Hvad can. IT?

I dag spurgte min kollega mig, hvorfor jeg ikke var en ekspert i computere, nu hvor jeg havde den fine uddannelse som cand. IT. Jeg tør vædde på, at der er mange andre, der tænker det samme. Og svaret er nej, jeg er absolut ingen ekspert i computere. Der er mange selvbeanstaltede computerguruer, der er langt bedre til computere end mig. Min kandidatoverbygning på ITU har tre linjer, softwareudvikling, design/kommunikation og E-business (sidstnævnte er nu nedlagt til næste semester og overgået til CBS som cand. merc. IT) og os, der er uddannede i E-business kan noget med spændingsfeltet mellem IT og forretning. Vi har en god forståelse for IT og kan koble det til forretningsprocesser, alt fra IT-projektledelse til hvordan virksomheden håndterer interne og eksterne data. Vi ved noget om udviklingen, om tendenser indenfor IT og om markedsmekanismer. Men det er faktisk ikke os, der sidder og programmerer fx software, for det er der mange andre der kan, og ikke engang nødvendigvis i Danmark, men også i Polen, Indien og andre lande, hvor programmørerne er meget billigere – altså større konkurrencekraft. Til gengæld kan vi cand. IT’er formidle mellem dem og ledelsen. Jeg har en bachelor i medievidenskab/journalistik, så min personlige spidskompetence ligger i selve formidlingen. Nu er jeg via mit nye arbejde ved at udvikle kompetencerne, så jeg derudover får rigtig god forståelse for markedsmekanismer og kan koble dem sammen med hvordan virksomheder innoverer deres forretningsmodeller, så de matcher de rammer vi har i dag. Så det er sådan nogenlunde det, man kan bruge en cand. IT til på arbejdsmarkedet. Og det her var blot min egen faglige profil, man kan finde mange andre kandidater med hver deres bacheloruddannelse, interessefelt og kompetencer.

Året der g@k

Tid til at gøre status over 2012, og så endda i god tid. 2012 har været et lidt underligt år, hvor jeg måske også lidt forsvandt fra mig selv.

Året startede med at jeg skulle identificere mig selv som en 30-something. Når man er 30, skal man i følge den gængse hetero-norm have uddannelse, mand, børn og hus, bil og alt det der. Og så havde jeg ingen af delene. Meget langt fra, faktisk. Jeg skulle have afleveret mit speciale december 2011, hvis alt gik som det skulle, men jeg er kronisk forsinket med alting. Det er åbenbart bare mig.

Her ved udgangen af 2012 har jeg dog sat et stort, fedt flueben ved punktet “uddannelse” – godt nok et år forsinket, men nu er mit speciale afleveret. Når jeg er endeligt færdig med sidste eksamen i januar, er jeg officielt cand. IT.

2012 har været en hård nød at knække, fordi 2012 har også været året, hvor der rigtig kom gang i min virksomhed Tegnstuen, som har fået lavet en masse spændende aktiviteter. Vi flyttede ind i det fantastiske kontorfællesskab N26 på Nørrebrogade som både består af en lækker herskabslejlighed med højt til loftet på alle måder, et spændende miljø, god kaffe og med super kontorfæller.

De sidste 3 måneder af året har jeg dog været meget væk pga. specialet. Jeg har savnet N26. Og det har bekymret mig utrolig meget, at vi ikke har kunnet leve af Tegnstuen, så jeg har længe vidst, at jeg skulle finde et arbejde at leve af, da man ikke kan være på dagpenge og have en aktiv virksomhed samtidig.

Løsningen kom fra uventet kant i november, hvor jeg fik tilbudt en meget spændende stilling hos Tolketid.dk hvor driften for alvor starter den 1/1 og jeg har været med til at ansætte 4 medarbejdere i mellemtiden. Hæsblæsende!

Og det er så hele den kombinationen af bekymringer, specialeskrivning og opstart af 2 nye virksomheder, der har præget hele mit 2012, idet jeg har haft kronisk nagende samvittighed hele året. Den dårlige samvittighed er nu væk hvad specialets vedkommende angår. Sådan pist væk. Jeg er mere fri!

