I går omorganiserede jeg mine apps. Jeg hev dem ud af mine sirligt ordnede mapper og ordnede dem efter farve. Jeg har flest blå apps kunne jeg med det samme konstatere. Og så har jeg grønne, sorte, hvide og orange apps. Flere lyserøde, tak! Så dejligt tøsenørdet. Jeg blev så grebet af at farveordne, at jeg faktisk også greb mig selv i at farveordne mine med-cyklister på cykelstien her til morgen. De fleste danskere er sorte eller brune.
Dejligt med en 100% stener-dag i går. Den endte hyggeligt med søster, saftevand, risengrød og tøsefilm. Så i dag har jeg enorme moralske tømmermænd og kvaler efter en totalt ineffektiv dag, hvor størstedelen blev tilbragt på sofaen. Vågnede behæftet med dårlig samvittighed; over den manglende læsning, den endnu uløste freelanceopgave, de ubesvarede mails, det jeg ikke fik løbet og motioneret i løbet af weekenden. Men screw it, denne uge starter dejligt med en god, efterårsagtig spadseretur om søerne med en veninde (noget som jeg ikke burde have foreslået, jeg burde virkelig læse resten af artiklerne til i dag i stedet) inden den står på at blive gennemheglet ude på ITU. For et par semestre siden var fagene bygget sådan op, at der var 2 forelæsningstimer og så 2 øvelsestimer. Så det var lidt let at snige sig væk, når der kom øvelsestimer, for jeg hader jo gruppearbejde – men nu er konceptet jo blevet ændret således, at man aldrig ved, hvornår der er forelæsning, og hvornår man bliver tvunget til at gruppearbejde og dermed tage stilling til faglige ting overfor fremmede mennesker, som man knap nok kan kommunikere med. Anyway – jeg regner med at komme ind i rytmen igen, for denne uge skal jeg kun socialisere mandag og tirsdag aften, resten af tiden og weekenden med skal jeg læse, læse og atter læse. Ja, velkommen til den studerendes verden af kronisk dårlig samvittighed!
Ikke ret tit, hvis du spørger mig. Jeg har brugt over en time i dag på at rydde op i mine “unsorted bookmarks” på Firefox, og jeg er endnu ikke færdig med at gennemtrawle alle mulige relevante og irrelevante links. Nu er jeg gået i gang med at putte dem i mapper som Studie, Faglige websites, E-learning, Diverse, Shopping… det er meget rart at sætte ting i system og struktur. Kan mærke, at jeg er ved at gøre klar til studiestart den 29. august. Der skulle jeg gerne have orden i alt det, som lige nu ligger lidt hist og pist og flyder. Til den tid har jeg et fint, gennemprøvet system, så jeg nemt og hurtigt kan bruge Internettets fortræffeligheder… tror jeg nok. Har på fornemmelsen, at der garanteret findes et eller andet smart link-delings-program et eller andet sted. Men nævn ikke del.icio.us for mig. Det kan jeg overhovedet ikke arbejde med – og heller ikke det der med wikis. Jeg er vist ved at være lidt eftermiddagstræt nu, så må hellere ud i Hubbens køkken og lave en kop Nescafe – til noget chokolade, så jeg kan holde mig kørende et par timer til på sofaen (ja, sådan en har vi også) inden den står på fødselsdag i aften. Dejligt med noget offline oven på alt det der med online oprydning, organisering og strukturering… som på en eller anden måde næsten er fuldstændig legitime overspringshandlinger inden studiestart.
