Hæsblæsende arrival til Thailand

IMG_0104

Så er jeg arriveret til Smilets Land.

Det var i sandhed en turbulent rejse. Jeg havde check på det hele, lige indtil jeg skulle afsted.

Kom til at sige farvel for længe, så jeg missede bussen. Den næste gik først en halv time efter, og så ville der være 1,5 time til afgang – så ville der ikke være “råd” til den mindste nølen. Kom afsted, ventede på bussen i 7 minutters regn. Da bussen endelig dukkede op, kørte den kraftedeme bare forbi mig, selv om jeg hoppede og vinkede!  Hvad skete der lige for den chauffør? Næste bus om 22 min, en søndag aften mellem Bagsværd og Lyngby.

Nu desperat fik jeg fat i en Über taxa, til Nørreport, men fandt ud af at jeg ikke ville kunne nå kombinationen, så jeg ville til lufthavnen i stedet. Den var manden slet ikke med på, og han fattede ikke halvdelen af hvad jeg sagde, men så fik jeg ham omdirigeret til Lyngby station, hvor jeg løb ind i en (heldigvis) holdende taxa foran.

Hurtigt, afsted til lufthavnen. Ankom så til Kastrup cirka 1 time og 50 min. inden afgang, så jeg var rolig igen. Indtil taxachaufførens dankortterminal ikke vil virke, og tiden begyndte at tikke igen. Jeg nåede at at blive panisk; ALT arbejdede jo bare imod mig. Jeg foreslog, at jeg kunne hæve penge i dén Danske Bank automat, som jeg vidste, er inde i Terminal 2, så det kunne ordnes og jeg kunne checke ind.  OK med taxamanden, og han ville vente på stedet.

OK, jeg render med rygsæk ind og hæver penge, løber ud. Kommer til at tænke, at jeg faktisk bare kunne have været stukket af fra regningen, så sikke en tillid, chaufføren viste mig. På vej mod svingdøren opdager jeg, at jeg kraftedeme har glemt pengene, 600 kroner. Spæner tilbage, og heldigvis står der nogen med mine penge og afleverer. Fuck! Hvor heldigt! Men så er det der, jeg opdager, at min mobil er væk.

Jeg løber med tungen halsende ud, og taxaen er pist væk. Og min mobil lige så.

Dobbelt fuck, men nu er der 1 time og 40 minutter til afgang, og jeg har ikke tænkt mig at misse det fly, så jeg løber ind igen med henblik på at checke ind. Men uden mobil, hvordan så med reservationen? Den har jeg jo selvfølgelig ikke printet ud, så gennemført digital som jeg er.

Redningen hedder iPad og lufthavnen har jo også wifi. Jeg står der og næsten ryster, og er helt sikker på, at nu vil wifi’en selvfølgelig slet ikke samarbejde med mig. Det gør den; omend den lige lod mig svede lidt. Heldigvis er der ingen kø ved bagage drop off, så jeg får smidt bagagen.

Løber en sidste gang ud for at finde taxaen, men den er bare SÅ meget pist væk. Og min mobil ligeså.

Men da der er 1 time og 30 minutter til afgang, tør jeg ikke tage flere chancer. Ind med mig, og derefter går det da også efter planen. Gode mennesker ved siden af mig, ingen forsinkelser, behagelig ankomst. Men fuck, alt arbejdede bare så meget imod mig.

Men nu er jeg heldigvis en optimistisk sjæl; jeg har min iPad, og desuden er det altid godt med lidt digital detox. Minus mobil. Frem med papirkort og notesbøger! Og seneste nyt er, at mobilen er fundet. Nu skal jeg bare i kontakt med chaufføren, hente min mobil – og give ham de 600 kroner, som jeg kommer til at slæbe rundt på her i Thailand.

De næste 3 uger skal jeg i sandhed give den hele armen som digital nomade. Jeg har, minus mobilen, alt udstyret med, og jeg prøver en kombination af rejse og at arbejde. Planen er, at jeg danderer den frem til ca. 14-15, og så står den på laptop på café. Det matcher med at der er 6 timers tidsforskel, således at når klokken er 08 i Danmark, så er den klokken 14 her. Så lige nu er jeg faktisk i fuld gang.

