Nyt blogdesign

Her forleden fik jeg læst Julia Lahmes Blogbog – som inspirerede mig til at komme i gang med at blogge igen, for man burde da kunne finde en balance mellem at være professionel og personlig – uden at det kammer over i privat dyneløfteri.

Men jeg havde det lidt som når man tager noget gammelt tøj på i klædeskabet; man har det bare ikke så godt i de her klude, som burde være skiftet ud for længe siden. Min WordPress havde heller ikke været opdateret i århundreder. Så nu har jeg dælme givet hele bloggen en makeover – for gud ved hvilken gang.

Men denne gang har jeg en god, glad følelse i maven. De der nye klæder ser i al beskedenhed godt ud – og nu er der med min smarte iPhone heller ingen undskyldninger for ikke at dekorere bloggen med fine, yndige hverdagsbilleder!

Hvis jeg var arbejdsløs…

Seriøst, hvis jeg var arbejdsløs, ville jeg springe på dette 6 ugers kursus i iværksætteri – fra idé til virksomhed som udbydes af Nicolaj Højer-Nielsen og CBS. Kurset ser rigtig spændende ud, men nu har jeg selv prøvet turen fra idé til virksomhed. Men havde jeg det ikke, var jeg klar!

Iværksætteren Michelle Hviid, som jeg synes er rigtig sej, har skrevet dette indlæg Hvis jeg var arbejdsløs… som jeg gerne vil henvise til. Hendes pointe er, at man skal vende sin situation til noget konstruktivt. At man skal overveje alle de muligheder, der ligger forude frem for at begræde sin situation.

Og der er også en del snak om, at vi skal undervise mere i innovation og iværksætteri, da det er noget af det, der kan sikre dansk konkurrenceevne i fremtiden. Danmark er et lille land, vi er dyre i løn i forhold til vores konkurrenter i andre lande, og der bliver lige nu talt en hel del om, at vi ikke er effektive nok. Der er brug for folk der kan skabe og udvikle. Dette har blandt andet Solaima Gourani skrevet om i sin blog på Amino.

Kunne du tænke dig at gøre en forskel selv?