Hjemve – lidt blues og tanker

I gamle dage, dengang jeg var barn, så skete der ind i mellem, at jeg blev ramt af hjemve. Når jeg var på koloni med en masse andre børn og voksne. Jeg kan godt huske den følelse, jeg havde. Jeg ville kun have min mor, og jeg ville hjem NU, og ikke være blandt alle de her semi-fremmede mennesker, og slet ikke sove alene. Alt var fremmed! Og når man så skulle sove, var man det eneste lille menneske i mørket. Ingen rar følelse. 

Den følelse har jeg lige nu, omend i en anden, mere voksen form. Jeg har det som om, at 2 uger i udlandet er fint til mig, 3 uger er for lang tid for mig. Specielt når det er alene. Min rejsemakker og jeg fulgtes nogle dage, men vores spor er gået fra hinanden igen. Og jeg orker ikke rigtig være opsøgende og møde nye. Alle her er også oftest par. 

Jeg er også nået til den fase på ferien, hvor jeg ikke rigtig magter at tage stilling til flere nye ting, men heller ikke rigtig at blive hængende. Alt er varmt. Der er ingen vind. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal det ene eller det andet. Det var svært at bestemme mig for næste destination i Ko Mook. Ko Kradan, Ko Ngai og Ko Jum var i tankerne, men så bestemte jeg mig for bare følge makkeren trop til Phi Phi, dog alene, på en naturresort langt fra booze-hood. Phi Phi har også rolige steder, omend jeg er pinligt bevidst om at også vi belaster øen. Men nu hvor jeg er her, var Viking Nature resort et ret heldigt valg, her er fantastisk smukt og skønt, specielt hvis man er her sammen med en eller flere, man holder af!

Men en strand er en strand er en strand. En butik er en butik er en butik. En restaurant er en restaurant er en restaurant, og så fremdeles. Det eneste nye jeg laver nu er at snorkle og gå tur. Ellers er der bare hængekøje og læsning med udsigt til alt det fantastisk smukke. Min mave er blevet meget vred, så kræfterne er lidt sølle. Toilettet skal være tæt på, hvis nu kummen trænger til en grundig gang sprøjtelakering (TMI? I know) hvilket den tit gør. Det gode er, at jeg allerede har fået smidt flere kilo, og de kommer IKKE på igen!

Fire dage til søndag. Må bare sørge for en masse tan, smide flere kg og læse mere.

Når jeg kommer hjem til Danmark, skal jeg tilbage til Berlin tre dage efter. Men vil gerne udskyde afgang og blive i Danmark nogle dage mere, da sommerhuset skal ses efter. Er alt groet til? Og der er mange møder og interviews der skal klares. Lige nu har jeg det lidt sådan, at alt det jeg laver, faktisk er relateret til Danmark. LOUD, det nye webmagasin til døve/hørehæmmede er dansk funderet. De kunder jeg har, er danske. Jeg skal også finde nye kunder. Jeg ved nu rimelig præcist hvad jeg vil, jeg har fået styr på hvad det tænder mig professionelt, men jeg skal bare arbejde mere strategisk, så det holder langsigtet. 

Måske det er hjemveen, der taler, men… Ja, jeg sidder i troperne og savner faktisk mit eget voksenliv. Min egen lejlighed, mit sommerhus. At komme et sted med et ordentligt arbejdsbord, en ergonomisk korrekt stol og en arbejdsvenlig computer. I en atmosfære af andre, der tager deres professionelle liv alvorligt, står op til fast tid og får udrettet resultater. Savner kolleger lidt. 

Familie og venner tæt på. Fast indtægt, og min bil (som jeg har solgt). Og en fast kæreste også. Tosomhed, det er det, jeg så tydeligt kan se, jeg slet ikke har. Den her rejse har kun handlet om mig, mig og mig, og jeg er udadtil cool med at spise aftensmad alene. Men mad og oplevelser er jo bedst når de deles! Og kæresten, han skal helst skal være dansk, faktisk. Hvor og hvordan jeg støver ham op, har jeg dog ingen planer for, det er en af de få virkeligt ukontrollable elementer i mit liv. Men jeg har fundet ud af hvor dansk jeg i bund og grund er. Med lidt udlængsel ind i mellem, og det er også helt fint.