Nu handler det om at finde ud af en bæredygtig fremtid for Tegnstuen, for konceptet er helt fantastisk og så utrolig vigtig – vi synes det ville være helt ubærligt at lukke pga økonomi, fordi Tegnstuen udfylder en utrolig vigtig rolle, som måske ikke helt er kommunikeret nok ud. Det bliver målet for 2013. Samtidig med at jeg nu starter noget andet op, som har nogle helt andre betingelser.

Der skal kommunikeres meget mere i 2013. Både professionelt og privat!

Og det er så 2012s kronisk dårlige samvittighed og arbejdet med at eliminere den, der har fået mig lidt væk fra mig selv. Mine blogindlæg har været upersonlige og grænsende til det dødssyge. Jeg har virkelig arbejdet røven ud af bukserne hele 2012, på hamstermåden, og måske glemt mig selv lidt i farten.

Det har jeg her i slutningen af december kompenseret for. Nu har jeg holdt fri, sovet længe, gloet ind i væggen, drukket te og læst magasiner ad libitum, været til frisøren, fået massage, en ansigtsbehandling, datet, trænet, set mere til familien og vennerne, ryddet grundigt op, gået lange ture og andre mig-mig-mig tiltag.

Og jeg har lovet mig selv at være langt mere selvoptaget i 2013. Det bliver mit nytårsforsæt, som er lidt mere fleksibelt – men det går i grove træk ud på, at jeg skal genfinde en sund work/life-balance med fokus på life. At leve livet lidt mere!

Nå nok om mig. Hvad skal I gerne have styr på i 2013?

Speciale i hus

Jeg var oppe og forsvare mit speciale i torsdags. Og det gik helt overmåde godt. Jeg forlod eksamenslokalet med et stort smil og et klokkerent 12-tal. Det gik lidt tid, før det rigtig gik op for mig, at jeg slet ikke kunne have ønsket mig et bedre resultat. Helt klart de hårde måneder og alt sliddet værd. Jeg kan desværre ikke dele specialet, idet jeg har underskrevet en fortrolighedserklæring med casevirksomheden. Men jeg har overvejet at dele det, der kan deles, i form af diverse artikler. Håber jeg får tid og overskud til det her i julen, for jeg har siden hen haft rigtig travlt. Jeg har først nu haft tid til at blogge om resultatet, idet jeg først skulle have specialet fejret på MASH med familie og veninder, derefter en middag, så en julefrokost, julegaveshopping og catch up med et par veninder. Nu rydder jeg op og ordner alt det, jeg har forsømt de seneste par måneder.

En uge tilbage!

Om en uge skulle jeg gerne have 3 stk. udprintede specialer klar til aflevering. Og hvis det brænder på, har jeg lavet en aftale med en fyr ude hos Vester Kopi, at han kan gøre specialet klar meget hurtigt mandag morgen. Alt er skrevet, så nu skal jeg simpelthen bruge de sidste dage på at raffinere specialet og skærpe pointerne. Har det lidt som i den sidste kapitel af Jostein Garders bog “Kabalemysteriet”, hvor alle kort en efter en falder på plads. For mig at se er et speciale faktisk en vigtig formidlingsopgave. Man skal ikke blot demonstrere, at man har lært noget på studiet, men også at kunne anvende og præsentere det. For det ville være så synd at have et speciale, som man bare gerne vil glemme alt om, og som ender i en skuffe. Det helt vigtige ved et speciale er jo, at man har fået en helt særlig viden indenfor et bestemt felt, og en viden, som man forhåbenlig kan anvende i praksis, nu hvor man faktisk er “foran” på et bestemt område. Jeg har 100% sikkert meget, jeg vil bruge min nyerhvervede viden på. Og jeg glæder mig til for alvor at kunne begynde på alt det nye efter den 3/12!

Absolut slutspurt

Jamen jeg er virkelig jordens kedeligste menneske for tiden uden noget socialt liv ud over sporadisk arbejdsaktivitet. Jeg er totalt bleg, anæmisk og dellet over det hele, fordi jeg hverken får sol, luft eller motion. Det er nok en noget forkert strategi, idet man jo bliver det rene power, når man går tidligt i seng, tidligt op og træne. Og hvis man så oven i købet er den rødkindede type, der “lige skal ud og løbe en frisk tur” så er den lige i øjet. Men jeg har valgt mine kampe denne omgang, for den står på hardcore skrivning fra tidlig morgen til sen aften aften. Specialet afleveres til korrektur på fredag og så er skrivningen et helt overstået kapitel om små 14 dage. Og indtil da har jeg sagt okay til masser af kaffe, chokolade og lige præcis den mad, der passer mig. Vi ses på den anden side!