Billedet er fra Phuket Old Town, ikke at forveksle med Patong Beach. Her er fint nok, men alt er lukket ved 21-tiden, jeg ved ikke rigtig hvorfor. Jeg øver mig stadig med de manuelle indstillinger på mit nye kamera.

Jeg overnatter her, inden jeg i morgen tidlig tager båden til Ko Lipe, næsten helt nede ved Malaysia. Efter sigende er det en bountyø, men ikke så overrendt som f.eks. Phi Phi er. Så jeg starter der og arbejder mig tilbage mod Phuket.

I næste uge kommer min rejsemakker, og så er der følgeskab de sidste 2 uger.  Han er en ørn med et kamera, så missionen er, ud over at tanke D-vitamin og turkisfarvet lækkerhed, at lære en masse tips og tricks!

Som en eller anden farang i det tyske

Det har både sine fordele og sine ulemper, det springe ud og lande i et andet land. Jeg kan faktisk stadig ikke komme mig over, at det er så nemt at pendle København-Berlin. For en årrække siden var der en hel del buzz omkring danskere, der rykkede til Berlin. Den buzz er lidt forstummet, synes jeg, men det er stadig superaktuelt at man kan bosætte sig her, i en by, der er tættere på København end Aalborg er. Og som er cirka en million gange mere spændende, ja altså, undskyld Aalborg, no offence, men du ved jo nok, hvad jeg mener. Her er der kultur og centraleuropæisk historie så det batter.

Og så er det en stor fordel at have en tysk roommate, og sågar en, der bogstaveligt talt ved alting. Fra om spabad virkelig hedder heilbad på tysk (nej, ikke længere) til om det nu virkelig kan være rigtigt, at tyskere elsker at være nøgne i sauna (ja, de er pjattede med det).

Ud over min roommate kender jeg ikke rigtig nogen mennesker, ud over en lille gruppe, jeg røg bong med for et par uger siden (man må være åben for det nye jo) og nej, manglen på kaffedates går mig faktisk slet ikke på. Jeg er nu engang et par stykker over de 30 år, trods min 20-something livsstil (specielt når man sammenligner mig med de fleste af mine veninder derhjemme) så jeg er fuldt berettiget til ikke at danse på bordene hver weekend. Ej, jeg gider det faktisk ikke. Party-folket må hjertens gerne beholde Berghain for dem selv.

Og jeg ved, at jeg er relativt udadvendt – og hvis man ellers spørger pænt, så plejer folk jo at være positive. Og ellers kan man bare tilmelde sig de sindssygt mange events der er i denneher by. Og så gå hen og sige hej til folk, eller sådan noget. På mit hammerdårlige tyske, men nu er det faktisk et kæmpe privilegium at være døv, fordi man så faktisk per automatik har lov til at crashe den tyske fest næsten på lige fod med tyskerne. Du døv, jeg døv. Cool, vi venner!

Så det er egentlig ret ok at være en eller anden farang i det tyske.

Lige nu tager jeg socialt den dog helt med ro og nyder, at jeg kan fordele min tid ligeligt mellem at arbejde som en hest (som freelancer med opgaver, hurra) og så det at spadsere eller cykle byen tynd i mine egne tanker. Prenzlauer Berg (mit hood), Friederichshain, Wedding, Mitte, Charlottenborg, Kreutzberg og Neukölln. På jagt efter #hipsterkaffe og ellers bare masser af nye indtryk. Om aftenen arbejder jeg, eller også læser jeg dælme skønlitteratur eller ser finkulturel streaming TV (host). Så mange tv-serier jeg seriøst er bagud på.

Og savner jeg ind i mellem nogen, der kender mig, er der bare om at hoppe på FaceTime med en kop kaffe, og så er den næsten hjemme. Og savner jeg dansk stuff, så er der bare om at tage Tram’en over til Alexanderplatz, den ultimative stjerne af übersocialistisk 70’er betonarkitektur. Her finder man shoppingarkaden ALEXA – hvor stort set samtlige af de butikker, der også kan findes på en dansk gågade med respekt for sig selv, er repræsenteret på rad og række. Så man fortsat kan være indhyllet i sine sorte gevandter fra Vero Moda.

Cykelmyggen Mette i aktion - zuhause, udenfor porten
Cykelmyggen Mette i aktion – zuhause, udenfor porten

Fremmed i et nyt land

Jeg synes det er helt vildt spændende, at jeg er så fremmed i Berlin.  Ingen kender mig, jeg kender ikke mange, og sproget er helt nyt.