Jeg har faret rundt som en eller anden 25 årig de seneste fem måneder, bare mig selv vs verden, intet fast sted at bo, med skiftende arbejdstider, med mit normale netværk langt væk. Dog er Berlin tættere på end San Francisco og Thailand. De seneste fem måneder har jeg været meget opsøgende, mødt mange nye mennesker, set mange nye steder, prøvet nye rutiner og ikke mindst stået og manglet rutiner så meget, at de er blevet savnet. 

Jeg er klar til at gå all in med LOUD og opgaverne for øvrige kunder. Der er ikke plads til andre projekter og samarbejder, såfremt fokus skal holdes, og det skal det. Så måske tilbyder Berlin, eller udlandet, mig ikke det jeg søger, lige nu. Da jeg tog ud, var det en blanding af – nu udlever jeg den drøm! Og lidt en flugt væk fra et liv, jeg dengang var låst lidt fast i, og jeg ikke havde lyst til bare at sidde derhjemme. Men nu er jeg fri. Vil jeg så blive i udlandet, når jeg er ved at bygge noget dansk op? Hvem flygter jeg da fra? Mig selv?

Jeg vil skyde på at alt derhjemme fuldstændig ligner sig selv, og at det ikke er det vilde, jeg er gået glip af. Mange jeg kender, har måske ikke engang prøvet at springe ud i så dybt vand efter de 30 år. De har deres liv, rutiner etc. Rutiner er selvfølgelig kedelige ind i mellem, at stå op klokken lort, og det er mørkt udenfor. Men så nyder man mere de stille morgener og det at have fri. Og hverdagene er nu engang dem, vi har flest af. 

Men så har jeg lært, hvor tæt på udlandet faktisk er! Hvor nemt det er at hoppe på en flyver og være i et andet land kort tid efter. Eller man kan gå på opdagelse derhjemme og være lige så opsøgende, som man var i udlandet.

Så det er her slået mig, at jeg faktisk har haft ret godt styr på mit liv, fast indtægt og diverse privilegier, og det hele har jeg så lagt til side for at udleve en gammel drøm om at bo og leve i et andet land. Men dét er nok bedst, når man rent faktisk har en mission i det pågældende land.

Jeg synes ikke, at noget som helst af det jeg har lavet, har været forgæves. Jeg har fået en meget god fornemmelse for hvad jeg gerne vil professionelt og privat. Er typen, der har det fint med at gå fra kaos til orden… og måske igen skabe lidt kaos, for så at rede ud igen. Det kan kun gøre en stærkere. Men måske jeg har haft nok kaos, fået udlevet ting, og nu skal jeg begynde at sigte efter noget lidt mere langsigtet orden? Være en mindre løstgående missil? 

Det lille barn, jeg var dengang, er jeg stadig. Jeg samler ikke min energi ved at fare vildt rundt i det ukendte. Jeg kan godt lide at være på koloni, og ferie for den sags skyld, men det er altid bedst derhjemme. 
Om det er ferien og varmen og maven, taler, ved jeg ikke, det finder jeg ud af. Det blev et meget personligt indlæg. Men nogen gange er det også ok at dele af sig selv. Måske andre endda kan bruge det til noget.

Uanset hvad, så finder jeg en løsning. Det gør jeg altid. 

Og det gør alle, i øvrigt. Hvis du selv skulle være forvirret, altså.

Et indlæg om kort garn

Lige nu har jeg kort hår. I klassisk, dansk leverpostej. Men nu skal garnet gros ud til en minimumslængde, hvor det kan snos og flettes. Jeg kan godt lide tanken om at være startet fra scratch. Mit hår er født juli 2015.

Jeg har købt lidt spænder og hårbånd for at føle mig lidt mere piget i processen. For det er det,  jeg savner allermest ved det længere hår! Jeg skal dog have håret mere opsat end løsthængende, for jeg dur ikke til flagrende gardiner rundt omkring face sådan til hverdag.

Men der er stadig positive og negative faktorer – her er mine bud:

Go:

  • Tørrer på 3 minutter, klar på 4 minutter
  • Komplimentet om at det klæder mit ansigt
  • Man er ikke bange for håret slides i stykker
  • Vådt hår hver dag = mere frisk ud af bad
  • Håret flagrer ikke ind foran øjnene
  • Min egen naturlige hårfarve
  • Variationsmuligheder med voks
  • Folk reagerer på mig på en lidt anden måde

No:

  • Komplinærmelsen (!) “Sikke en frisk frisure”
  • Man kan ikke samle håret i en hestehale
  • Svært at få lavet reflekser i håret
  • Mændene kigger ikke så meget
  • Man føler sig ufeminin nogen gange
  • Ret nederen at gro kort hår ud
  • Voks er blevet en livsvigtig accessorie
  • Dyrere at frekventere frisøren
Lige inden klip-klip sidste forår.
Lige inden klip-klip. Februar 2015.

