Så går jagten ind på at finde cases til mit speciale. Jeg skriver nemlig under på specialekontrakten den 1/3 og afleverer den 3/9. Eller projektaftalen godkendes i projektbasen, hvilket er kutyme på ITU. Vejleder er fundet, jeg har altid syntes om ham, en meget klog mand med masser af år på bagen og så alligevel med et klarsyn – fremad. Bivejleder, som skal godkendes, ved en masse om e-learning og er den mest engagerede underviser jeg har haft. Emnet bliver e-learning business models – hvad skaber en vinder? Nu skal jeg så finde danske cases i første omgang før jeg skuer ud mod verden. Der er virksomheder, der arbejder B2B (fx E-learning efteruddannelse for advokater) og der er B2C (fx e-learning sprogkurser til private) og så er der alt det andet i mellem. Uddannelsesinstitutioner, der vil satse på e-learning. Besparelsespotentiale, effektivisering, innovation, nye fortælleformer og løsning af logistik- og afstandsproblemer. Jeg ved endnu ikke meget, men jeg glæder mig til at vide og lære. Og så er jeg sikker på at det hele vil kunne blive temmelig gavnligt for min egen virksomhed Tegnstuen (ja, det er en spinoff fra StreetSigners) der skal i gang med at rulle e-learning ud, når vi har fået nogle grundlæggende brikker på plads, f.eks. designlinje og en stabil kundebase. Og vores praktikant Simone overvejer også at skrive afsluttende projekt om selvsamme emne, bare fra et designmæssig synsvinkel. Det bliver spændende at komme i gang – i dag skal jeg kigge efter cases. Hvis I har bud eller et godt netværk, må I meget gerne dele med mig.
Category Archives: Studie
At summe over et projekt
Hver gang, når jeg skriver eksamensprojekt, eller opgave, så skal jeg afsætte en del tid – et par dage, måske, til at summe over, hvordan jeg vil gribe det hele an. For mig bliver summeprocessen altid afbrudt af alle mulige overspringshandlinger, så det føles som om, at jeg overhovedet ikke har forsøgt at starte. Og det er godtnok en pain in the ass. Især, når jeg rent faktisk har afsat en hel del tid til at gå i gang med den skide opgave. Og så ligger jeg der og træder vande en hel masse. Nu har jeg brugt 2 1/2 dage på at summe løs, stadig uden at have en retning for, hvor det er, jeg skal hen med SF23 miniprojektet – og endnu værre, jeg er blevet usikker på, hvad jeg vil skrive speciale om. Men samtidig har jeg prøvet det så mange gange efterhånden, at jeg ved, jeg bare må summe videre, skal nok få øje på lyset – problemet er nu bare, at der bliver færre og færre dage tilbage til afleveringen. Det er på onsdag. I forbindelse med selve projektet har jeg taget Jobindex’ Myers-Briggs personstype-test og jeg er ENFP; typen, der godt kan lide at holde alle døre åbne indtil sidste øjeblik. Det passer meget godt på den proces, jeg gennemgår lige nu, hvor jeg har forbandet svært ved at lægge mig på en retning. Men jeg summer lige videre. Hej hej.
Studievalg – ITU
Et vilkårligt check af hvad ITU havde at byde på har sådan set afgjort mit valg af overbygning. Lad mig præsentere cand. IT i digital design og kommunikation. Hvordan kan det være, jeg aldrig har set dén kandidatoverbygning før? Men det er lige mig. En kombination af medievidenskab, journalistik, design og IT er da lige det, der batter. Har støvsuget alle informationsmaterialer der er at finde – og ikke bare ser fagene spændende og super-relevante ud, deres web-kommunikation er også pakket ret lækkert ind (se bare deres informationsfolder) og sproget er dejlig let og konkret. Man får stort set alle de informationer man leder efter. Ligesom de gør noget ud af at fortælle, hvilke kompetencer man får som kandidat. Og sitet er nemt at finde rundt på. Jeg har aldrig fysisk været på ITU på Amager, men det er jo heller ikke til at kimse af, at lokalerne er nye, lækre, luftige og højloftede. Det virker som ITU er med på beatet hele vejen gennem – med et godt kig ind i fremtiden. Og de bryster sig også af med, at man kan udfolde sin kreativitet i form af praktiske elementer, ligesom de har forbindelse til erhvervslivet. Me like. Der kom der lige en lang lovprisning. Er der mon nogen, der læser med her på bloggen, der har noget at sige om det at studere på ITU?
