En almindelig Mettisk dag

Så har jeg haft en dag med masser af gang i den. Om morgenen checkede jeg ind i N26 som vores fine kontorfællesskab på Nørrebrogade hedder. Den stod på kommunikationsstrategi og produktion af webtekster hele formiddagen til vores nye website – hvor vi har planlagt med vores dygtige praktikant Simone, at hun skal afholde en fotosession hvor vi fanger alle mulige fede tegn til vores web og en kampagne, der er under omsejling. Vi har hyldet ideen om co-creation, så kom frisk og vis at døve og hørende begge støtter op om dansk tegnsprog. Og så ilede jeg derefter til bestyrelsesmøde hos Døvefilm her i eftermiddag – jeg var helt ny, sammen med en hel masse proffer fra medieverdenen. Spændende, også selv om det var virksomhedens årsregnskab der dominerede dagsordenen i dag. Jeg kunne også mærke, at det var et meget effektivt bestyrelsesmøde. Et helt nyt indblik i en anden organisation. Dejligt. Og om aftenen var jeg lige hjemme og vende nogle minutter inden den stod på spontan dykning i Emdruphallen. Eller det var måske mere udstyrsslæberi end dykning – men skønt at få min OW/AOW genopfrisket. Må finde noget dykkkerferie i 2012. Og nu sidder jeg og prøver at læse IT-jura om beskyttelse af immaterielle goder – skal nemlig have faget i morgen meget tidlig. Og derefter står den på date med mit speciale. Og dagen slutter med tøsemiddag i casa Mettisma. Ja, jeg har travlt, men lige nu har jeg slet ikke noget i mod at suse rundt.

Tolk med til familiefester

Så er jeg hjemme igen efter en weekend i Aalborg. Jeg har små 3-4 timer til at forberede mig på vejledersamtale i morgen tidlig. Min tegnsprogstolk til samtalen i morgen har Døvefilm i hælene, de skal nemlig filme noget a la 1 dag med tegnsprogstolk – så de skal filme vores samtale. Jeg er bare en brik i konceptet. Men bliver sjovt at se indslaget. Jeg brugte ellers tolk til min morfars 80 års fødselsdag i går. Første gang at jeg har haft tolk med til familiefest. Altså ud over min farfars begravelse, men det var jo ikke så meget fest over det, slet ikke med ham. Men i går gik det godt. Jeg kedede mig slet ikke – har ellers for vane at sidde og glo ned i maden til familiefester. Og jeg kan godt hilse og sige, at det er et temmelig røvkedeligt koncept. Specielt når vi snakker om 3/+ timer. Når man er døv, og ens familie ikke har for vane at tale med en, fordi de ikke helt kan håndtere det… puha, så undgår man jo familiefester. Jeg synes nemlig ikke det er sjovt at være hende det introverte vedhæng, der har en bog med i tasken og som efter middagen sidder alene i et hjørne med den skide bog. Derfor har jeg ikke været med i mange år. Nå men i går havde jeg tolk med, som tolkede det hele. Og jeg snakkede med folk. For første gang i hele mit liv. Da hun gik 2 timer før festen sluttede, kunne jeg mærke, at så blev stikket hevet ud. Men alt i alt var det dejligt. Utroligt at jeg ikke har benyttet mig af det noget før. Men nu er min timebank på 7 timers socialtolkning for 2012 også brugt op. Det var i øvrigt sjovt at se, hvordan min søsters mand fik en masse credit hos kusinerne og fætrene for at være i gang med at lære tegnsprog. Interessant at der ikke skal andet til end et par “redskaber” før kommunikationen fungerer mellem døve og hørende – og så lidt engagement, naturligvis.

Daglige blogindlæg

Jeg har lovet mig selv at blive bedre til at blogge dagligt. Det er sådan en slags skriveøvelse – lidt ordgymnastik til min efterhånden temmelig slatne, sproglige kreativitet. Men her til aften må jeg indrømme, jeg er fuldstændig blank. Har muntret mig med at lave Intranet til min lille virksomhed. Det fik min indre strukturfetichist til at juble begejstret. Og så har jeg bestemt mig for at ugens duks skal bidrage med et fjollebillede på Intranettets forside. Kan dælme godt lide at være le Chef (eller så da bare boss) på den måde:

I gang med mit speciale

Nu er jeg helt skeløjet af at have siddet og vegeteret på ITU siden klokken 8 i morges. Okay, jeg har nok ikke ligefrem siddet og trillet tommelfingre. Jeg har haft en date med mit speciale. Jeg nyder det hver gang jeg kan have kvalitetstid sammen med bøgerne. For tid er der dælme ikke meget af. Har jeg fortalt om min specialeblog? Det finder I lige her. For en sikkerheds skyld laver jeg også et link til det her på bloggen. Det er godtnok lidt svært at sætte skub i processen. Jeg tåger rundt med en hel masse ideer og tanker. Men i dag har været god. Jeg fornemmer et solidt emne og et solidt behov. Nu begynder jeg så småt at kigge efter casevirksomheder. Har fået et par stykker anbefalet, men I må godt hjælpe.