 

Det affarvede look med vilde udgroninger. Men egentlig cool længde.
Affarvet look med udgroninger. Men egentlig cool længde. Juni.

 

Et eksempel på, hvor praktisk kort garn er oppe på en blæsende bjergtop!
Praktisk naturfarvet garn på blæsende bjergtop! December.

San Francisco

Om en lille måneds tid har jeg boet i Californien, the Golden State, i otte dage. Hos min veninde, der har haft en hverdag der i nogle år nu. Det er lidt uvirkeligt at skulle afsted, omend jeg glæder mig.  At bo i en by, hvor gadeskiltene viser navne som Divisadero og Embarcadero, omgivet af byer med spanskklingende navne som San Luis Obispo, San Diego, Los Angeles, Santa Barbara. Omkranset af staterne Mexico mod syd, Oregon mod nord og Nevada og Arizona mod øst. Staten der havde østrigfødte Arnold Schwarzenegger som guvernør. Det er lidt uvirkeligt, og jeg ved ikke helt, hvad det er, jeg går ind til. Har været i Californien før, og også i San Francisco, men det var tilbage i 2006. Dengang var jeg klar på at flytte til Californien, men det er først nu, ni år efter, at jeg gør det. Klimaet i Californien er jo en hel del varmere end det herhjemme, og vintertøjet kommer jeg derfor til at lade til at blive herhjemme. Ikke noget med at gramse på det lækre uld, der er i butikkerne lige nu. Jeg er klar, og jeg glæder mig. Det bliver dejligt at bo og leve et sted, hvor det lunere klima er naturligt. Hvor der sydpå er svajende palmer langs vejene og folk cruiser rundt i åbne biler. I 33 år har jeg levet med Gajol-vejr, fordi det nu engang er sådan, konceptet bag at leve i Danmark er. Vi brokker os over vejret hele tiden, men vi accepterer det. Nu skal jeg prøve et helt andet klima, i en by med nogle andre navne, et andet sprog; og ikke mindst en hel masse nye mennesker.

Point of no return

Skærmbillede 2015-09-17 kl. 21.59.41

Så er boligsituationen herhjemme ved at være fikset, således at jeg faktisk er planlagt til først at kunne vende næsen hjemad medio juni 2016! Shit, så er der jo ingen vej tilbage. Hvis jeg ender med stortudende at komme hjem før tid, så bliver det noget med at bo hos mor eller far. Eller i sommerhus. Med mindre jeg også lejer det ud, hvilket faktisk ville være det allermest fornuftige. Men her har jeg ikke lagt nogen slagplan.

Så hvad jeg skal lave fra november 2015 til juni 2016, det er i alt 7 måneder af mit liv, som jeg slet ikke har nogen som helst plan for. Og faktisk ikke resten af mit liv. Alt står åbent. Jeg har stadig ikke lagt nogen slagplan for, hvordan jeg skal tjene til dagen og vejen. Jeg er blevet endnu lunere på tanken om at skrive en bog, og jeg ved lige præcis, hvad den skal handle om, og hvordan jeg skal gribe processen an. Det kan jeg snildt smide et par måneder efter.

Men nu tror jeg ikke, at der er så meget andet at gøre end at afslutte projekterne herhjemme, pakke en lille vadsæk og spadsere ud i den store, vide verden. Med computeren under armen. Måske skulle jeg bruge nogen tid på at blive dygtig til at fotografere. Har altid beundret smukke billeder, men aldrig set mig selv som visuelt kreativ. Fikse websites vil jeg også lære. Og jeg går meget op i helheder og at ting tager sig godt ud. Så måske… måske ikke…

Små projekter. Store projekter. Ideerne står i kø.  Og jeg vil nyde processen.

Tid er en luksus for nogen – og nu har jeg valgt tid til. Penge er noget, der kommer og går. Tid er også noget, der kommer og går – men man får i modsætning til penge ikke mere, når man først har brugt tiden. Shit, det er godt nok tidligt med den midtvejskrise, hva? Evigt rastløs. Måske?

Men jeg ser også det som en sund mulighed for at stoppe op. Og nyde udsigten.

