Døve rollemodeller – vi er mange!

Så var vi lige nogle, der blev lidt lange i ansigtet af at læse Politikens artikler med de flatterende overskrifter: “Døve indtager uddannelser uden tolk“, “Asta er snart student: Jeg føler mig overhovedet ikke døv” og “Overlæge: Det er jo et mirakel”. Artiklerne fokuserede meget på hvilket mirakel CI (nyt avanceret høreapparat) er og at man så ikke længere skal være døv og bruge tegnsprogstolk – og at man nu kan få en uddannelse, selv om man er født helt uden hørelse. Fint nok.

Men det er der jo ikke den store nyhed i. Vi er mange døve, som gennem 90’erne, 00’erne og 10’erne (tolkeuddannelsen startede i 1986) har fået videregående uddannelser og er gode samfundsborgere med jobs, familie og alle de her andre succeskriterier som vi danskere, det lykkelige folk, nu engang måler hinanden efter. Og det er lykkedes i samarbejde med vores super professionelle tegnsprogstolke. Uden at genere andre overhovedet – måske har vores medstuderende endda fået udvidet deres horisont omkring hvad man kan, hvis man vil – selvfølgelig i samarbejde med tolke.

Derfor er det så ærgerligt, hvis de her noget ensidige artikler fra Politikens side er medvirkende til at forældre til døve børn i dag måske ser det som en falliterklæring hvis deres barn måske ikke helt lykkedes med CI. Citatet: »Ja, at man kan hjælpe gruppen af døve med det, der i dag er blevet et ukompliceret rutineindgreb, det er er historisk« er med til at forstærke billedet af at CI sikrer succes “på trods af” at man er født døv.

CI er en løsning for mange, men vi er mange fra årgang 1965-1995, hvis “succes” er baseret på en anden model med tegnsprog – og vi ved, at der fortsat er mange, der vil få helt vildt meget ud af tegnsprog.

Og det værste ved det hele er, at sådan nogle artikler er vand på kommunernes sparemølle. Det rammer så os alle, om man så er døv og bruger tegnsprog eller er døv med CI og klarer sig ved hjælp af mikrofoner mv. Der er ingen lette løsninger, CI kræver enormt meget fokus. Udviklingen de sidste 10 år er gået så stærkt. Døveskolerne er allerede mere eller mindre lukkede og de fleste børn er spredt for alle vinde i inklusionens hellige navn. Jeg tror skam det fungerer for mange. Desværre ikke alle, men det taler vi helst ikke om. Jeg håber at alle CI børn og familier får al den støtte de skal bruge, for det er der ingen tvivl om, at der er behov for!

Jeg og mange andre døve er dog efterhånden begyndt at frygte at næste step er, at der bliver skåret ned på tegnsprogstolkning. For hvis man allerede har lagt mange offentlige kroner alene i en CI operation, hvorfor så blive ved med at bevillige penge? Der er jo ingen døve tilbage? Og hvis CI og genoptræning så af forskellige årsager ikke virker – hvad så, er der en plan B klar? I Danmark har vi helt seriøst verdens bedste tolkesystem (med de andre skandinaviske lande lige i hælene) med tolk til det meste. Jeg vil faktisk skyde på, at danske døve, trods vores meget lille antal (omkring 4000) er de mest veluddannede og succesfulde døve i hele verden!

Så det er lidt svært at lade være med at tage disse artikler som en personlig tilsvining af at være døv. Men jeg kan godt se, at det måske kan være svært at visualisere for sig, at døve sagtens kan være kloge, sociale, søde og succesfulde, når man aldrig har set nogen døve. Vi mangler gode døve rollemodeller, der gider stå frem for at balancere billedet. Så derfor skrev min veninde Cathrine og jeg denne statusopdatering på Facebook:

Det her piece of crap fra Politiken gider vi altså ikke stå model til. Fantastisk med CI, men hvorfor er det altid på bekostning af at der skal peges fingre af døve og tegnsprog? Der er også succeshistorier med “vores” model. Hilsen Cathrine, cand. mag i moderne kultur og kulturformidling og Mette, cand. it i E-business, begge stokdøve, begge glade tolkebrugere og lige så glade samfundsbidragsydere med gode fuldtidsjobs. Det handler ikke det der flyder ind i øret men det der flyder mellem ørerne! Kære avis, mangler I ikke et par nuancerede mod-cases? Vi har i denne update tagget alle stokhamrende døve, tegnsprogsbrugende universitetskandidater og bachelorer, som vi kender, for ikke at tale om de sindssygt mange dygtige, utaggede døve professionsbachelorer og ildsjæle!
Skærmbillede 2014-02-23 kl. 12.35.17