Bare det at gå i supermarkedet er en eksotisk oplevelse. De har helt andre navne, f.eks. Kaiser, Rewe, Alnatura etc. Vores mere hjemlige Netto, med tillnavnet Lebensmitteldiscounter er dog også at finde her, men bare med et tysk sortiment.

Produkterne i supermarkederne er anderledes. De er for eksempel svært glade for pølser her, og man kan få snackpølser i mange varianter, masser af pålægspølser og så de store wursten til aftensmad. Og teewurst, som er en lettere pinlig gammelmandsspise, som jeg ikke desto mindre holder af.

Sammen med schwarzbrot, altså rugbrød, det kan man også snildt fikse her i Tyskland. Længere væk er jeg så heller ikke…

Og så er der Ritter Sport. I dag fandt jeg dem på tilbud til 0,69 € hvilket svarer til 5,15 DKR. Så kan man godt frygte lidt for sin vægt. Jeg har ladet mig fortælle, at der er et Ritter Sport museum her, hvor man kan give den gas med Ritter Sport.

Alt i alt er leveomkostningerne laver her. Også i forhold til andre tyske byer. Hamburg ligger f.eks. i den tunge ende af prisskalaen.

Så her er der fuld smæk for skillingen!

Ritter Sport til ingen penge... 5,15 DKR per styk.
Ritter Sport til ingen penge… 5,15 DKR per styk.
Giga-spegepølse. En halv meter for lige knap 40 DKR.

En epoke, der er slut?

Nøj, jeg er lidt nervøs for at poste det her indlæg. For der er ingen, der står offentligt frem med det her emne mere. Men nu gør jeg det alligevel. Faktisk er det lidt svært for mig at se, at nogen kan blive vrede over det, jeg har på hjerte. Men det er min personlige erfaring med debatten omkring CI, at det er bedst at ti stille, med mindre man vil udstilles som snæversynet og imod nytænkning og udvikling. Men lige nu har jeg faktisk brug for at sætte min stemme fri.

Her ser vi en fin poetisk/kunstnerisk reaktion på den stigende “Danish oralism” en bølge, som vi oplever rulle hen over Danmark. Fedt at kunsten illustrerer det, når alle andre i døveverdenen er låst fast, paralyserede og mere eller mindre magteløse. Der er næsten ikke flere danske døve, der tør at pippe op offentligt. Debatten florerer kun i private regi og skjulte sociale fora, intet er offentligt tilgængeligt.

Videoen er lavet af vores dygtige Ragna Huse. Kan man ikke udtrykke en tilstand/følelse med ord, kan man det i hvert fald gøre det gennem kunsten. Det har vi set i så mange andre situationer. Mere døvekunst, tak! Det er derfra, jeg er inspireret til dette indlæg.

I Want To Break Free af Ragna Huse.

Info: Baggrunden på videoen er det tidligere Skolen på Kastelsvej fra 1807. En døveskole, der ikke længere eksisterer. Nu er skolen Langelinieskolen. Med hørende børn. Der er stadig en døve-afdeling, men næsten ingen tilslutning. Fordi alle døve børn nu inkluderes i folkeskolerne. Vil man have sit barn i et tegnsprogsmiljø, er det ikke længere nogen reel mulighed.

Her i – ellers – kunstneriske Berlin har jeg allerede mødt flere døve, der har fortalt mig om deres “orale opvækst” forskellige steder i Tyskland. En opvækst, hvor de har skullet hutle sig gennem tale, tale, tale – nogle har været bedre til det end andre. Det har haft menneskelige omkostninger. De, jeg har talt med, har været gennem en masse selverkendelse. I dag er de stolte døve. Og der er mange, jeg (endnu) ikke har mødt.

Men dem, jeg har mødt indtil videre, de har valgt tegnsproget til. Nogle senere end andre.  Og Tyskland har aldrig nogensinde oplevet den gyldne tegnsprogsperiode, som Danmark har oplevet fra 1980-2000. Den periode, der har resulteret i min generation af døve.