Nogle gange må man godt indrømme at man er nervøs…

Om en måned og ti dage skal jeg afsted til San Francisco.

Der er en million ting, der skal på plads inden afgang. Mine opgaver på arbejde skal rundes af, der skal overleveres og struktureres og siges farvel. Mit sommerhus skal sættes i stand, således at det KAN lejes ud. Lige nu mangler jeg kun at få installeret nedløbsrør (hjælp!) og at få toilettet shinet op, så kan jeg være bekendt at tage penge for udlejning. Det gør jo ikke noget, at hytten tjener sig selv hjem. Min lejlighed skal jeg også have afhændet mens jeg er ude og rejse. Bilen skal sælges. Vennerne skal jeg sige ordentligt farvel til. Jeg glæder mig meget til at komme afsted, til at opleve en helt ny kultur, et nyt land, et lunere (tak!) klima og nye mennesker.

Men samtidig er jeg i glimt også helt vildt hammer-røv-nervøs. Kommer jeg til at savne min faste base? Mine fortrolige mennesker? Kan jeg undvære det sommerhus, jeg har lagt så meget hjerteblod i de senere måneder (og som er blevet en fantastisk lille perle, mere herom senere). Er jeg vanvittig? Hvordan overlever man egentlig økonomisk at quitte sit job og tage til udlandet i nogle måneder, måske endda mere end et halvt år? Endnu har jeg ikke fået lavet nogen faste aftaler med kunder eller potentielle kunder. Men et par kaffe-dates er i støbeskeen.

Herhjemme har vi det her super sociale sikkerhedsnet, hvilket gør det meget fordelagtigt at være dansker. Betaler man til A-kassen er man berettiget til dagpenge. Ellers kan man få kontanthjælp. Det kræver man opbruger sin hele formue dog. Man skal virkelig være meget ude og skide for at det bliver slemt for alvor. Jeg kan sagtens leve på en sten, det har jeg gjort før, og jeg har også smadret min opsparing før og kommet heldigt ud af det. Og tænk hvis man var flygtning… i det perspektiv er vi danskere meget, meget heldige!

Men samtidig er det med en vis bæven jeg tager afsted til Staterne – tænk, hvis jeg slet ikke finder nogen, der vil betale for mit arbejde som freelancer? Eller nogen, der vil ansætte mig? Jeg har jo ikke noget netværk derovre lige nu. Er det til at finde et rart job herhjemme, når man starter igen fra scratch? Tænk hvis man bliver fanget i det Dagpengeland, man hører frygtelige historier om?

Vi kvinder har det med at planlægge og lave checklister. Jeg er ingen undtagelse. Jeg sælger min bil, fordi den ikke bare skal stå imens jeg er ude – og fordi den alligevel er for lille i forhold til at have et sommerhus, hvor haven mere eller mindre er 50% norrøn jungle, og man derfor skal have en bil der kan udvides med jydekrog og trailer. Bil-salget skæpper til overlevelses-kassen. Sammen med lidt udlejning og diverse. Og så er der bare om at knokle for at finde min plads i verden som freelancer. Eller iværksætter. Eller en mellemting. Min force er, at jeg er personligt og fagligt ambitiøs, har prøvet at starte op før, og jeg kender faldgruberne.

SÅ der er vist bare op på den hest… og ud over stepperne!

Nye veje

Nogle gange kaster jeg mig ud i lettere vanvittige ting. Og nu kan jeg fortælle, at mit næste projekt bliver – at jeg har købt en flybillet for at sige hej til San Francisco  fra oktober-december. Forhåbentlig vil bekendtskabet med USA blive frugtbart og vare i hvert fald frem til sommer. Det betyder også, at jeg siger farvel til mine herlige kolleger og flyver videre jobmæssigt. Fra ultimo oktober er jeg helt min egen, så jeg er hermed åben og topmotiveret for nye idéer, samarbejder, projekter, freelancejobs, kaffe mv. Digital forretningsudvikling, kommunikation og almen journalistik – fang mig hvis du har noget på hjerte. Tænker også, jeg er frisk på et par nye projekter. Skrive en bog. Chille på hippiemåden. Whatever. Alt er muligt for den, der bærer viljen i hjertet – og med en solid wififorbindelse, naturligvis! ‪#‎yolo‬

At vejre morgenluft

Skærmbillede 2015-09-05 kl. 10.40.05

Ind i mellem skal man rydde op i sit liv og se hvad der fungerer og hvad man lige kan fikse.  Man skal også tillade sig at tænke store tanker og drømme – og måske endda køre lidt action på det. Sådan lige re-tænke sit liv.