Vi taggede cirka 30 døve med universitetsbaggrund og fra årgang 1965-1995 cirka. Tilføj her alle de andre døve, der har øvrige uddannelser – og helt almindelige, gode liv efter de parametre vi måler det gode liv på. Der er i alt 28 delinger og over 185 likes, mange fra vildfremmede mennesker. Alene på min egen statusopdatering. Nu skriver jeg også det her på bloggen, så vores “modkandidatur” ikke forsvinder i Facebooks mange statusopdateringer. Man kan sagtens være sej, selv om man ikke kan høre! Tolerance, tak!

Jeg stiller meget gerne op som rollemodel, Cathrine gør også, og der er lidt at vælge mellem hvis man leder efter en døv rollemodel: Lingvister, sociologer, arkitekter, psykologer, cand.mag’ere, ingeniører, cand.merc’er, jurister, revisorer, dataloger – for ikke at tale om lærere, socialrådgivere, pædagoger, bygningskonstruktører – og så håndværkere af alle slags og alt det løse. Alle sammen stokdøve, tegnsprogsbrugende og glade!

Anerkendelse af dansk tegnsprog

Skærmbillede 2014-01-07 kl. 00.05.30Jeg har postet den her på Facebook, men synes lige, at min mening også skulle være søgbar i Google for besøgende, der af forskellige årsager skulle interessere sig for det. I morgen skal de behandle nedenstående lovforslag i Folketinget:

“Det Konservative Folkeparti, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance foreslår, at dansk tegnsprog kommer til at indgå som et ansvarsområde under Dansk Sprognævn på lige fod med det danske sprog. Dermed opnårtegnsprog anerkendelse i dansk lovgivning ligesom i de øvrige nordiske lande.”

Link kan findes her.

Krydser så meget fingre. Kunne være fantastisk, hvis Dansk Sprognævn ansatte en til at følge dansk tegnsprogs udvikling og at bistå med uvildig ekspertviden.

Jeg håber også, at sådan et initiativ kunne være medvirkende til at vi får sat lidt skub i en mere positiv holdning til tegnsprog til døve herhjemme i Danmark. For det trænger vi til 🙂 Jeg tror nemlig, der er mange, der ville blive rigtig glade for at få en lettere adgang til sproget og at der kom flere materialer der kunne vække fascination, lyst til at lære og skabe opmærksomhed omkring nødvendigheden af tegn for rigtig mange mennesker. Opmærksomhed omkring at kunne leve et liv, hvor man altid ville have et sprog at kunne slappe af til som tales af andre ligesindede. Det burde altså være en helt grundlæggende, basal menneskeret at kunne forstå og udtrykke sig på et naturligt sprog uden at skulle kæmpe så hårdt.

Ekspedienter der elsker døve

Da jeg læste min bachelor på Københavns Universitetet gik jeg naturligvis ofte i kantinen. Og her er der en kantinedame, der så noget så ualmindeligt bister ud. På et tidspunkt begyndte jeg nogle gange at spise frokost med en døv fyr, der læste lingvistik. En dag stod vi og sludrede i køen til kassen, og da skete der noget helt utroligt med den ualmindeligt bistre kantinedame: Hun lyste op i et kæmpestort smil. Resten af min studietid har jeg altid følt mig ekstra velkommen hos hende. Det er fascinerende, at det at være døv er sådan en skjult ting. Nogle gange gør man alt for at undgå, at personen, der ekspederer en, opdager det, fordi man ikke rigtig magter vedkommendes eventuelle reaktion. Andre gange er det en kæmpe lettelse, at man helt åbenlyst kan vise, at man er døv. I dag skulle en kollega og jeg over og aflevere en pakke på erhvervsafdelingen på Københavns posthus. Jeg svarede ikke rigtig på ekspedientens henvendelser, som jeg ikke havde nogen idé om hvad handlede om. Hun kiggede underligt på mig, men jeg vidste, at lige om lidt ville min kollega komme og sige noget til mig på tegnsprog. Det gjorde han, og da faldt femøren for postdamen. Og så lyste postdamen op og vi fik den bedste betjening med det mest strålende smil. Dejligt.

Min vinkel på (tegn)sprog

Der bliver ved med at komme besøgende ind her på bloggen på grund af at jeg har skrevet, at jeg er døv. Jeg har tidligere også skrevet mange blogindlæg om emnet, og det er også noget, der kan optage mig rigtig meget.