Studievalg
At have en fuld uddannelse er vigtigt, skriver de i dagens udgave af 24 timer, som jeg læste i S-toget i formiddags. Det har jeg også selv tænkt en hel del over. Så selv om fast arbejde og lunende månedlig løncheck er godt, så har jeg planer om et snarligt comeback til skolebænken. Men det bliver i hvert fald ikke overbygningen i film/medievidenskab jeg skal tage. Jeg syntes at bachelor-forløbet var okay, måske lidt for meget film og fiktion efter min smag, men det rabler da helt for overbygningen. Måske er det fordi jeg har været for længe væk fra det akademiske. Men hvor er de fag, der kunne appellere til linjen medievidenskab? Tjek selv de, efter min mening, ret så langhårede og (stadig) temmelig film-fokuserede overbygningsfag:
Tv-tilrettelæggelse: En kreativ proces i et teoretisk lys
Computerspil i et bredere medieperspektiv
Medieret underholdning
Produktion og tv-formidling
Fiktionstilskuere, sociale segmenter, køn og alder
Organisations- og institutionsanalyse
Fra filmpolitik til filmmarked
Specialeseminar
The Creative Documentary. A Digital Workshop
Playing the Plot.! Analyzing and designing playable fictions
Political Theology Reflected in Audiovisual Media
It’s Not TV. It’s HBO
Evolutionary and Cognitive Film Theory
Jeg er ikke interesseret i fiktion, spil eller underholdning. Eller film og tv. Hvor er tryk- og computermedierne henne? Samfund, nyheder, journalistik, PR, strategisk kommunikation og presse? Det er som om de bare ikke har ret meget forbindelse med det virkelige liv ovre i det humanistiske fakultet på Amager. Det bliver vist ikke cand. mag i medievidenskab for mig. Men til gengæld kunne jeg så godt være lun på cand. merc. komm på CBS eller cand. public linje B på Syddansk Universitet. Her har de mere jordforbindelse tror jeg. De kan også finde ud af at forklare fagene og deres formål meget tydeligere. Det er en om’er, KUA!
Jeg døde vistnok ikke…
… men det føltes som jeg lige er nedkommet med sådan et kæmpestort uhyre, lissom den der menneske/ufo/djævel ting enelleranden på Riget fødte – nu kan jeg ikke huske hvad det præcist var for noget, men jeg kan i hvertfald huske at babyen eller væsenet eller hvad det nu var, som noget ret stort, gammelt og grimt. I dagevis har jeg rendt rundt med nerverne udenpå tøjet vel vidende at jeg simultant skulle aflevere BA-projekt og Visualis (blad hvor jeg som redaktør har skullet tage stilling til ti millioner små ting) og så har jeg alligevel mestret at finde den ene overspringshandling efter den anden på MSN, når jeg altså ikke sad på læsesal og svedte over narrative og æstetiske teorier. Nu er begge projekter nakket. Jeg føler mig mig lidt tom, meget lettet og meget fri for nogen som helst form for forpligtelser. At føle man er nedkommet med noget meget stort, gammelt og grimt. Tja. Den sætning røg lissom ud af tastaturet, og nu må jeg hellere fortolke mine egne ord nu hvor jeg er så godt i gang. Stort, gammelt og grimt? Det kommer nok af at der var så meget knald på med opgaven til sidst, at jeg knap nok nåede at føle, at jeg nu havde læst det hele ordentligt gennem. Blev sproget nu tilpas knudret og kedeligt at det kunne gå for at være en såkaldt akademisk opgave? Til sidst trykkede jeg bare på udskriv og derefter kopierede jeg som en rasende. Papirer over det hele. Og så fik jeg afleveret et lille kvarter inden deadline. Nu håber jeg bare det vitterligt var et godt projekt – det ved jeg bedre når jeg om et par dage er faldet så tilpas meget ned, at jeg kan læse opgaven med nye, friske øjne. Nu tror jeg bare jeg trænger til en monstrøs, kæmpestor, eh, fadbamse, hedder det vist. Meget gerne i juleforklædning med extra høje procenter i.