Det er hvad jeg lige har rodet mig ud i, men jeg ved ikke helt, hvordan det skal formuleres. Jeg ved faktisk heller ikke helt hvad der skal ske.

Jeg fortæller det snart. Det kan jeg mærke. Ved at formulere det sådan lidt halvoffentligt, skubbes jeg lidt længere ud mod kanten. Sådan skal det være. Man skal bruge de tricks man kan for at komme i gang. Og så fik I lige lidt af en cliffhanger dér. Snedigt, ikke?

I’ll be back!

Ny ret

Mit nytårsforsæt (ja, jeg er sådan en) er at jeg i 2014 skal blive bedre til at rykke ved min comfortzone. Prøve noget nyt ind i mellem. En ny ret, en ny vej til arbejde, et nyt land, et nyt bekendtskab, en ny egenskab. I morgen aften prøver jeg en ny ret! At lave en ny ret er måske ingenting for mange, men for mig er det dælme stort. Mig, der skiftevis laver mine 10 faste, gennemprøvede retter. Jeg har tænkt mig at prøve denneher suppe af ovnristet selleri med hvidløg, som jeg har fundet ovre på Miras madblog. En spand suppe er den perfekte varme simreret, specielt, nu hvor vinteren åbenbart har tænkt sig at forsøge at gøre sin entré (kan man afbestille den – anyone?). Og så endda sundt og totalt uden kulhydrater. Jæs.

Sellerisuppe

Statusopdatering

Så havde jeg vist næsten glemt, at jeg har en blog. Den er mit forsømte barn, som jeg overhovedet ikke har fået nusset og plejet. Undskyld, blog. Men jeg synes, jeg har ligget vandret i luften nu efterhånden over en pænt lang periode. Jeg har ligesom blafret derudad på den horisontale måde næsten konstant. Åh, mit sprog er blevet næsten katastrofalt kedeligt. Men jeg synes, jeg er lovligt undskyldt med ti millioner bolde i luften. Og et arbejde, der ikke helt tillader at man skejer alt for meget ud med sproget. Og derfor glæder jeg mig til at trisse rundt i sokker i juleferien. Den starter på fredag og varer helt til 2014. Ingen udlandsrejse, ingen planer, bare noget med at fise rundt derhjemme, læse og gøre mit køkken- og vægprojekt færdigt. Casa Mettisma og især la cuisina Mettisma har i mellemtiden forvandlet sig til noget, der ligner et horehus i havsnød (lidt seje udtryk har man trods alt lært i mellemtiden). Og den miserable tilstand har mit lille udmyge hjem befundet sig i noget der ligner to-tre måneder, efter at jeg fik den fikse idé, at jeg var blevet træt af mit savsmuldstapet og mit køkken og begyndte at flå det hele fra hinanden. Og så kunne jeg ikke overskue projektet alligevel og skred fra det hele. Men det nakker jeg så i ferien. Og nu vil jeg hakke nogle to-do lister af og derved pleje nogle forsømte områder, nu hvor jeg har valgt at spendere en aften foran computeren i stedet for at splatte ud på den nær-døde måde på sofaen.

PS. Hallo. Er der overhovedet nogen, der fortsat læser med?

Hos frisøse!
Hos frisøse!

Homeoffice

Skærmbillede 2013-09-25 kl. 22.14.44

Så har jeg her til aften fået installeret en orn’lig syg motherfucker af en mega(i)Mac i casa Mettisma. Jeg har tidligere omtalt, at jeg på mit arbejde er gået over til den mørke side og konverteret til PC, fordi det nu engang er det mest funktionelle. Men herhjemme går jeg stadig Mac-vejen, fordi det stadig er noget lækkert kram, de laver. Og så havde Tegnstuen lige en i overskud, og når det er ens firma, er det jo faktisk tale om ens computer, så jeg har hevet dyret med hjem. Fin erstatning til min pensionsmodne MacBook fra 2008. Så nu sidder jeg forskanset bag mit stålgrå kontrolcenter og catcher op på verdens gang. Nu skal jeg så lige løse et nyt indretningsproblem, og det er, at dyret har taget cirka 75% af pladsen på mit spisebord, så det bliver svært med spisende gæster. Men jeg er aldrig gået af vejen for en god udfordring, så nu må vi se, hvordan det løses.