Stiv nakke og slutspurt

I dag er det den 17. november og jeg satser på at aflevere mit speciale den 29. november. Det er mit buffer, for i virkeligheden er datoen mandag den 3. december. Tidsoptimist som jeg er, kombineret med at jeg arbejder allerbedst under pres, gør at der virkelig er knald på med specialet nu. I dag sad jeg fire stive klokketimer hos Coffeelicious, dem med den søde betjening og den liflige kaffe, og læste 100 siders empirisk materiale meget grundigt gennem. Men nu er alt relevant fremhævet og kategoriseret, og min nakke er totalt stiv. Så skal jeg i morgen simpelthen sætte det hele sammen i specialet, og så tør jeg godt sige, at 1. udkast af min analysedel er ved at være klar. Så går jeg over til teoridelen, men kan allerede nu sige, at mit speciale mere er pragmatisk end teoretisk. Det passer også meget bedre til mit temperament. Og så er emnet så spændende, at det ville være synd at producere endnu mere arkivmateriale. Nå, men nu skal jeg en tur forbi det Mettiske Spa- og Wellnesscenter. Var nemlig forbi Matas og købe nogle æteriske olier at forfine badevandet med, når jeg sænker mit luksuslegeme ned i det, lukker øjnene og får mig dagens zen-oplevelse oven på alt det læseri.

Eureka!

I er ved at være lidt småtrætte af specialesnakken, ikke?

NB: Dette er en overspringshandling.

Men vil lige dele en, måske lidt højpandet, lille strøtanke omkring læringsprocessen. Jeg har læst rigtig meget om læring, viden og dannelse, da mit specialefelt er uddannelsessektoren.

Og samtidig har jeg bøvlet rigtig meget med, at jeg kan bruge ekstremt lang tid på at overspringshandle. Nogle gange tjekker jeg helt umotiveret Facebook. Det er faktisk ret irriterende. Det forsinker mig, specielt når jeg faktisk sætter meget tid af på at blive færdig. Og hvad fanden gør jeg så?

Jeg har derfor tænkt over hvordan min hjerne fungerer.

Nu er jeg kommet frem til, at den er indrettet sådan, at hvis jeg oplever noget modstand, altså der, hvor jeg skal tænke mere abstrakt, så har min hjerne en tendens til at gå i baglås og søge mod lettere fordøjelige aktiviteter.

I mit speciale arbejder jeg med den abduktive slutningsform, altså hvordan man kan arbejde med potentialet (i stedet for lovmæssigheder, deduktion, eller virkelighed, induktion) – en slutningsform, som min vejleder introducerede mig til.

Med abduktion skal man kunne befinde sig i kaos og navigere rundt. Man skal affinde sig med at befinde sig i en tilstand af konstant overraskelse og at operere i meget usikre omgivelser. Det er det, min hjerne ikke rigtig kan lide – så søger den automatisk mod det mere letkøbte.

Men nogle gange kører det bare. Så kan jeg overskue alverdens kognitive vanskeligheder. Så sidder jeg og hamrer i tastaturet som en gal. Helt til kl. 21, 22, det gør slet ikke noget, for så befinder jeg mig i en tilstand af flow, som Mihaly Csikszentmihalyi, min største navnecrush, forsker i.

Og så er der bare om at gribe chancen!

Hvad det er, der skal til, har jeg stadig ikke forstået. Men jeg er kommet så langt, at jeg ved, det handler om at starte i god tid, sidde et andet sted, have gode rammer for arbejde – og acceptere usikkerheden.

Og jo mere man lærer, jo mere har man lagret i hjernen, og dermed bliver det lettere at navigere gennem kaos. Jeg kan handle efter min tacitte viden, den uudtalte viden, jeg har opnået gennem erfaring. Den viden, som kun er min egen.

Sådan kan man lære meget om sig selv ved at skrive speciale.

Eureka!

 

Tegning, der hænger på specialekontorets væg.