Her i dag fik jeg en mail fra en, der gerne ville vide lidt mere om at være døv. Hun var ret fascineret af det, og hendes mail (som jeg i øvrigt skal svare på, det kommer, Maria) har motiveret mig til at skrive. Der er mange hørende mennesker, der efterlyser eksempler på hele den der identitet at være døv.

Jeg følger med mange forskellige steder på nettet og der er noget, der slår mig; lige nu er der helt ekstremt meget fokus på hørelse. Det er som om alle succeskriterier måles i decibel. Hvor meget man kan høre og hvor meget man kan tale. Alt fokus ligger netop på manglerne, der nærmest for enhver pris bør udbedres frem for at overveje alternativer og tilvalg, der helt sikkert fungerer. Og det er slet ikke rart at læse om. Jeg savner lidt flere nuancer og vinkler.

Jeg kan personligt ikke høre noget som helst, og jeg er ikke særlig glad for at tale, fordi det falder mig unaturligt og jeg kan mærke, at jeg taler som om jeg er blevet dresseret til det. Som en cirkushest, der kan alle mulige tricks. Men ikke, at jeg er særlig god til mine tricks egentlig. Og hvis man så ikke kan høre svaret på hvad man siger, så bliver folk jo bare irriterede. Det hele bliver en øvelse i ikke at faile. Så den hørevinkel er jeg egentlig ret ked af er så fremherskende.

Jeg synes egentlig heller ikke det er det, det handler om, men ens evne at kommunikere. At komme ud med sit budskab, at forstå andre, at kunne føre en dialog frem for ingen snak eller monologer. At man er god til mennesker og at aflæse dem. Jeg kender rigtig mange kloge, sjove, charmerende og spændende mennesker, der er totalt stokdøve og superkreative i deres kommunikation.

Så mine tanker omkring det at være døv lige nu; jeg har brug for at komme ud med, at man sagtens kan være lige så meget værd, selv om man ikke kan høre eller tale. Jeg har brug for at komme ud med, at tegnsprog er et fuldbyrdigt visuelt sprog, som fungerer hundrede procent og som gør hel som menneske.

Jeg har absolut ingen problemer med sprog og kommunikation og jeg har aldrig nogensinde været ked af at være døv. Højst af andre menneskers reaktioner og specielt deres trang til at fikse deres medmennesker som er ligesom mig.

Der er så mange, der ikke kan sproget. Men der er også helt utrolig mange, der er fascinerede og gerne vil lære mere. Og nogle gange skaber snævrere rammer kreativitet – og jeg tror også vi bliver bedre og mere rummelige mennesker af det.

Desuden bliver jeg også lige nødt til at dele den med, at min søster er vokset op med tegnsprog på grund af mig, og nu bruger hun helt naturligt tegn til sit barn på 1 år og 3 måneder. Her forleden, da Ib var træt, så tog han sin lille hånd op til øret og lagde hovedet på sned: Sove. Hvor mange små mennesker kan udtrykke så konkrete behov i den alder? Det er da helt fantastisk at se, hvor naturligt det er.

Tolketids nye website

tolketid_website

Nu er Tolketids nye website oppe og køre! Har summet hele dagen, så det var skønt at få smidt websitet online, så det bliver meget lettere at booke tegnsprogstolkning og skabe et overblik over hvilke tolkeopgaver firmaet tilbyder. Tolketid er et nyt firma, så der ligger en hel del kommunikationsarbejde foran. Men alting er jo lettere, når man har designskabelonen på plads. Vi har lagt stor vægt på, at vi med Tolketid skaber tilgængelighed og formidling mellem mennesker, uden at være institutionaliserede, men at vi derimod er udbydere af en utrolig vigtig og nødvendig service. Derfor de mange billeder af mennesker i kommunikationssituationer. Og så er websitet lavet med udgangspunkt i responsive design og mobilitet, således at man kan booke sin tegnsprogstolk hurtigt og let, enten på skrift eller via tegnsprog. Og ikke mindst fra alle mulige devices, eller apparater som det hedder på godt gammeldags dansk.

Lir i webshoppen

Normalt gider jeg ikke rigtig høre om nyt i andre menneskers webshop. Men jeg bliver altså nødt til at dele, at vi har fået lidt nyt lir i Tegnstuens webshop: En håndalfabetet plakat med 29 søde, friske børn – perfekt til klassen eller børneværelset. Så kan også de små lære kunsten at kaste med håndtegn. Det er noget af det jeg elsker allermest ved at have en virksomhed – når de mange timer, man bruger på udvikling, lige pludselig materialiserer sig i noget håndgribeligt. Det er min dygtige partner Torsten der har lavet plakaten. Og jeg husker tydeligt, at jeg var nede og lokke børn op fra gaden – andre kom forbi sammen med deres forældre. Nå, men shop endelig løs, hvis I også gerne vil have, at poderne skal beriges med evnen at kunne stave med deres små fingre!