En epoke, som stærke kræfter længe har lobbyet hårdt for at mute. Det starter med lægens medlidende blik til forælderen, når vedkommende skal have besked om, at barnet ikke kan høre. Som om det er en stor sorg, at barnet er døvt. Det er det helt sikkert, fra den hørende forælders perspektiv, men det er ikke barnets sorg. Men det bliver også barnets sorg, hvis det er forældrenes. Så bliver barnet ikke en stolt døv.

For at eliminere forældrenes sorg, står lægerne i forreste række for at tilbyde CI. Så kan man høre igen! Tegnsprog? Nej, det skal man endelig ikke bruge. For så lærer man ikke at høre og tale! Så bliver man ikke en god hørende. Så disse stærke kræfter for at få tegnsprog til døve helt væk er lykkedes nu. Tror jeg. De første unge fra CI-generationen er ikke vokset op med tegnsprog som modersmål.  De klarer sig på alle andre måder. Nogle enkelte kan sikkert stadig tegnsprog. Jeg har en fornemmelse af, at de yngre døve i nogle tilfælde måske synes, det er synd for deres med-døve, der bruger tegnsprog. Det der medlidende blik.

Har man først ændret minoritetens mind-set, så er det sket med stoltheden over at være døv. En epoke er slut. Døveverdenens forfald startede efter 2000, og der er ingenting tilbage i dag. Eller hvad har vi i stedet nu?

Det er fair nok, at der er et stærkt ønske, om at døve skal normaliseres så meget som muligt. Et eller andet sted tænker jeg, at det dælme også kunne være meget praktisk, at døve forstod den hørende verden bedre. Der er helt utvivlsomt mange flere muligheder i den hørende verden, og den mulighed får døve børn bedre chancer for i dag. Det er jeg glad på for deres vegne. For den mulighed ville jeg da gerne have. Den har jeg ikke, men til gengæld har jeg andre muligheder.

Men at disse muligheder skal ske på bekostning af tegnsprog, er meget trist. Specielt, hvis det betyder, man skal betale en høj menneskelig pris – pres og stress, hjælpemidler, en daglig kamp for at slå til, for at udtrykke sig, for at forstå, for at være afslappet, konstant at være lidt ved siden af, blive misforstået, misforstå, kæmpe for at høre til. Det er meget nemmere at være en god hørende, når man er en stolt døv.

Derfor er det ekstra spændende at se hvordan det fungerer her i Tyskland. For sådan har det hele tiden været. Tyskland er i den internationale døveverden kendt som oral-land no. 1. MEN døveverdenen blomstrer stadig – bare lidt mere undergrund’ish.

Hvad er der mon for en udvikling, det danske døvesamfund står overfor?

keep-calm-and-proud-to-be-deaf-3

 

Berlinspiration

Var det noget med at købe lidt DDR-remedier? Sjov lille butik i Prenzlauer Berg.
Hvad med lidt DDR-stuff? Sjov lille butik i Prenzlauer Berg.

Nu befinder jeg mig i Berlin igen. Jeg stadig ikke komme mig over, at det er så kort en flyvetur. Her er det freezing cold. Man skulle tro det var varmere, når man nu har pakket sydfrugterne, men næ nej, det er endnu koldere.

Men der er ikke meget tid til at rende rundt i byen, fordi jeg skal arbejde, jeg har flere deadlines. Men det er egentlig fantastisk, det faktum, at jeg kan tage skrivearbejdet med herned. Der er mange kunstnere og forfattere, der slår sig ned i Berlin. F.eks. Sissel-Jo Gazan.

Hun har faktisk forfattet en blog om Berlin: Vi elsker Berlin. Jeg har lige klikket “følg” overalt hvor jeg kan, og så glæder jeg mig til at få lidt mere tid til at læse alle hendes tips. Og ikke mindst at efterprøve dem ude i virkeligheden. Så mange spændende steder.

Berlin-København

Da jeg var barn, havde jeg ofte en drøm, hvor jeg var ude og rejse – meget langt væk – men så midt i det hele tog en ferie fra ferien, hjemme. Og så tilbage til min rejse. 

Lidt samme scenarie udspiller sig lige nu. Jeg befinder mig i Danmark nu. “Hvad laver du her, var du ikke i Berlin?”, er et spørgsmål, jeg allerede nu har fået stillet pænt mange gange. 

Og jo, jeg er i Berlin. Jeg har et sted at bo der, og det har jeg sådan set haft siden den 1/1. Men jo, jeg befinder i København lige nu. 