Slutspurt

Efterlysning: Et stk. liv – har været forsvundet siden august. Forlod hjemmet i sommerkjole og opstemt tilstand. Er elsket og savnet. Kom tilbage!

I dag har jeg overhovedet ikke holdt hviledagen i hu. Var på CBS klokken ni sharp og har hamret konstant i tastaturet indtil klokken 18. Analyseafsnittet står for skud nu. Faktisk ret spændende at skrive det.

Så lavede jeg en stram tidsplan for at komme i mål, som gav mig en smule koldsved på min i forvejen lettere rynkede pande. Jeg har regnet ud, at hvis jeg i snit bruger 8 timer om dagen, hver dag uden pause, indtil den 29 november, så har jeg 144 timers arbejde foran mig, svarende til 3,8 ugers fuldtidsarbejde.

Så burde jeg kunne nå det. Men problemet er, at jeg også har nogle presserende projekter ved siden af. Stringent fokus, tungen lige i munden!

Men hvad dælen, man kan vel sove, træne, og leve lidt sundere, når man bliver gammel… og så skal jeg satme finde en mand, der kan lave mad, gøre rent og varte mig lidt op, for det er barskt at sørge for alting selv lige nu!

PS. Og her til aften var der dog en italienermand, venligst udlånt af min søster, der lavede delicious hjemmelavet Mettepizza til mig… Ah, den var god, den pizza. Når jeg bliver mere overskudsagtig, skal kunsten læres!

Tanker fra en udpint hjerne

Hej. Denne uge er jeg ikke indemuret i specialets hvide elfenbenstårn.

Jeg har været til uddannelsesforum tirsdag, hos SocialSquare onsdag, besøgt Advice Digital torsdag. Fede steder. Ville gerne arbejde der.

I dag har jeg lidt fred og ro til at pleje min flossede sjæl, og roen har jeg brugt til at forberede et oplæg til i morgen, som jeg inderst inde godt vidste, var dumt at sige ja til, men jeg elsker jo at snakke.

Og jeg involverer lidt speciale der. Rart at vide, at den viden, jeg har samlet sammen, kan anvendes i praksis. Hej pragmatisme. Mit speciale handler om hvordan visionære iværksættere, der involverer brugerne, kan være med til at transformere markeder, der er svære at arbejde med.

Og så specialer jeg videre på søndag.

Der er kun 3 uger tilbage. Og jeg er begyndt at skrive. Helt vildt meget. Ordene, begreberne og definitionerne og alt det imellem vælter ud fra deres hengemte kringelkroge inde i min stakkels, udpinte hjerne. Men nød lærer jo nøgen kvinde at spinde. Jeg spinder løs. Skriveskriveskrive.

Der er check på teoretikerne. Hej, Osterwalder. Hej, Chesbrough. Hej Prahalad & Krishnan. Og Don Tapscott for motionens skyld. Von Hippel, bare for at nævne ham. Næsten al empiri er indsamlet, så nu er det kun spørgsmålet om ambitionsniveauet tilbage.

3 uger!

Update

Nu har jeg kun een måned tilbage af mit speciale – så det er nu, jeg for alvor skal lægge mig i selen og få afsluttet tingene – videnskabsteori, metode, analyse, perspektivering, guidelines – case study, beskrivelser af de supplerende cases, få læst korrektur, få specialet sat pænt op – og så aflevering. Det sjoveste ved at skrive specialet er at lære så meget. At lave de her mini case studies og at lære en anden startup virksomhed indgående at kende. Nu har jeg også lært forlagsbranchen, musikbranchen og mediebranchen bedre at kende. Og det alt sammen kan jeg perspektivere til min egen virksomhed – og alle de virksomheder, der skal omstille sig til e-business. Når jeg er færdig, skal Tegnstuen dælme have samme tur. Jeg får læst meget om innovation, Henry Chesbrough, om servicevirksomheder og business models og Alexander Osterwalder. Jeg har gennemført 6 interviews med interessenter fra “økosystemet” omkring min casevirksomhed og jeg mangler nu kun to. Og så er jeg blevet helt vild med Podio. Et helt fantastisk projektstyringsværktøj og task manager, så jeg hele tiden har overblik over hvad jeg selv laver, og jeg deler med dem, der er interesserede i at kigge mig over skulderen.