Skønt arbejdsmiljø

Hold da op, jeg er bare vild med det, jeg laver. Tegnstuen og så det der iværksætteri, hvis nogen skulle være i tvivl. Det har jeg længe vidst, men det slog mig lige igen i dag.

Har siddet og arbejdet løs hele dagen – møde med vores tolk, administrationsopgaver, fakturering, opdatering af kursustilbud, aftaler med folk, sætte i gang, emails, snak med sommerpraktikant, snak med kontorfæller, snak med kontorhund.

I vores fælles hall i N26 (deler kontor med 3-4 andre virksomheder) er der to piger i gang med at male, og det bliver bare så skideflot. Fra at være helt miserabelt til at forhåbentlig blive det skønne hangout, når man har brug for et break fra alt arbejderiet. Måske noget fed indretning, sofa, inspirerende blade og bøger. Og det er noget, som vi alle selv har været med til at bestemme.

Det er noget af det, jeg elsker allermest. At være være med til at forme noget fedt helt fra bunden. Lige præcis som vi vil have det. Jeg elsker at kunne forme min egen virksomhed, men også kontorlokalerne.

Vi er alle rimelig unge, og vi kommer godt ud af det med hinanden. Frokostpauserne er ofte en fest, fællessproget er tegnsprog, og der er altid nogen at vende verdenssituationen med ved vandhullet, hvor vi har fået installeret en Nespresso lige efter vores eget hoved. Ligesom vi har udpeget nogle frække lamper, der skal hænge op. Hvorfor skal det være så traditionelt kontoragtigt? Hvorfor skal man kun gøre hvad man plejer? Plejer er død. I stedet skal der udvikling til – og masser af det!

Det blev sent i dag, som så ofte, men jeg fik lige lidt tid til at trisse rundt og tænke over hvad hall’en også kunne bruges til. Tegnsprogskurser, events, foredrag, måske endda lidt fester.

Jamen, jeg må altså sige det. Det er virkelig skønt at gå på arbejde på den her måde!

Florida review

Så arriverede jeg i går til København efter 10 dage i the Sunshine State, Florida – aka Drivhus-landet. Nøj, det var varmt. Varmen pulserede fra jorden, fra siderne, fra luften – over det hele, præcis som i et drivhus. Men hvor var det skønt. Der er jo ikke noget som varme, især ikke for en kuldevant dansker.

Vi startede Florida med et par dages ferie i Disneylands solide jerngreb, hvor den ene dollar efter den anden røg hurtigere end nogensinde. Disneyland er virkelig en regulær pengemaskine, hvor det kostede nær 100 dollars at entrere hver temapark – og der var fire af dem i alt samt to vandlande. Vi valgte the Magic Kingdom, eller Disneyland classico, hvor jeg dog kun fik fornøjelsen af at se Snehvide og Anders And i pelsjægerkostume. Ikke helt de mange dollars værd for mig. Men der var mange, mange gæster fra hele USA. Familier, der har sparet op længe, for det var ingen billig fornøjelse.

Min første fascination af Florida var i Disneyland Downtown (som er der, hvor man “går ud og spise”) hvor det ene XXXL-plussize-menneske efter det andet defilerede forbi i langsomt, besværet tempo. Nu ved jeg lige straks, hvor inspirationen fra rumskibet i Pixars Wall-E (der, hvor menneskene er blevet stærkt overvægtige, har mistet evnen til at gå og kører rundt i små flyvende stole) kommer fra. Folk var virkelig store, og selv børnene var det. Skræmmende. Jeg har også taget et par kilo på af to uger i USA, og de kilo skal af i en rasende fart.