Det er fordi at jeg er selvstændig, eller freelancer om man vil, og stort set alle mine jobs er i København. Mit netværk her er størst. Minimum en gang om måneden vil jeg derfor være i København og klare diverse møder, opgaver mv. 

Men nu tager det kun 50 minutter med flyver, så et eller andet syret sted, gør det ikke den vilde forskel, om jeg befinder mig i Aarhus eller i Berlin. Det tager mindre tid at tage til Berlin. Og online er der absolut ingen forskel. 

Min mor skrev også: “Lad os FaceTime inden du tager til Berlin”. Men hey kære mor, der er også internet i Berlin. Vi har samme tidszone. Det gør absolut ingen forskel at FaceTime Aalborg-København. Eller Aalborg-Berlin. 

Men nu hvor jeg er her. Det er dog også dejligt at se venner, gamle kolleger, familie og ikke mindst knaldhytten her. Leje bil, afsted, fyre op i brændeovnen som det allerførste. Sidde ved ilden og lade sig varme. Ah, det var skønt. 

Mandag aften tager jeg tilbage i Berlin. Og bliver der så længe som muligt! 

 

Den tyske tradition for at dubbe udenlandske film

Det er helt vildt, så mange informationer jeg har fået om Berlin og Tyskland på bare et par dage. Det er vist det rigtige valg med en tysk roommate, og jeg har også fået en aftale i stand med nogle tyske iværksættere om at jeg kan sidde hos dem og arbejde.

I fredags var vi inde og se Star Wars – med tyske undertekster! Alle døve i Tyskland er henvist til at finde små biografer og særarrangementer for at kunne se biograffilm.

Årsagen er, at man i Tyskland dubber alle udenlandske film, så der tales tysk. Det virkede i mine øjne forkert, fordi unge tyskere er jo fint flydende i engelsk og storforbrugere af kultur fra alle hjørner i verden. Specielt her i Berlin af alle steder.

Men det interessante er, at den tyske vane med at dubbe udenlandske film stammer helt fra 2. Verdenskrig. Dengang ville nazisterne gerne skabe et billede i den tyske befolkning af at de var ufejlbarlige og at Tyskland var det bedste land i verden.

Og hvordan gør man det mest effektivt? Man fjerner selvfølgelig bare originalsproget og lægger et tysk lydspor over. Så er der frit slag til at censurere de passager, der måske ikke helt er så passende i forhold til nazisternes verdensbillede. Og det er så det, der stadig trækker spor til i dag.

At biograferne ikke har ændret på det er for mig som udefrakommende dansker lidt svært at forstå. Men der er så meget ved Tyskland, der faktisk er anderledes. For mig er det ret spændende at komme ind under huden på vores naboland mod syd. Så der skal nok komme mange flere historier.

Og jeg forstod i øvrigt faktisk mere end halvdelen, så er lidt stolt. Deutsche Gebärdensprache er en helt anden sag, men det skal nok komme!

Første dage i Berlin

 
Sådan ser det ud, når man lige er flyttet ind i sit lejede værelse. 

Her er møbleret med en seng, en sofa, et par stole og et par hylder. Og så har jeg lånt sengetøj og håndklæder. Og så er der delekøkken med spiseplads samt et badeværelse med badekar.

Udenfor har jeg en altan med siddepladser til to. Nedenunder ligger der en lokal bar. Med borde udenfor om sommeren. Godt jeg er døv!

Lejligheden er en gammel herskabslejlighed i Prenzlauer Berg, en af dem, der ikke blev ramt af bomberne under anden verdenskrig. Ja, sådan noget er herligt at få fortalt af sin tyske roommate, der heldigvis er bevidst om at fortælle på Deutsche Gebärdensprache. På en pædagogisk måde, naturligvis. 

Herfra er der 4 minutter til S-Bahn, Tram, busser og U-Bahn. Min roommate har en gammel, zebrastribet cykel, som jeg gerne må fikse og låne. Så nu glæder jeg mig dælme til at få udforsket lokalområdet. 

Og en hel masse andet, som jeg kan vende tilbage til ved lejlighed. God weekend fra Berlin!

Auf wiedersehen, Köpenhamn!

