Nytårsforsætter er jo tilsyneladende ikke længere særlig seje, men jeg kan ikke lade være med at revurdere hvad jeg har gang i, når der startes på et spritnyt, uberørt år. Ligesom jeg elsker spritnye, uberørte kalendre og derfor ærgrer mig over, at jeg har flyttet alle mine kalenderaftaler til det digitale, men det er nu engang det, der er mest praktisk for mig. Nå, men jeg har så aftalt med mig selv, at jeg skal leve noget mere i 2012. Blive bedre til at sætte pris på skønhed og kvalitet. Jeg elsker virkelig hvad jeg laver og jeg glæder mig til at arbejde hver dag. Men jeg skal også huske at have noget fritid. I 2012 vil vil jeg elske mere, give og få meget mere kærlighed, dyrke venskaber og familie, huske dem, der betyder noget for mig, og så vil jeg rejse mere. Ud og udforske spændende destinationer, man skal ikke blive alt for magelig. Små weekendture, solrejser, måske noget motionsferie. For hvad magelighed angår, skal jeg nemlig også træne og motionere mere i 2012. Der er jo selvfølgelig et lag julespæk, der skal skrælles af med hård hånd, men det er også for at få det bedre med min egen krop og kunne nyde mere. Jeg har ikke lyst til at tælle kalorier – kun lidt, men også at bevæge mig mere. Det må jo være sundt for sjælen. Og endelig vil jeg selvklart fortsat køre videre med karrieren, det er klart, jeg brænder for det jeg laver, men samtidig bliver min vigtigste regel i 2012: Jeg skal huske mig selv. Hver eneste dag.

Det er søndag aften og roen sænker sig over casa Mettisma. Det har været nogle temmelige hektiske uger, de seneste uger. Der var en flytning til nye lokaler, min farfar gik bort, jeg skrev en eksamensopgave, jeg har været til bestyrelsesweekend, der har været to omgange ansættelsessamtaler og dertil hørende kontraktforhandlinger, opstart af nyt kursus, en social innovation workshop, en masse fremtidsplaner, et banklån, en stjålen cykel, en ny cykel, en skøn 30 års fødselsdag i casa Mettisma og så en julefrokost dagen efter. Jeg var godt nok smadret til sidst – dvs. i går aftes. Sov dejligt længe i morges og cyklede til Lyngby til familie-frokost og hjem igen. Og nu synes jeg at kunne skue ud mod den anden halvdel af december, der er forholdsvis fredelig – der er lidt mere kontraktforhandling, en julefrokost med holdet, eksamensprojekt med aflevering den 21, juleaften og nytårsaften. Nu skal jeg nok se at begynde at tage eksamensprojektet alvorligt, det er også startskuddet til min speciale, som jeg vil i gang med til marts. I mellemtiden kan jeg give den gas med StreetSigners – og jeg håber meget, at der bliver mulighed for at rejse langt væk et par uger, enten i løbet af de første 2 uger af januar eller så op mod marts. Har godtnok ikke nogen rejsemakker lige nu, men fik et forslag om en tur til Costa Rica – men pengepungen ville nok være gladere for 2 uger på langs på en thailandsk strand. Det kunne altså være skønt. Mm. Det at drømme… det er dejligt, at man har tid til at drømme – det kan faktisk godt blive for hæsblæsende til at man overhovedet kan sætte sig ned og bare dagdrømme ud i det blå. Håber I har det godt derude!

Så er jeg blevet rasende forkølet. Jeg ligner hende der damen for reklamen for høfeber. Hende, der gisper som en fisk, der er hevet op på land. Og med rød næse og et åndet udtryk i ansigtet. Hver eneste gang jeg bliver forkølet, så tænker jeg, at jeg må blogge billedet af hende. Og så kan jeg aldrig finde det. Nå, men I må visualisere scenariet i stedet. Og jeg må huske at tage et billede med min iPhone, næste gang jeg støder ind i hende damen ved et busstoppested. Nu er der hermetisk lukket for smagssansen. Det passer ganske fremragende med at jeg er blevet alt for rund og mild, så jeg skal på en kur bestående af vand og brød de næste uger. Hov, brød? Nej. Væk med det. No carb diet. Nu kan jeg jo alligevel ikke smage, så jeg kan i dag lige så godt spise alt det kedelige, sunde, der mætter – men som ikke giver nogen form for instant pleasure. Som sagt så gjort. Bortset fra en flødebolle hos min søster i eftermiddags, som jeg kunne lugte, og dermed også gav mig selv lov til at spise. Høhø. Min logik. Nogle gange griner jeg af mig selv over hvor håbløs jeg er. Nå, en flødebolle om dagen holder da lægen fra døren. Men hold da op, hvor er smagssansen egentlig vigtig. I dag ryddede jeg op i mine billeder på computeren og cirka halvdelen af dem var mad- og kagebilleder. Hov, det må sige noget om mig. Eller også er jeg bare den af sociale medier fremdyrkede type, der altid tager billeder af sin mad? Torsten og jeg sad i hvert fald og knipsede som to begejstrede freaks med vores respektive iPhones over den grød vi spiste på sidste uge. Så jeg må da ikke være den eneste med den trang. Men mad fylder godt nok meget hos mig. Nå men her til aften drikker jeg grøn te med en skive frisk ingefær, helt uden sukker, og føler mig helt dejligt helseagtig oven på dagens mådehold og en rygende varm skål jordskokkesuppe.