Efter de indledende to dage startede konferencen. Vi var fire danskere med, men desværre var der ikke så mange andre som forventet – og de, der var med, var ikke ligefrem definitionen af interessante iværksættere, forretningsfolk m.fl. Overordnet set var de andre deltagere desværre en regulær skuffelse. Ingen interessante virksomheder ud over en kvinde fra Delaware, der ville lave webcam-sessioner i ASL (American Sign Language). Oplæggene varierede fra irrelevante til interessante, hvor det bedste oplæg var af Mike Michalowicz, kendt fra amerikansk TV og som har skrevet the Pumpkin Plan. Fik købt hans signerede bøger og blev fotograferet sammen med ham. For mig var relevansen af konferencen netværk. Det fik vi en smule af, omend det kunne have været mere. Heldigvis var der et par stykker. Blandt andet mødte vi et koreansk tvillingepar, der levede af ejendomme og så et par russere, der arbejdede med bank og finansiering. Og vi fik også talt en del med bl.a. Bob og Mark fra den amerikanske virksomhed Purple, der tilbyder tegnsprogstolkning, herunder videotolkning. Så lidt interessante mennesker fik vi alligevel mødt.

Og en anden øjenåbner var at se, hvor fantastisk gode amerikanerne er til at tale og kommunikere med døve. Allerede i lufthavnen var velkomstvideoen tekstet, vi mødte en, der tiltalte os på ASL og så fortsatte det med servicepersonale på spisesteder, der kunne lidt ASL og alfabetet. De var meget bevidste om at give os en god service, og når man tænker over det, er det faktisk meget rart at folk ved man er døv og handler derefter, frem for at man skal hustle sig gennem hver gang. Og så mødte vi et barn, der havde lært lidt ASL henne i skolen. I USA kan man nemlig tage classes i skolerne, highschools og på enkelte universiteter. Og så er amerikanerne gode til at kopiere hvad vi siger – ofte fangede de “Thank You” og kopierede det. Dejligt. ASL er også det 4. mest populære fremmedsprog i USA. En udvikling, som vi slet ikke ser her i Danmark, derfor håber jeg også, at min egen virksomhed Tegnstuen kan være med til at gøre danskerne mere bevidste om at sprog og kommunikation ikke kun kommer via munden. Og så skal vi i gang med webcam-kurser!

Da konferencen sluttede, lejede vi en bil og kørte til Fort Lauderdale (oh, outlet-shopping, fik købt en ekstra kuffert) og så vendte vi næsen sydpå til Key West, der er den sydligste af en øgruppe, the Keys, og hvor man på sydspidsen kan se Cuba på en god dag. Her fandt vi et superhotel med pool og hang så ellers ud og slappede af. Det var tiltrængt. Livlig hovedgade med masser af gå-ud-steder og så en skøn lille, godt hengemt, strand, som vi først fandt på sidstedagen. Og i går kørte vi i 8 stive klokketimer fra Key West til Orlando, derefter 9 timer i fly og så 6 timer transfer i London. Nu er jeg atter hjemme i sikkerhed, noget smadret – men vil gå ud og nyde noget af den klare, friske, kolde luft som nu engang kendetegner det danske.

Florida

Dagens program står på en masse pakkeri. I morgen kl. 8.25 sidder jeg nemlig i et fly på vej til USA. Nærmere bestemt Florida, og det er Orlando, vi skal til.

Torsten og jeg skal til Deaf Business Conference sammen med Herluf og Simon fra vores kontorfællesskab, som mere eller mindre er blevet døbt N26. Jeg har ingen idé om hvad det er, vi går ind til – men det bliver fedt at være med. Jeg går ud fra, at at det er noget med inspirerende oplæg og allervigtigst af alt – netværk, netværk og atter netværk.

Jeg er ret lun på hele idéen omkring USA og også meget spændt på at se, hvordan “Deaf business” fungerer ovre i USA. Der er jo masser af uløste behov og problemer, døve har over hele verden, og som man kan løse ikke gennem NGO’er men ved at tænke i entrepreneurship og forretningsinnovation. Mindre snak, mere handling. Det er den konklusion, jeg så småt er ved at nærme mig.

Man kan være nok så aktiv i foreningsarbejde, bestyrelser og ved at prøve at ændre den politiske dagsorden. Men man ser samtidig hver dag, hvordan det private erhvervsliv meget hurtigere og mere effektivt går ind og løser tingene til glæde for mange flere. Og det amerikanske marked er jo meget, meget større end det danske.

Nogle gange tænker jeg over, at det egentlig er ret imponerende hvad vi danskere har opnået i forhold til at vi er så lille et land og et sprog. Så kan godt forstå danske iværksættere, der rejser til USA og satser derovre.

Men nu skal jeg lige i første omgang 10 dage til Florida, og der bliver jo også lidt tid til, når konferencen er slut, at nyde “The Sunshine States” meteorologiske forhold og måske shoppe lidt lækre amerikanske produkter. Og så regner jeg med at komme hjem fuld af inspiration.