På vej til Hamburg, 2015
Zug. På vej til Hamburg, 2015

I morgen rykker jeg sydpå til Bundesrepublik Deutschland. Nærmere regionen Brandenburg, Berlin. Jeg har ladet mig fortælle, at Berlin nok mere er en international by end en tysk metropol. Men ikke desto mindre er det til vores naboland mod syd, at jeg pakker sydfrugterne.

Her i første omgang skal jeg bare ned på inspektionsrunde med en håndkuffert. Havde oprindeligt tænkt, jeg skulle ned og finde ud af, hvor jeg gerne ville bo helt præcist. Så havde booket en Norwegian-tur en forlænget fra den 7-10. januar.

Men så overhalede hr. Timing mig. Eller; hurra for netværk – jeg spurgte en bekendt fra Berlin, en jeg kender fra den internationale døveverden, om han kendte nogen. Lige pludselig fik jeg et navn, skrev til hende, og vupti, fik et værelse i Prenzlauer Berg tilbudt. Lige så let som at klø sig i nakken. Og hvilken herlighed; det at have en jævnaldrende lokal døv pige som room-mate. Hun må have mange røverhistorier i ærmet.

Der er mindst ti, tyve gange så mange døve i Berlin som i København! Det ville blive så Viel Spass at tale tysk, mand. Lad os heppe på noget lyn-integration. Ich bin klar!

Så. Nu er alt klappet og klart. Jeg har bolig på plads. Hej, Pinterest for boho-inspo!

Jeg tager så den 10. tilbage til København, for jeg har et par opgaver og møder, og en sommerhus-inspektionsrunde. Men så tager jeg derefter til Berlin for at blive det næste halve år. Det bliver i næste omgang med Zug og med min Raleigh, så jeg kan hjule rundt dernede.

Tænk jer. Faktisk er Berlin den hovedstad, der er nærmest København, fik jeg her for et par dage siden at vide. Vildt, ikke? Stockholm er skarpt i hælene, men taber kapløbet med 5 minutter i forhold til Berlin.

Og at tænke sig, det tager 45 minutter i flyver til Aalborg. Og over 3 timer i tog til Aarhus. Lidt at perspektivere på.

Derfor bliver det ikke sådan, at jeg forsvinder ud i det blå. Skal nok kigge forbi Köpenhamn i ny og næ, det kommer jeg ikke udenom med alle de danske opgaver jeg har.

Men nu glæder jeg mig til at bo lige midt i Europa.

Auf wiedersehen!

Et indlæg om kort garn

Lige nu har jeg kort hår. I klassisk, dansk leverpostej. Men nu skal garnet gros ud til en minimumslængde, hvor det kan snos og flettes. Jeg kan godt lide tanken om at være startet fra scratch. Mit hår er født juli 2015.

Jeg har købt lidt spænder og hårbånd for at føle mig lidt mere piget i processen. For det er det,  jeg savner allermest ved det længere hår! Jeg skal dog have håret mere opsat end løsthængende, for jeg dur ikke til flagrende gardiner rundt omkring face sådan til hverdag.

Men der er stadig positive og negative faktorer – her er mine bud:

Go:

  • Tørrer på 3 minutter, klar på 4 minutter
  • Komplimentet om at det klæder mit ansigt
  • Man er ikke bange for håret slides i stykker
  • Vådt hår hver dag = mere frisk ud af bad
  • Håret flagrer ikke ind foran øjnene
  • Min egen naturlige hårfarve
  • Variationsmuligheder med voks
  • Folk reagerer på mig på en lidt anden måde

No:

  • Komplinærmelsen (!) “Sikke en frisk frisure”
  • Man kan ikke samle håret i en hestehale
  • Svært at få lavet reflekser i håret
  • Mændene kigger ikke så meget
  • Man føler sig ufeminin nogen gange
  • Ret nederen at gro kort hår ud
  • Voks er blevet en livsvigtig accessorie
  • Dyrere at frekventere frisøren
Lige inden klip-klip sidste forår.
Lige inden klip-klip. Februar 2015.

 

Det affarvede look med vilde udgroninger. Men egentlig cool længde.
Affarvet look med udgroninger. Men egentlig cool længde. Juni.

 

Et eksempel på, hvor praktisk kort garn er oppe på en blæsende bjergtop!
Praktisk naturfarvet garn på blæsende bjergtop! December.