Den sidste torsdag hver måned afholder vi en gratis introduktionsaften i tegnsprog i København. Det er udformet som et fyraftensmøde, hvor der er kaffe og te på kanden, og alle nysgerrige kan komme og møde Torsten og mig på Nørrebrogade og få par bevingede ord med på vejen omkring tegnsprog og døvekultur – og så ellers få hænderne op i en rasende fart. Eller… man lærer i hvert fald at sige hej, farvel, de mest almindelige høfligheder – alfabetet, tallene og hverdagstegn samt hører om hvad tegnnavne er. I dag kom der 12 personer forbi vores nye lokaler. Og hvor er det bare fedt at se, hvordan alle synes, det er spændende. Og vi får typisk tilmeldinger til vores kurser derigennem. Folk skal jo lige først snuse til konceptet. De, der kommer til vores kurser, har helt vidt forskellige baggrunde. Alt fra ejere af strikbutikker til sportstrænere og audiologopæd-studerende, alle sammen har vores kursister mødt døve på den ene måde, nogen kender allerede døve, f.eks. fra studiet, familiemedlemmer, og andre er bare fascinerede af tegnsprog. Der er unge, ældre, kvinder og mænd – sidstnævnte ofte hevet med af en kvinde. Jeg husker stadig da min tante hev min onkel med på tegnsprogskursus, da jeg var lille. Kort efter hev hun ham ud af kurset igen. “Det havde nær kostet mig min mand” sagde hun; en af de andre piger på holdet havde nemlig foreslået min onkel, at de “skulle øve tegnsprog sammen”. Sjov historie. Der er potentiale i tegnsprog! Alle kommer, fordi de har lyst til at lære tegnsprog. Det er skønt – ikke noget med at være “tvunget” fordi man skal kunne kommunikere med fx. sit barn, men fordi man synes det er interessant. Jeg synes jeg er priviligeret – at kunne bevidne det. Og jeg er helt sikker på, at det er den rette vej til en holdningsændring til tegnsprog fra at være noget “man gør i mangel på bedre” til at tegnsprog er et levende og fascinerende sprog, som alle, og jeg mener ALLE kan få glæde af på den ene eller anden måde. Lyder det fristende? Så hop endelig på næste omgang den 15. december – så giver jeg kaffen og måske endda en brunkage!