnævnte ofte hevet med af en kvinde. Jeg husker stadig da min tante hev min onkel med på tegnsprogskursus, da jeg var lille. Kort efter hev hun ham ud af kurset igen. “Det havde nær kostet mig min mand” sagde hun; en af de andre piger på holdet havde nemlig foreslået min onkel, at de “skulle øve tegnsprog sammen”. Sjov historie. Der er potentiale i tegnsprog! Alle kommer, fordi de har lyst til at lære tegnsprog. Det er skønt – ikke noget med at være “tvunget” fordi man skal kunne kommunikere med fx. sit barn, men fordi man synes det er interessant. Jeg synes jeg er priviligeret – at kunne bevidne det. Og jeg er helt sikker på, at det er den rette vej til en holdningsændring til tegnsprog fra at være noget “man gør i mangel på bedre” til at tegnsprog er et levende og fascinerende sprog, som alle, og jeg mener ALLE kan få glæde af på den ene eller anden måde. Lyder det fristende? Så hop endelig på næste omgang den 15. december – så giver jeg kaffen og måske endda en brunkage!

Så er jeg på det der Bloglovin. Må indrømme, at det er sket cirka 6000 år senere end alle andre. Og jeg har fået besked på af sitet at indsætte det her: Follow my blog with Bloglovin i et random indlæg. Vistnok. Som så sagt, så gjort. Om det virker, aner jeg ikke – men nu prøver vi. Nej, det virker ikke. Hjælp. Og kan man finde andet end modeblogs derinde? Forstår ikke, hvorfor der kun dukker modeblogs op på startsiden. Måske Bloglovin er et site for modeblog-addicts? Jeg savner Blogbot. Et “hub” hvor man for cirka 8000 år siden kunne finde nye, spændende blogs at følge – og det kunne jeg i hvert fald finde ud af.

For første gang i mit liv har jeg mødt døden. I modsætning til mange jeg kender, har jeg haft alle fire bedsteforældre. Indtil i går. Min farfar sov stille ind, mens vi var på vej til Århus for at se ham en sidste gang. Det gik den vej, og det var vi forberedt på, og der er jo heller ingen, der lissom har overlevet døden. Men jeg var så ikke forberedt på at se ham, og det kom jeg til. Aldrig før har jeg set nogen døde, så tanken skræmte mig, også selv om det jo bare var farfar. Det var smukt og stadig lidt skræmmende at se ham, fordi han så meget gammel ud – den sidste tid havde han knap nok spist, og det tærede på ham. Ham, der ellers var frisk, humoristisk og fuld af liv. Og hans bemærkninger vil jeg sent glemme. F.eks. hans humor omkring døden. Fx da vores oldemor blev 80, og familen diskuterede gaver – så kom det fra ham: “Det skal jo helst være noget, vi kan bruge bagefter!” og i forbindelse med hans bekendtes begravelser (når man er så gammel, må man jo strege en hel del ud i telefonbogen) så sagde han: “Hvorfor skulle jeg med? De tager jo heller ikke med til min!” Nu var han ikke grov – det var bare hans humor. Er det noget at sige til, at jeg leder efter en med samme sarkastiske humor, og at de ikke ligefrem hænger på træerne? Nå, men han kommer ikke til at sige meget sjov mere. For han døde i går kl. 10.58. Min far, søster og jeg ankom et par timer efter. Så lå han der, var gullig i huden, meget tynd og død. Ved siden af ham, på natbordet, stod der et billede af ham som flot ung soldat, fra dengang han mødte farmor i starten af 50′erne. Ved starten af hans liv. Og der lå han, ved siden af, ved livets afslutning. Det var et meget stærkt billede, som stadig står tydeligt i mit hovede. Heldigvis døde han hjemme med min farmor, hans kone gennem 58 år, ved sin side. Det er faktisk fantastisk, når man tænker over det – de har holdt sammen hele livet. Og han havde det godt lige til det sidste, han sad og grillede sine bøffer på Weber-grillen for et par uger siden. Det var kun de sidste uger, hvor det for alvor gik ned af bakke. Han var bestemt frisk i hovedet, det var bare kroppen, der sagde stop til sidst. Min farmor ville så gerne beholde ham hos sig, og det kan jeg jo godt forstå. Så specielt hun skal gennem en svær tid uden sin Ejvind. Men jeg håber, hun vil tænke på alle de gode stunder de havde sammen. Han blev 83 år gammel. Og skal begraves næste lørdag. Og selvfølgelig kommer jeg… selvom han ikke kommer med til min! Og til slut vil jeg vise et yndlingsbillede fra min farmors 75 års fødselsdag, der har prydet mit køleskab. Billedet er coveret på et kort med en fødselsdagssamg til farmor:

Hvil i fred, Erik Ejvind!