Mine bloggingsessions er pt. lige så sporadiske som mine træningssessions. Selv bageriet foregår helt tilfældigt. Men alligevel er der masser at lave. Gad vide, hvor sådan noget tid egentlig havner hen? Det er nogle gange lidt ubegribeligt. I dag agter jeg at gøre hytten ren og pæn – så næste uge forhåbentlig kan blive mere struktureret hvad alting angår. Jeg er også ved at gøre mig mentalt klar til en ny semester på ITU. Denne semester har jeg ikke praktikken at passe, så jeg har kun studiet, DDL og StreetSigners at passe. Måske også meget godt. Så kan man jo bruge tid på noget så low-key som bare at kigge ud i luften. Eller at shoppe og tjekke efterårsvarerne ud – uden at købe noget. Kun lidt da. I går fik jeg købt en fin, mørkeblå Marc Jacobs case til min iPhone – godt nok lidt for sent, for jeg nåede i mellemtiden at smadre forsiden af min telefon ned mod noget betongulv. En meget traumatisk oplevelse for telefonen og især for mig. Heldigvis kan sådan noget fikses for et mindre beløb hos en lokal telefonpusher, så det står også på to-do listen. Hej hej.
Mener hun det virkelig, var min første tanke, da jeg læste Sørine Gotfredsens kronik i Berlingske. En kronik, der handler om ham den der væmmelige, hvis navn jeg egentlig ikke har lyst til at nævne, fordi det jo er det han vil – få omtale oven på sine umenneskelige gerninger. Nåmen damen snakker om hvor mandens had stammer fra, om ideologi og multukulturalisme, om “den pæne fløj”s forherligelse af kulturel mangfoldighed, om at islamisk og kristen kultur altid har haft vanskelige vilkår for at sameksistere fredeligt. Jeg læser kronikken som, at hun mener, det er naivt af “den pæne fløj” at tro på og argumentere for, at religioner, hudfarver og kulturer overhovedet kan leve fredeligt sammen. Og så kom jeg til at tænke på mit indtryk af Sydafrika. Og der priste jeg mig virkelig lykkelig for, at jeg ikke lever i et samfund som deres. Fra 1948-1994 lykkedes det rent faktisk den sydafrikanske regering at adskille racer – og hvor den ene race (de hvide) fik alt det gode, og den anden race måtte tage til takke med det ringere. I dag er Sydafrika stadig præget af apartheid. Mange sorte har ingen uddannelse, arbejdsløsheden er høj – og mange lever i dyb fattigdom og kriminalitet i deres egne områder, hvor ingen hvide tør komme. Hvide sydafrikanere er bedre uddannede, mange er rige, og de bor også for sig selv i hvide kvartere med (sorte) vagter og værn mod kriminalitet. Vi boede på et hotel ved vandet, i et turistområde, hvor kun hvide kom. De eneste sorte var dem, der arbejdede på stranden. Mange hvide havde store hunde – mon ikke sådan nogle krapyler er ganske effektive våben? Mod at blive overfaldet og bestjålet. Jeg mødte en (pakistansk) sydafrikaner, der talte meget dårligt om de sorte – om at de var farlige. Han var blevet overfaldet et par gange. Jeg havde alligevel det dårligt over hans udtalelser. Vold og røverier blev vi advaret så meget mod, at vi blev bange for at gå ud. Al transport i taxa, aldrig gå alene, hold jer inde efter mørkets frembrud og så videre. Og det var væmmeligt. Ud mod slutningen af vores ophold tænkte vi, at det må have været overdrevet – en frygt, der holdt os fra at bevæge os ud over bestemt afmarkerede områder. Så tog vi på marked inde i centrum, hvor der så kun, og jeg siger kun var sorte sydafrikanere. Vi var ret nervøse og havde sørget for ikke at have noget af værdi på os. Folk kiggede da også på os. Meget. Hvad er det for nogle, der bevæger sig mellem os? Jeg fik også talt kort med en sort sydafrikaner, men nåede desværre ikke at få hans version af sagen. Så mit indtryk af Sydafrika var, at mange sorte lever i fattigdom, kriminalitet og uden uddannelse, hvilket skyldes regeringens politik gennem mange år – og at hvide forskanser sig i afsikrede områder, hvor de ikke risikerer at blive angrebet. Adskillelse af mennesker. Vilkår, der umuliggør fredelig sameksistens side om side med respekt for forskelligheder. Er det virkelig sådan et samfund vi ønsker os? Jeg ved godt hvad jeg tror på. Respekt, ligeværd og tro på det bedste i andre mennesker. Og nu vil jeg ud og trave en god, lang tur – alene – uden at frygte noget som helst.